Spændt Superliga-debutant: Står godt defensivt

Arkivfoto: Johnny Kristensen

19-årige Lasse Flø fik en flot Superliga-debut, da han spillede de første 77 minutter i sejren mod Silkeborg.

Af Lars Christensen | 16. februar 2025

Da startopstillingerne tikkede ind 70 minutter før kick-off, var der en lille overraskelse blandt Kielstrup og Mølbys udvalgte hos gæsterne. Lasse Flø figurerede på holdkortet – og det er første gang siden pokalopgøret mod AB i november 2023, at den 19-årige back var blandt de udvalgte.

- Jeg har nærmet mig holdet i opstarten, men i løbet af de sidste par dage har jeg været i tvivl, om jeg skulle med i truppen. I går lørdag, inden træning, fik jeg så besked om, at jeg skulle starte på backen. Jeg vil ikke kalde det nervøsitet, det der opstod inden kampen, men mere en form for spændthed, og så glædede jeg mig bare. Jeg har været med omkring Superliga-kampene før, men det var fedt at få min første kamp. Det er en drengedrøm, indleder Lasse Flø.

- Begyndelsen var god, og det hjalp mig godt til rette. Hurtigt havde jeg flere aktioner, og der var spillet under et minut, da jeg kom til første indlæg. Senere havde jeg et par aktioner mere, men der manglede lige det sidste i boldene ind mod German.

Kampbilledet før pausen var med de blåklædte vejlensere mest på bolden, mens silkeborgenserne havde svært ved at bryde igennem hos gæsterne.

- Vi står godt defensivt, og så har vi perioder på bolden. Ikke korte perioder, som vi måske havde forventet, men lange faser, hvor vi kører bolden godt rundt. Det gav en god tro på tingene og også chancer, og så var vi stærke i vores positioneringer defensivt, hvor vi fulgte alle løb. Det er vel kun chancen, hvor Gundelund kommer ned og blokerer et spark, hvor de er rigtig tæt på at score, siger Lasse Flø.

Op mod pausefløjtet fik den debuterende VB’er en advarsel af Jakob Kehlet, da han efter et indkast til Silkeborg på egen banehalvdel sparkede bolden væk.

- Det var torskedumt og helt unødvendigt, og det skal jeg lære af. Men inde på banen er det bare med at komme videre i en fart, og jeg har før spillet med en advarsel. Silkeborg overloadede vores højreside i begyndelsen af anden halvleg. Det gav en del hjørnespark, men vi forsvarede godt og gav igen meget få chancer væk. Vekić har en god redning og mange fine indgreb, men ellers stod vi i perioder lidt dybere end før pausen, siger Lasse Flø.

13 minutter før tid sluttede arbejdsdagen for den unge back, der gav stafetten videre til Marius Elvius. Og efter et stort sidste kvarter kunne alle blåklædte på JYSK Park strække hænderne i vejret og glæde sig over sæsonens første udebanesejr – og et godt afsæt til de kommende vigtige kampe.

- Det var tæt på at være en drømmedebut i Superligaen, og jeg er glad for at være rigtigt i gang. Den opbakning, vi fik, var virkelig fantastisk, og det var fedt at have dem i ryggen i min første kamp.

For Lasse Flø var det den fjerde kamp på førsteholdet, men debut i Superligaen. Han spillede mod FC Helsingør (1-1), tst Fodbold (7-0) og AB (1-1) i løbet af 2023.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV