Raúl Albentosa før Fredericia: Lokalopgør er anderledes

Foto: Daniel Abedeny

Raúl Albentosa glæder sig til søndagens lokalbrag mod FC Fredericia.

Af Daniel Abedeny | 11. marts 2023

- Stemningen i truppen er god. I løbet af ugen har vi trænet godt, og holdet er klar til at bygge videre på de seneste gode resultater, indleder Raúl Albentosa.

- Inden sæsonen dømte mange os til oprykning. Det er der endnu flere, der gør nu, men vi tager en kamp ad gangen. Det er ikke bare noget, vi alle siger, fordi det forventes af os. Vi har et mål, og vi ved, at hver kamp er en mulighed for at tage et skridt tættere på at nå det. Det er den indstilling, som har hjulpet os til en god start på foråret, og det er med den indstilling, at vi ser frem mod søndagens opgave mod Fredericia.

En svær kamp venter

I det omvendte opgør i august 2022 blev Raúl Albentosa matchvinder, da han med et veludført hovedstød stangede Vejle Boldklub til en 1-0-sejr bag voldene på Monjasa Park.

Kampen bød på mere hårdt duelspil end flot driblekunst, og anføreren forudsiger, at søndagens reprise i Nørreskoven godt kan byde på et lignende kampbillede.

Mens Vejle Boldklub er ved at konsolidere sig i toppen af NordicBet LIGA, kæmper FC Fredericia for overlevelse i den anden ende af rækken. Fredericianerne kan dog stadig have begrundet tro på at klare frisag. I seneste spillerunde vandt morgendagens udehold 3-0 over top 6-aspiranterne fra HB Køge.

- Tabellen fortæller os, at Fredericia ligger i bunden, men samtidig er Fredericia et af de sværeste hold, vi har mødt indtil videre i sæsonen, synes jeg. Fredericia er et godt hold, som kommer til Vejle efter en stor sejr over et godt hold. Da vi spillede mod dem på deres hjemmebane, var det Marius Elvius, der til allersidst i kampen reddede bolden på stregen og sejren for os. Lokalopgør er anderledes, og det er ingen nem opgave, der venter os, fortæller Raúl Albentosa.

Nørreskoven fortjener en god præstation og tre point

Søndag venter der også en flot kulisse for Raúl Albentosa og resten af førsteholdet. 4.850 var på plads, da Vejle Boldklub mødte Hvidovre i Nørreskoven, og de seneste meldinger fortæller, at sæsonrekorden for flest tilskuere i NordicBet LIGA står for fald.

- Lokalopgør er den slags kampe, som fansene ser frem imod. Så sent som efter kampen mod Vendsyssel snakkede vi på holdet om den forskel, det har gjort at få fansene tilbage på stadion efter nedlukningerne.

- Uden fans er fodbold ikke det samme, og det er en stor motivationsfaktor for mig personligt og truppen i det hele taget at vide, at vi har mange gode folk på vores side, som ønsker holdet og klubben succes. Fansene har været fantastiske, siden jeg kom til klubben, og deres støtte har gjort stort indtryk på mig. Jeg glæder mig til søndag. Vi er opsatte på at give alle vores fans en god præstation og tre point. Det fortjener de, slutter Raúl Albentosa.

Der er kampstart i Nørreskoven søndag klokken 15. Billetter til kampen mellem Vejle Boldklub og FC Fredericia kan købes her.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV