Storsejr til U15 i naboopgøret, mens U17-testsejrer

Arkivfoto: Carl Forssling

VB Akademiets formstærke U15 Liga-hold tog en storsejr på hele 7-3 over AC Horsens, da det yngste liga-hold på VB Akademiet mødte AC Horsens i efterårets sidste turneringskamp. U17 Liga-holdet har benyttet den kampfri weekend til en testkamp mod SfB/Oure fra divisionen, hvor akademisterne vandt 3-1.

Af Lars Christensen | 30. november 2024

VB Akademiets U17 Liga-hold møder først AC Horsens i den kommende uge, og cheftræner Mads Nissens mandskab brugte den kampfri weekend til et testopgør mod SfB/Oure fra divisionen fredag aften i VB Parken. De unge VB-talenter rejste sig efter det skuffende nederlag i Randers og fik en resultatmæssig god optakt til årets sidste kamp.

- Vi er igennem hele kampen fine på bolden og får skabt de chancer, der skal til for at lave flere mål og vinde større. Uden bold har vi gode og afklarede sekvenser, men også det omvendte, hvor vi er for fokuserede på at erobre, fremfor blot at forsvare, siger Mads Nissen.

Dánial Mørkøre (billedet, red.) åbnede til 1-0 efter 18 minutter, da han udnyttede et oplæg af Kerim Sejdic. Der blev 2-0 ved Marcus Brolund, der udnyttede opspil fra Nicolas Gammelgaard, mens Markus Petersen scorede til 3-0 efter pausen, hvor Ali Riad stod for assisten. Kort efter fik gæsterne reduceret til slutresultatet 3-1 til VB.

- Alt i alt var det en god træningskamp, hvor mange spillere fik spilletid. Det er en god optakt til, at vi i midtugen skal ud i en vigtig kamp mod AC Horsens, som er årets sidste, siger Mads Nissen.

U17 stillede op således (4-4-2): Thorbjørn Pløger – Laurits Engmark, Gustav Toft Jacobsen, Jeppe Højgaard, Marcus Brolund – Stefan Petrache, Max Jensen, Benjamin Stelman, Nicolas Gammelgaard – Dánial Mørkøre, Kerim Sejdic
Indskiftet: Victor Strøyer (m), Vilhelm Lind, Ali Riad, Villads Bischoff, Markus Petersen, Matthias Hansen

U17-holdet stillede op uden Benjamin Nicolaisen, der er på træningsophold i Torino FC, mens Eman Subasic og Yusuf Faghir var aktuelle i U19 Liga-holdets kamp mod AC Horsens.

U15 vandt for tredje kamp i træk

VB Akademiets mest formstærke mandskab er U15 Liga-holdet. Cheftræner Kristian Olesens mandskab primært med spillere fra årgang 2010 vandt mod AC Horsens lørdag eftermiddag den tredje udesejr på stribe, da akademisterne slog Den Gule Fare 7-3 (5-1). Sejren blev cementeret allerede i begyndelsen, hvor de unge VB’ere var foran 4-0 efter 25 minutter.

- Vi kommer flyvende ud og spiller supergodt i de første 25 minutter. Her fører vi 4-0, og føringen kunne godt have været større. Vi positionerer os godt og løser de forskellige faser i spillet fint, indleder Kristian Olesen.

- Når vi vinder bolden, så er vi fremadrettede i vores tankegang og har et fedt udtryk. Senere i halvlegen sjusker vi mere og falder i tempo og går så til pause foran 5-1. Efter pausen er tempoet lidt lavere, men vi kontrollerer fortsat kampen fint. På en dag, hvor vi er markant bedre end vores modstander og er gode til mange ting, så er jeg ærgerlig over at lukke tre mål ind. Vi glæder os over, at vi laver mål i øjeblikket og skaber chancer til endnu flere, siger Kristian Olesen.

Målene i storsejren blev scoret af Albert Frederiksen (3), Pelle Luxhøi (2), Benjamin Yousfi og Villads Østergaard.

U15 Liga-holdet tabte sæsonens første fem kampe, men siden har holdet vundet fem kampe, spillet én uafgjort og tabt én kamp. Holdet har lavet 30 mål i 13 kampe. Se stillingen i U15 Ligaen her.

U15 stillede op således (4-3-1-2): William Damgaard – David Busse, Benjamin Yousfi, Jacob Damgaard-Hansen, Ismet Aytac – William Østengreen, Villads Østergaard, Sebastian Møller Sørensen – Albert Frederiksen – Yasir Ugurlu, Pelle Luxhøi
Indskiftet: Lasse Marker, Olivier Tryjanowski, Malthe Hauge

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV