Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 18. februar 2023
Der var ikke de store overraskelser i Ivan Prelec’ startopstilling, som i den 4-3-3 opstilling, der har været anvendt i testkampene, var identisk med startelleveren i Fredericia i lørdags. Elvius, Velkov, Provstgaard og Albornoz stod i bagkæden foran Trott. Ofori, Ezatolahi og Barry udgjorde midtbanen, og fremme lå Kirkegaard, Sukuta-Pasu og Mucolli.
Albentosa måtte pausere med karantæne, og Albornoz bar anførerbindet. Det var åbenlyst hårdt for spanieren at sidde udenfor, og fra sin position på pressepladserne levede han højlydt med i begivenhederne …
VB har desværre har Emmanouilidis ude i lang tid pga. en korsbåndskade, og holdkammeraterne havde på deres hvide opvarmningsbluser en rørende hilsen til den uheldige græker, som efter kampen – in absentia - også blev hyldet af fansene. Fremad Amager må ligeledes undvære deres topscorer Boateng, der er ramt af samme skade.
Inden kampen var der et minuts stilhed for ofrene for den forfærdelige jordskælvskatastrofe i Tyrkiet og Syrien
Vejlenserne flashede deres nye kamptrøjer med retro-look. De hvide ærmer giver mindelser om 97-sølvholdet, og når man først lige har vænnet sig til, at inden i blusen befinder sig Velkov og ikke Wael, ”Kirke” og ikke ”Krølle”, Sukuta og ikke Søgaard, ja, så bliver trøjen et hit …!
”Otto” var gået hjem for at lægge sig, solen brød frem til kampstart, og groundsman Ioan Harjau og hans folk havde fået hybridbanen til at stå snorlige. Jo, det var fine betingelser for aktørerne.
VB startede som lyn og torden og ejede fuldstændig kampen de første 25 minutter. Allerede efter 50 sekunder headede Sukuta-Pasu forbi på Mucollis indlæg.
Kort efter var samme Sukuta-Pasu helt fri og fik afdriblet Fremads keeper Jacob Pryts Larsen. Den store angriber kom dog for langt ud i siden, men fik i stedet spillet bolden ind til Kirkegaard, der blev blokeret til hjørne. På det headede Provstgaard lige forbi.
Vejlenserne spillede i højt tempo og splittede gang på gang de rådvilde amagerkaneres defensiv. VB spillede varieret og kom godt over begge kanter, hvor der var masser plads. Kun må man dadle de rødblusede for at omgås deres chancer alt for lemfældigt.
Efter seks minutter blev en fri Kirkegaard pareret af Pryts, og to minutter senere kom Mucolli til frit hovedstød på et Elvius-indlæg, men headede lige på Pryts.
Den dribleferme kantspiller gjorde dog skaden god igen tre minutter senere. Albornoz sendte bolden ind til Mucolli, hvis afrettede skud gik i mål uden chance for FA-keeperen til 1-0.
To minutter efter scoringen kunne Kirkegaard have fordoblet føringen, men hans hovedstød fik Pryts reddet med det yderste af handskespidserne.
Et drøn af en afslutning fra Sukuta-Pasu fik Pryts viftet over tværribben.
Efter 25 hæsblæsende minutter gearede hjemmeholdet ned. Tempoet og intensiteten forsvandt, og de blåblusede vovede sig frem på banen, hvilket kastede en enkelt chance af sig. På et frispark fik en amagerkaner headet på mål, men Trott reddede á to omgange.
VB sluttede dog godt af og var tæt på i slutminutterne af 1. halvleg. Kirkegaard havde et godt forsøg efter oplæg fra Elvius, men stor redning af Pryts. Sidstnævnte var ved at bringe sig selv i vanskeligheder mod Kirkegaard ved at afspil, men en amagerkaner nåede tilbage og fik clearet, inden bolden passerede stregen.
Man kunne frygte, at gæsterne med en beskeden Rückstand kunne komme tilbage efter pausen, men det var ingenlunde tilfældet. Vejlenserne satte sig igen tungt på begivenhederne, og Mucolli fik afsluttet godt fem minutter efter halvtid, men Pryts fik halvklaret, og Hamza Barry valgte at heade riposten lige på keeperen.
2-0 skulle det dog blive et par minutter senere efter samme koncept. Efter et VB-indkast driblede Mucolli sig fri til skud i feltet og fik afsluttet. Igen fik Pryts kun halvklaret, og denne gang fik Kirkegaard støvet fornuftigt af til en vejlensisk to-måls-føring.
VB fortsatte det chanceskabende spil, og Kirkegaard headede forbi på et Albornoz-indlæg. Samme ”Kirke” var på spil igen i det 65. minut. Han sendte bolden ind til Ezatolahi, som køligere end temperaturen i Iran afdriblede en forsvarer og keeper Prytz og lagde bolden ind i mål til 3-0.
Kampen var for længst afgjort, og Prelec benyttede sig af en firdobbelt udskiftning. Barry, Mucolli, Sukuta-Pasu og Elvius kunne gå ud og tage plads i de nye læderstole i de nyrenoverede spillerbokse og give plads for Busuladzic, Gammelgaard, Onughka og Gundelund, der fik den sidste snes minutter på banen.
Med ti minutter igen blev Ezatolahi afløst af Drammeh.
Velkov testede Pryts med et godt langskud, inden det blev 4-0. Endnu engang gav FA-keeperen en ripost, og denne gang var det indskiftede German Onughka, der var over bolden og kunne notere sig for en scoring.
Med tre minutter igen sparkede Lucas Haren over på Fremads med lidt god vilje anden chance i kampen. 4-1 skulle det dog blive i overtiden, da VB’s koncentration svigtede, og et clean-sheet lidt ærgerligt forsvandt ud i Nørreskoven. Rødblusede defensivspillere blev fanget højt oppe på banen, og Lucas Haren, som godt kunne spille på et bedre hold, strøg igennem i VB’s venstre side og lagde bolden ind til Markus Bay, der trillede i mål.
Advarsel til Marius Elvius og tre amagerkanere.
Arbnor Mucolli, som i drømme vil hjemsøge Fremads udfordrede defensivspillere i nat, blev kåret som MOM.
Et overlegent tophold viste god stil efter kampen og efterlod ingen børn og barnlige sjæle uden autografer. VB-spillerne kan nu starte forberedelserne mod fredagens kamp på Sjælland, hvor HB Køge på kunstgræsset med en 4-1 sejr over Helsingør i ryggen nok bliver en anderledes tough modstander end Fremad Amager i dag – amagerkanerne har svære tider i bundkampen i NordicBet Ligaen.
Grundspil, NordicBet LIGA 2022-23, Vejle Stadion
Lørdag den 18. februar 2023 kl. 13.00
Vejle Boldklub – Fremad Amager 4-1 (1-0)
12. 1-0 Arbnor Mucolli
53. 2-0 Kristian Kirkegaard
65. 3-0 Saeid Ezatolahi
84. 4-0 German Onugkha
90. 4-1 Markus Bay
Kort:
38. Marius Elvius (gult kort)
Indskiftninger:
71. Arbnor Mucolli ud Christian Gammelgaard ind
71. Richard Sukuta-Pasu ud German Onugkha ind
71. Marius Elvius ud Thomas Gundelund ind
71. Hamza Barry ud Azer Busuladzic ind
80. Saeid Ezatolahi ud Mouhamadou Drammeh ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott
Marius Elvius
Stefan Velkov
Oliver Provstgaard
Miiko Albornoz (anfører)
Saeid Ezatolahi
Ebenezer Ofori
Hamza Barry
Kristian Kirkegaard
Richard Sukuta-Pasu
Arbnor Mucolli
Bænken:
Lucas Hägg Johansson (m)
Mouhamadou Drammeh
Azer Busuladzic
German Onugkha
Thomas Gundelund
Vladimir Arsic
Tobias Lauritsen
Christian Gammelgaard
Andreas Bredahl
Dommer: Patrick Remon Gammelholm
Tilskuere: 4.024
Fremad Amager (4-3-3): Jacob Pryts Larsen – Christian Friedrich, Pierre Kanstrup, Emil Staugaard, Cornelius Allen – Markus Bay, Christian ”TK” Køhler (79: Mikkel Basse), Gustav Marcussen – Lucas Haren, Yannick Agnero (71: Mads Gernsøe), Mikkel Lejbowicz (60: Paolo Medina)
Træner: Carit Falch
Kort:
55. Christian Friedrich (gult kort)
85. Markus Bay (gult kort)
90. Cornelius Allen (gult kort)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.