Provstgaard efter oprykning: Lettet over at sikre det

Foto: Johnny Kristensen

Oliver Provstgaard var en af de første spillere, der stillede sig til rådighed for pressen mellem champagnesprøjt, luftture og Fenerbache-hilsner med de mange medrejsende VB-fans i Haderslev torsdag aften. Den 19-årige stopper er nyudklækket Superliga-spiller for første gang i karrieren – og han nyder udsigten til igen at spille i den bedste række.

Af Lars Christensen | 11. maj 2023

Oliver Provstgaard var kun 14 år, da VB i maj 2018 sikrede sig tilbagevenden til Superligaen efter ni års fravær. Dengang var det fra tribunen, at han fulgte vejlensernes sidste skridt mod den bedste række – denne gang stod han på banen.

- Jeg kan tydeligt huske kampen i Thisted for et par år siden efterhånden. Dengang var jeg afsted sammen med et par venner, og stod sammen med de mange VB-fans og drømte om, at jeg en dag skulle rykke op som spiller, så det er fedt at stå her fem år senere, siger Oliver Provstgaard.

- Det er helt vildt at opleve inde fra banen. Vi blev båret frem af vores fans, og de gjorde kulissen til en hjemmebane for os. Vi vidste, at de kom for at fejre det med os, men det var med at holde fokus inde banen, og det gjorde vi i alle 90 minutter, siger Oliver Provstgaard.

Kampene mellem VB og Sønderjyske har tradition for sene afgørelser, og denne gang var ingen undtagelse. Emil Frederiksen udlignede en Mucolli-føring i tillægstiden, men det var ikke nok til at fravriste vejlenserne oprykningen.

- Vi ville gerne have vundet og taget en sejr med hjem til Vejle, men det blev en hård fight. Særligt efter, at vi kommer i undertal. Vi taler i pausen om, at vi skal blive bedre på bolden i opspillet og få sat det bedre op, og vi kommer også til fine gennembrud på siderne, og så kom det forløsende mål også, siger Oliver Provstgaard.

- Selvom vi sænker tempoet i løbet af den sidste halve time, så var ni tillægsminutter meget, og det kunne vi heller ikke modstå til sidst. Det skal ikke ødelægge glæden, at vi taber to points til sidst. Det er en lettelsen at få det afgjort, og dejligt selv at gøre arbejdet færdigt på banen. De sidste par dage har været ventetid, og vi har alle været spændt på afgørelsen. Der venter os flere fede oplevelser efter sommerpausen, og det ser vi frem til, siger Oliver Provstgaard.

Oprykningen kommer i hus tre runder før sæsonafslutningen og der venter fortsat opgør mod Næstved, FC Helsingør og Vendsyssel inden der formelt kan fløjtes af for en forrygende sæson 2022-23.

- Der har været bump undervejs, men i det store hele, så har vi været bedst. Vi kom flyvende fra start i sommer, og siden har vi bygget på, og især defensivt har vi haft en god base. Det er sjældent, at modstanderne har lavet mere end et mål på os, siger Oliver Provstgaard, inden han hastede videre ind i omklædningsrummet, hvor Ivan Prelec tog ordet i et virvar af pressefotografer, vandsprøjt og glæde.

- Jeg ved ikke, hvad der venter os hjemme i Vejle, men det bliver fedt at kunne møde fansene igen. De har været en 12. mand for os hele sæsonen, og jeg taler på hele truppen vegne når jeg siger, at vi er taknemmelige. Den kulisse vi mødte i dag, var Superligaen værdig, men over hele sæsonen har vi haft støtte, som har hjulpet os til points, det er der ikke tvivl om, siger Oliver Provstgaard.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV