Foto: Bo Nielsen
Af Lars Christensen | 5. februar 2024
U19 Liga-holdet fik vinteropstartens anden testsejr, da de besejrede FC Helsingør med hele 3-0, og helsingoranerne havde også deres U17 divisionshold med i bussen til træningsanlægget i Lysholt, og de spillede 2-2 mod vejlenserne. Det var U17-holdets cheftræner Mads Nissen mellemfornøjet med efterfølgende.
- Følelsen efterfølgende er ikke god. Der er for mange spillere, som tænker individuelt i stedet for kollektivt. Det resulterer i en masse dårlige beslutninger med bolden, hvor de erobrer den og gør ondt på os. Det skal vi hurtigst muligt have ændret på, og heldigvis rejser vi nu til Tyrkiet, hvor vi får mulighed for at træne taktisk og finpudse holdet inden sæsonstart, siger Mads Nissen.
Vejlenserne kom foran 1-0 efter ti minutter ved Malthe Emil Hansen, men ved pausen var det gæsterne fra det nordsjællandske, der førte med 2-1.
- Vi får en god start, og Malthe Emil Hansen kan score på en returbold. Angrebet starter med en erobring ved Sven Bech Leschly, der finder Yusuf Faghir, som reddes af målmanden, og så kan Malthe Emil score til 1-0. Men FC Helsingør udligner kort efter på en omstilling, og inden vi ser os om, er de også kommet foran 2-1 efter et flot opspil, siger Mads Nissen.
Subtopholdet fra divisionen kunne dog ikke rejse hjem fra Vejle med en sejr, da Kristian Tonnisen efter 70 minutter udligner til slutresultatet 2-2.
- Der bliver justeret i presset til anden halvleg, og det gav et bedre holdmæssigt udtryk. Med cirka 20 minutter igen er det så Kristian Tonnisen, der kan udligne til 2-2, da han sparker bolden fint i mål efter et indlæg, siger Mads Nissen.
VB Akademiets U17 og U19 Liga-hold er søndag morgen rejst på den årlige akademitræningslejr i Tyrkiet. Mens U19 Liga-holdet skal op imod Ferencvárosi TS og Debreceni VSC fra Ungarn, så venter der blandt andet U17 Liga-holdet testopgør mod Kirgisistans U17-landshold og et fortsat unavngivent tysk hold.
U15 Liga-truppen må i den kommende uge se bort fra en række spillere, som er udtaget til U17 Liga-holdets træningslejr, men lørdag eftermiddag fik cheftræner Kristian Olesens mandskab en fin testsejr hjemme i VB Parken. Boldklubben Marienlyst blev besejret med 2-0 efter scoringer af Kasper Lorents og Benjamin Nicolaisen.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.