Prelec: Ugly game, but good teamwork

– Vi var selvfølgelig hårdt ramt på spillersiden op til i dag, da vi måtte undvære Saeid, ”Dimi” og Kirkegaard, og Ofori og Mucolli ikke kunne spille ret meget, konkluderede Ivan Prelec efter kampen.

Af Ole Kristensen | 15. november 2022

– Så vi stod ikke det bedste sted inden kampen, men vi forberedte os godt og gik ind til kampen med en okay følelse. Det blev også præcis den type kamp, vi forventede. Vi regnede med, de ville presse os højt og komme med en masse fysik og duelspil. Vi holder dem fra chancer, men alligevel ved man aldrig, om de lykkes med en lang bold på et tidspunkt. Her er jeg glad for den fokus, vi holder gennem alle 95 minutter. Fodboldmæssigt var det absolut ikke kønt, men ros for fokus: Ugly game, but good teamwork!

Træneren var helt på det rene med, at der ikke var meget at komme efter for feinschmeckere:
– De få chancer, vi tilspiller os, kommer efter nogle individuelle aktioner. Og så afgøres det hele af Mucollis geniale frispark.

Prelec understregede dog også, at den ujævne bane må bære sin del af skylden for, at spillet var så dårligt.
– Og så havde jeg endda frygtet en endnu værre bane på denne årstid!

Prelec fortalte, at han forventede en lignende kamp som mod Horsens, hvorfor han igen valgte 3-5-2 opstillingen med en styrket central midtbane. Og han vil ikke afvise, den igen kan komme i anvendelse.

Spillerne træner et par uger endnu, hvorefter de holder 14 dage totalt fri for at restituere. Herefter har de et individuelt program, de skal følge, inden holdtræningen starter op igen først i januar. Prelec understregede, at der er test både før og efter, så det kan checkes, om spillerne overholder deres program.
– Det er vigtigt, at spillerne er helt klar til den vigtigste del af sæsonen, som starter efter vinterpausen, pointerede kroaten, som er godt tilfreds med første halvsæson.

– Vi har haft vores ups and downs, men alt i alt har vi været konstante og ligget nr. 1 hele tiden. Vi har det vigtigste foran os, men vi har et godt udgangspunkt med vores førsteplads. Vi skal dog stadig være ydmyge, for vi har jo ikke opnået noget endnu. Og der er stadig plads til forbedring.

Træneren er fortrøstningsfuld over nok at skulle undvære to tredjedele af sin bagkæde mod Fremad Amager pga. karantæne.
– Vi har heldigvis masser af tid til at forberede os på det scenarie, så det skal vi nok løse.

Om kvartfinalelodtrækningen i pokalen, hvor FCK nu venter, sagde Prelec:
– Det er altid en udfordring at møde Superligahold. Ret beset var det den hårdeste modstander, vi kunne få. FCK har haft deres problemer, men nu er ude af Europa og får over vinteren deres skadede spillere klar og styrker uden tvivl truppen, så de kan give den fuld power i turnering og Pokal. Vi er totale underdogs, men lad os se, hvad vi kan få ud af det …

Stefan Velkov fik fire strafpoint for advarslen, og dermed er det kun Raúl Albentosa der må afsone karantæne i forårspremieren mod Fremad Amager.

Simon Poulsen: Skuffende, at vi i det mindste ikke tager det ene
SønderjyskEs interimstræner Simon Poulsen var naturligvis en skuffet mand efter sidste-øjebliks-nederlaget.
– Det er jo ellers en klassisk 0-0 kamp. Jeg synes, vi viser mest initiativ i kampen, og vi matcher Vejle fint fysisk, hvilket jo ellers er en af deres forcer. Vi forsøger også offensivt, men får jo ikke rigtig skabt det, der skal til for at tage sejren. Men det er meget skuffende, at vi i det mindste ikke får et point. Vi gik efter de tre point, og kan man ikke få det, må man i alt fald sikre det ene, og det lykkedes så heller ikke – det er meget skuffende.

Simon Poulsen var dog glad for det udtryk, hans hold viste.
– Vi kom sgu med alt, hvad vi har. Spillerne går også godt til den, men desværre har vi ikke den kvalitet på bolden, vi gerne ville have haft.

SønderjyskEs plan er nu at holde lidt ferie, inden man træner en 14 dages tid inden selve juleferien.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV