Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 1. august 2025
Christian Sørensen har en fortid som ungdoms- og seniorspiller i Odense, men fredag aften viste han ingen nåde for sin tidligere klub. Fynboerne blev ekspederet hjem til øen med et 4-0-nederlag efter en gennemført præstation af de rød-hvide.
- Det er en toppræstation af både spillere og træner. Vi har arbejdet på, hvordan man kan ramme OB i hele ugen, og trænernes oplæg blev fulgt meget præcist. Vi matchede deres aggressivitet, spillede fremad ved bolderobringer og søgte rummene bag deres stoppere, indleder Christian Sørensen.
- Det er en hektisk første halvleg, som vi kontrollerer. Der går lidt, inden kampen lige sætter sig, men vi sætter os på det, som halvlegen skrider frem. Vi fastholder intensiteten i vores pres og vores spil, og lader ikke OB få plads og rum. Rasmus Falk har en afslutning, men det er også det eneste, siger Christian Sørensen.
Hjulsager åbnede målscoringen efter et kvarter, mens Duelund fordoblede føringen midtvejs igennem første halvleg.
- Det er et par skarpe omstillinger, som vi åbner dem op på. Det er Bismark, som assisterer ved de to mål. Vi rammer ham der, hvor han med sin fart gør ondt på OB, og så finder han Hjulsager og Duelund, som kan sætte kniven ind i boksen, siger Christian Sørensen.
Kampen blev definitivt dræbt i det første kvarter af anden halvleg, hvor først Duelund og siden Gammelgaard fik nettet til at blafre bag en sagesløs Martin Hansen.
- Vi vidste, at OB ville komme ud til anden halvleg med en ændret stil, men vi holder dem mindst ligeså meget fra fadet i anden som i første halvleg. I boksen er vi suveræne, og resten tager Vekić sig af. Vi ender med at slå dem på to omstillinger, hvor først Duelund slipper fri og sparker den ind, og så det tredje mål, hvor Hjulsager vender bolden over på Gammelgaard, siger Christian Sørensen.
4-0 efter en lille time, men resten af kampen var ingen paradekørsel, mente venstrebacken.
- Vi prøvede hele tiden at holde intensiteten høj, og den vej igennem kunne vi kontrollere sejren hjem. Det her var en moden og voksen præstation af et hold, som er under opbygning. Det giver en god følelse, når vi skal tilbage på træningsbanen og forbedre os, siger Christian Sørensen.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.