Prelec: Indstilling og fokus en helt anden end i kampen for tre uger siden

Foto: Johnny Kristensen

- Det var et første lille step, men det skal ikke skjules, at det var en meget vigtig sejr i aften, fastslog Ivan Prelec efter kampen.

Af Ole Kristensen | 3. april 2024

- Det gav os en masse selvtillid i aften efter vores elendige kamp mod OB for en tre ugers tid siden. Vi spiller en virkelig god kamp. Nok har vi nogle udfald på en fem-ti minutter, men alt i alt udvikler kampen sig, som vi havde planlagt. Faktisk som vi også havde planlagt opgøret for tre uger siden, men hvis indstillingen ikke er der, hjælper det taktiske oplæg ikke. I den omvendte kamp tabte vi hovedet, da vi ikke scorede på vores store chance i starten og derefter tog imod en scoring på en dødbold. Herefter lavede vi tossede beslutninger og tabte kampen på gulvet. I dag var indstillingen og fokus hos spillerne på et højt niveau, og vi vidste, at hvis det var tilfældet, ville vi kunne kreere en del chancer. OB er et dygtigt hold med meget individuel kvalitet, og vi vidste, hvor vigtigt, det var at holde spillere som Kadrii og Al Hajj nede, hvad vi ikke lykkedes med i den omvendte kamp. Desværre misser vi chancen for at score det andet mål og derved dræbe kampen, og muligheder var der jo nok af.

Prelec kunne godt forklare, hvorfor det blev en smule hektisk til sidst, selv om VB var i overtal.

- Det er ren psykologi. Når man hele sæsonen har været underdogs, ligger under stregen og hele tiden skal jagte, så bliver man nervøs, når så endelig en sejr er inden for rækkevidde. Efter de seks indledende nederlag har vi kæmpet og kæmpet for at komme tilbage, og det er hårdt for mentaliteten. Havde vi befundet os et andet sted i tabellen, havde vi sandsynligvis mere sikkert kunnet køre sejren hjem i aften. Vi kan se, vi mangler roen i flere tilfælde ved vores store omstillingsmuligheder.

Prelec afholdt sig fra at kommentere det manglende gule kort til Helander i første halvleg, som allerede der ville have decimeret modstanderne.

- Det vil jeg overlade til alle, der har set det med egne øjne …

Træneren var glad for Juwara, der blev matchvinder mod sin gamle klub.

- Han er en uberegnelig spiller – nogle gange både for modstanderne og vort eget hold, smilede Prelec. – Han kan blive endnu mere værdifuld for os, hvis han selv vil.

VB-coachen var også meget tilfreds med Tyrese Francois, som spillede en stærk kamp.

- Han giver os den intensitet på midtbanen, vi har brug for. Barry, Ofori og Tobias Lauritsen er dygtige på bolden, men vi har savnet den bevægelighed, som Tyrese står for.

Søren Krogh: Et lavpunkt på linje med nederlaget til Hvidovre

En skuffet OB-træner Søren Krogh slog fast, at hans holds performance i aften var at sammenligne med indsatsen og nederlaget hjemme mod Hvidovre.

- Det var et lavpunkt i dag. Vi spiller naivt og uden vilje i 1. halvleg. Spiller en masse korte bolde, som bliver brudt af modstanderne, vi er for langsomme, får ikke lagt tryk og taber anden- og tredjebolde. Vejle havde let ved at spille ned bag os og blive farlige. Skræmmende, hvordan vi kan falde sådan i niveau i forhold til den omvendte kamp mod Vejle, hvor vi spillede glimrende – det er jeg rystet over. Vi spiller så lidt mere frit, da vi kommer i undertal, får slået flere indlæg og får også spillet nogle dybdebolde, men vi skaber jo næsten ingenting. Og Vejle kommer højere på os og er ved at blæse os bagover, men vi kunne ikke udnytte den plads, det gav os.

Krogh lagde ikke skjul på, at hans hold skulle have været i undertal allerede i 1. halvleg.

- Helander har ikke sin bedste dag og skulle jo klokkeklart have været udvist før pausen – måske endda á hele to omgange. Så vi var nødt til straks at tage ham ud. Men det røde kort efter en time blev selvfølgelig dyrt for os.

Træneren erkendte, at OB nu igen står midt i en overlevelseskamp.

- Vi skal forstå at vi befinder os i den samme situation som hold, der kæmper for deres job og familie. Der er vi også nu, og det bliver drabeligt – sikkert til sidste runde!

Hjemmebanekomplekset er OB-træneren holdt op at kommentere på …

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV