Prelec: Vi skal nu gøre os klar til en endnu større udfordring

Foto: Johnny Kristensen

- En sjov kamp for publikum – måske ikke altid helt for trænerne, fastslog Ivan Prelec efter den målrige match.

Af Ole Kristensen | 4. juni 2023

- En sjov kamp for publikum – måske ikke altid helt for trænerne, fastslog Ivan Prelec efter den målrige match.

- Vi kontrollerer kampen fint periodevis – men til andre tider er vi for utålmodige med bolden og ikke rolige nok. Det blev dog bedre efter pausen. Gennemgående stod vores forsvar solidt, men vi laver nogle blottelser, som giver tre mål. Det kan måske undskyldes med feriestemning, men vi skal bare være klar over, at den går altså ikke næste sæson. Så vil vi blive straffet hårdt! Men vi har været vedholdende sæsonen igennem, vinder den sidste kamp og scorer fire flotte mål, så vi kan ikke være utilfredse.

Prelec kigger dog allerede frem.

- Vi skal allerede nu mentalt og om 14 dage fysisk arbejde på at blive bedre næste sæson. Men vi hviler nu og gør os klar til opgaven, som bliver langt mere krævende end denne sæson.

Prelec havde denne kommentar til Lyngbys forbliven:

- Det viser blot, hvordan en underdog, som er dømt ned af alle, alligevel kan klare skærene. Fodbold er uforudsigeligt – de forbliver i SL med færre point, end vi havde sidste år, hvor vi rykkede ned … Vi vil dog ikke koncentrere os om de andre, men om selv at blive gode nok til konkurrencen. Og så ved vi, at vi går ind til en sæson, som måske kan blive afgjort i slutminutterne i sidste runde …

Prelec fik taget familiefotos, bl.a. med hustruen og pokalen foran fansene.

- Min kone er min største støtte og klarer tingene hjemme. Så min succes er også hendes.

Prelec-familien tager nu tilbage til Kroatien nogle dage og derefter til kysten.

- Vi skal have familietid. Men mobilen er med, og mon ikke jeg ca. 20 gange om dagen er i forbindelse med Marius Adrian Nicolae, smilede kroaten.

Henrik Pedersen: Vores potentiale var til en fjerdeplads

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen var som altid uhyre realistisk i sin vurdering af begivenhederne.

- Skal man spille op med Vejle, skal alle være på deres topniveau, og der gik lidt for meget sommerkamp i det for vores vedkommende. Vi møder en stærk modstander, som ikke behøvede at spille sig ud. Lidt for meget sommerkamp, lidt for lidt intensitet – og nu er det sommerferie.

Henrik Pedersen er dog ovenud tilfreds med sit holds sæson.

- Vi har til fulde brugt det potentiale, vi har. Vi er klart det bedste hold – fra nr. 4 og ned – men mangler et stykke for at kunne være med blandt de bedste i NBL. Det hul vil vi forsøge at få lukket til næste sæson.

Træneren vurderer ikke, at hans trup er på plads endnu til den kommende sæson.

- Vi skal finde nogle spillere der gør en forskel – nogle, der kan bringe os tættere på de øverste pladser i rækken. Derfor forudser jeg et vindue, hvor vi skal hente 2-4 rigtig dygtige spillere, som kan få os tættere toppen.

Henrik Pedersen erkender, at der også kan blive tale om salg.

- Vi er en sælgende klub, det er en del af strategien. Vi skal selv finde spillere, der ikke er lykkedes andre steder, eller spillere, der er på vej op og så udvikle på dem.

VFF-coachen synes, det er ærgerligt, at hans nordjyske naboer fra Aalborg rykker ned.

- Men tabellen lyver jo aldrig, og de er altså blevet nr. 14. Ærgerligt er det for Nordjylland at miste flagskibet, men vi kan se frem til nogle drabelige opgør mod de rød- og hvidstribede …!

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV