Prelec: Aarhus Fremad er et godt match

Foto: Johnny Kristensen

Cheftræner Ivan Prelec kunne se sit hold tabe 1-2 til Aarhus Fremad i den sidste testkamp, men selvom kroaten ikke var tilfreds med alt, hvad han så, så fik trænerteamet hele truppen godt igennem endnu en testkamp.

Af Lars Christensen | 12. februar 2023

– Selvom det har været en weekend med blandede resultater, så har alle kampklare spillere i truppen fået mere eller mindre en hel kamp. Det er vigtigt med henblik på vores forberedelser til den forestående premiere og foråret i sin helhed. Resultatet i dagens kamp gør mig ikke nervøs, men som jeg også sagde i går, så var der ups and downs, som der også vil være i sæsonen, siger Ivan Prelec.

– I går var vores test besværliggjort af andre omstændigheder, men i dag var det langt bedre på en god kunstgræsbane, som vi har trænet meget på. Vi mødte et meget dygtigt hold fra 2. division, som også skal spille pokalkamp om 2½ uge. De er meget aggressive og var tydeligvis velforberedte, så det var et godt match for os, siger Ivan Prelec.

– Kampen havde en god intensitet, og det blev en god test. Jeg kan ikke være tilfreds med alt spillemæssigt, men der er takter, vi kan bruge, og nu skal vi tilbage på træningsbanen og gøre vores sidste forberedelser, inden det bliver alvor, siger Ivan Prelec.

Morten Dahm Kjærgaard: Vi skaber godt med chancer
Aarhus Fremads træner, Morten Dahm Kjærgaard, var glad for at se sit hold levere en stærk præstation mod Vejle i holdets næstsidste test inden pokalkvartfinalen mod FC Nordsjælland.

– Det er blevet en fin tradition med vores træningskampe mod Vejle. Selvom Vejle også spillede en kamp i går, så har de en bred trup, og det var et stærkt hold, de kunne stille til dagens kamp. Vi har været grundige i vores forberedelse til kampen, fordi vi vidste, at der ventede os en stærk modstander, der både med og uden bold ville give os udfordringer. Men jeg synes, at vi viste, at vi har flyttet os, og det var lige præcis den type test, vi har søgt, siger Morten Dahl Kjærgaard.

– Kampen blev spillet på et højt niveau, og det var fedt, fordi vi fik os løftet op i tempo, som er vigtigt inden de vigtige kampe, der venter os. Vi scorer to fine mål, hvor særligt det andet kommer efter godt opspil omkring Lucas From. I faser skaber vi godt med chancer, og der er en periode i begyndelsen af 2. halvleg, hvor vi godt kunne have scoret mere, men i stedet er det Vejle, der reducerer, siger Morten Dahm Kjærgaard.

– Vi ser frem imod en sindssygt spændende forårssæson i 2. division, hvor vi er flere hold, der ligger meget tæt, men ikke mindst også til de her pokalkvartfinaler mod FC Nordsjælland. Dette var vores næstsidste test, og nu venter OB’s reserver mandag den 20. februar, og så gælder det FC Nordsjælland på JYSK Park den 28. februar, siger Morten Dahm Kjærgaard.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV