Foto: Johnny Kristensen
Af Lars Christensen | 6. august 2024
Siden 1990 har Vejle Boldklub haft 54 anførere i tællende kampe, og den sidste blev føjet til listen mandag aften. Miiko Albornoz og Denis Kolinger i den nuværende A-trup har tidligere båret anførerbindet, men den rutinerede duo indledte opgøret blandt indskifterne, og derfor skulle cheftræner Ivan Prelec og trænerteamet udpege en ny anfører.
Valget faldt på unge Oliver Provstgaard. Med sine bare 21 år bliver han klubbens fjerde yngste anfører i de sidste 34 år og den yngste i mere end 10 år. Kun Niels Bisp Rasmussen, Steffen Kielstrup og Peter Ankersen var yngre første gang de bar anførerbindet. Paradoksalt nok, så var både Kielstrup og Ankersen også involveret i kampen mandag aften. Ankersen som rutineret back for nordsjællænderne 12 år efter han forlod Nørreskoven, mens Kielstrup var assistenttræner for vejlenserne.
Yngste VB-anførere 1990-2024:
1. Niels Bisp Rasmussen – 19 år, 11 måneder og 18 dage
Debutkamp som anfører: 27. august 2013, Holluf Pile-Tornbjerg – VB 0-9 i Landspokalturneringen
2. Steffen Kielstrup – 20 år, 5 måneder og 23 dage
Debutkamp som anfører: 10. april 2005, VB – FC Fredericia 4-3 i 1. division
3. Peter Ankersen – 20 år, 10 måneder og 18 dage
Debutkamp som anfører: 9. august 2011, Funder GF – VB 2-6 i Landspokalturneringen
4. Oliver Provstgaard – 21 år, 2 måneder og 1 dag
Debutkamp som anfører: 5. august 2024, VB – FC Nordsjælland 0-1 i 3F Superliga
5. Jesper Olesen – 22 år, 11 måneder og 1 dag
Debutkamp som anfører: 14. september 2003, VB – Fremad Amager 2-2 i 1. division
Niels Bisp Rasmussen nåede 40 kampe som anfører, Kielstrup var anfører i 94 kampe, Peter Ankersen nåede kun debutkampen som anfører, mens Jesper Olesen bar anførerbindet i 4 kampe.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.