Prelec: Vi respekterer det ene point

Foto: Oliver Dinesen

Ivan Prelec var godt tilfreds med den fremgang, han kunne notere hos sit hold i forhold til sidste kamp.

Af Ole Kristensen | 27. april 2024

- Vi er i god kontrol før pausen og får skabt nogle fine situationer foran deres mål. Den første gang, Lyngby er i vores felt, får de så scoret i stedet. Energien i omklædningsrummet i pausen var imidlertid helt anderledes end i Hvidovre, og vi var enige om, at det ikke var en kamp, vi ville tabe, og heldigvis fik vi hurtigt udlignet. Vi har så 25 gode minutter, hvor vi søger sejrsmålet, men må så lave nogle til dels tvungne udskiftninger. Nu bliver kampen hektisk og åben, og begge hold kan score. Vi kom her for at tage sejren, men må erkende, Lyngby har gode chancer til sidst, og vi respekterer det ene point.

Prelec understreger, at selv om VB stadig indtager næstsidstepladsen, er der femten point at spille om, og tre af kampene – bl.a. mod Lyngby – skal spilles i Vejle.

- Havde vi tabt i dag, havde det ikke været umuligt, men så havde det været ude af vore egne hænder at overleve. Som vi har troet hele sæsonen, skal det nok lykkes i sidste ende at krydse stregen.

Prelec skjulte ikke, at man havde været bekymret efter Hvidovre-kampen. Var VB stærke nok til at overleve? Men i dag viste spillerne karakter og gav holdet troen tilbage.

Træneren erkendte, at dommeren stod i en svær valgsituation, da han skulle afgøre, om Kolinger skulle have sit andet gule kort.

- I Odense gik en sådan beslutning imod os, i dag var den med os. Svært for dommeren at træffe en afgørelse, der ville få afgørende indflydelse på kampen.

Prelec havde mange gode ting at sige om Superligaen og dens udvikling gennem de lidt over to år, han har været her.

- Det er en meget stærk liga. Klubberne investerer meget i deres hold og deres faciliteter. Den er også meget kompetitiv, og vi kan i en kamp true selv FCK trods deres kæmpebudget.

David Nielsen: Vi får til sidst den chance, der normalt skal til

- Vi står lidt lavt før pausen og forlader os på omstillinger, og vi får da også lavet et fint mål, opsummerede Lyngby-træner David Nielsen efter kampen.

- Samtidig får vi fremprovokeret en situation, der skal give det andet gule kort til Vejles Kolinger, og den situation bliver selvfølgelig afgørende for kampen. I 2. halvleg må vi desværre hurtigt tage imod en udligning, da vi bliver for passive ved et Vejle-indkast. Vi sover, og de slår et indlæg, som de kan score på. Så har vi en periode, hvor Vejle får lov at løbe for meget ”ned ad bakke,” men vi slutter godt af. Vi knækker dem lidt med vores indskiftninger og får lagt et pres. Vi får et ekstra opspilspunkt med Gytkjær, og Kumado og Chukwuani kommer ind med fart. Vi er modige til sidst, og vi får da også den chance, vi skal bruge for at afgøre kampen, men det lykkes desværre ikke. Men Nathan Trott er jo en af de dygtigste målmænd i Superligaen …

David Nielsen konkluderede, at hans hold endnu ikke har tabt en hjemmekamp under ham, og at der er blevet forbedret en hel del på holdet.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV