Målløst, ærefuldt VB-exit mod Danmarks bedste hold

Foto: Johnny Kristensen

10021 tilskuere kan bevidne, at VB gav det et skud i skærtorsdags returkvartfinale mod FC København. Men trods en storartet indsats og flere gode muligheder inden pausen blev det efter 0-2 i den omvendte kamp altså ikke til nogen genopstandelse for Jyllands Rubin – det må andre klare her i påsken … Men 0-0 mod Danmarks bedste hold giver dog Nørreskovens Drenge et godt moralsk rygstød før de sidste ni runder i NordicBet Ligaen

Af Ole Kristensen | 6. april 2023

Prelec havde roteret, så der var fem ændringer på VB’s hold i forhold til kampen mod Sønderjyske i søndags. Thomas Gundelund, Arbnor Mucolli, Ebenezer Ofori og Richard Sukuta-Pasu var rykket ud på bænken, mens Miiko Albornoz er småskadet. I deres sted spillede Marius Elvius, German Onugkha, Hamza Barry, Azer Busuladzic og anfører Raul Albentosa.
Lundrim Hetemi var på bænken for første gang siden sin meget lange skadespause.
Gæsterne stillede stærkt op – bl.a. med de to landsholdsspillere, Jelert og Daramy.

Inden kampen var repræsentanter for samtlige VB’s samarbejdsklubber linet op på banen, og de fik overrakt diplomer af akademichef Steen Thychosen.

Vejle Stadion var fyldt, og udebaneafsnittet hurtigt udsolgt til altid rejselystne fans af ”Byens hold”. Velsyngende er de jo, københavnerne, og genbrugsråbet ”Bonderøve” går aldrig af mode og rettes vist mod alle vest for Valby Bakke …

Favoritterne startede som lyn og torden mod et lavtstående VB-hold, men trods et massivt tryk uden dog at blive farlige.
Derimod var hjemmeholdet nærgående ved omstillinger og havde da også kampens første chance efter tre minutter. Kirkegaard slap fri med et smart træk ind i banen og fik trykket af, men stor redning af Superligaens bedste keeper, Kamil Grabara.
Seks minutter var ”Kirke” på spil igen, men han sparkede afrettet over mål.

Vi måtte frem til 20 minutter spillet, før gæsterne havde deres første mulighed. Bardghji snød Arsic og spillede Peter Ankersen godt op i højre, men godt grebet ind af Trott.
Fem minutter senere var det Bardghji selv, der havde en god skudposition, men lidt halvkikset røg bolden forbi mål.

VB var en ligeværdig modstander og vovede sig også frem på banen og spillede meget mere med, end tilfældet var im Hinspiel i Parken. Og med gode muligheder til følge! I det 27. minut havde vejlenserne en dobbeltchance. Først kom Onugkha til frit skud i feltet efter et smart træk, men stor redning af Grabara, og sekunder efter flugtede Ezatolahi, og igen var polakken i vejen.
Fire minutter efter spillede Kirkegaard op på Onugkha, men hans afrettede skud sneg sig uden om stolpen.

NordicBet Ligaens tophold spillede glimrende med og kombinerede fint, men københavnerne sluttede dog bedst af inden pausen.
Daramy flugtede kvalificeret, efter VB var blevet taget lidt på sengen af et hurtigt FCK-frispark ved københavnernes mål, men Trott reddede.
Peter Ankersen sluttede halvlegen af med et godt langskud, men den gulklædte mand fra West Ham var i aften en sikker sidste skanse.

2. halvleg blev ikke nær så chancerig som de første 45 minutter.
Efter en god time sendte Prelec Arbnor Mucolli og Thomas Gundelund på banen for Kirkegaard og Arsic.
Mucolli satte straks sig selv i scene med nogle gode træk i feltet, men hans afslutning blev med hovedet pareret af Kevin Diks, som også var ganske groggy bagefter.
Barry sparkede med et kvarter tilbage lige forbi på et langskud.

De blåsorte gæster koncentrerede sig først og fremmest om at forsvare deres 2-0 føring fra den første kamp og gjorde ikke meget væsen af sig offensivt efter pausen.
VB sendte Drammeh og Sukuta-Pasu ind på hybridbanen for Barry og Onugkha, og desværre måtte Thomas Gundelund forlade banen med en skade fem minutter før tid. Ind for ham kom Tobias Lauritsen.

Prelec ville ikke lade noget være uforsøgt og kastede Albentosa frem i slutminutterne, men der var kun endnu en enkelt chance at notere, og den stod der FCK på. Indskiftede Haraldsson fik en god mulighed efter fornemt Daramy-forarbejde, men islændingen sendte bolden mod den kolde aftenhimmel ...

Advarsler til VB’s Albentosa, Elvius og Ezatolahi – ingen til FC København fra dommer Mikkel Redder.
MOM blev en storspillende Oliver Provstgaard, men alle VB’ere kunne bestemt være deres indsats bekendt. Rutinerede Ezatolahi med masser af landskamperfaring elsker den slags kampe med fyldte tribuner og en klassemodstander, og han ragede op på midtbanen.

5-4 til VB i hjørnespark vidner om en jævnbyrdig match, hvilket det i sandhed også var. For alvor spænding om den videre tilværelse i pokalturneringen kom der aldrig – skulle det have været tilfældet, skulle VB have scoret på en af sine fine muligheder før pausen. Men spille lige op med Danmarks bedste hold er nu ikke så skidt, og trods udmattelse og skadesproblemer må det alt andet lige være et godt afsæt til mødet med Vendsyssel.

Husk – vi mødes i Hjørring 2. påskedag …!

Pokalen 2022-23, kvartfinale (2. kamp), Vejle Stadion
Skærtorsdag den 6. april 2023 kl. 19.30
Vejle Boldklub – F.C. København 0-0 (0-0)

Kort:
43. Raúl Albentosa (gult kort)
56. Marius Elvius (gult kort)
90. Saeid Ezatolahi (gult kort)

Indskiftninger:
62. Vladimir Arsic ud Thomas Gundelund ind
62. Kristian Kirkegaard ud Arbnor Mucolli ind
78. Hamza Barry ud Mouhamadou Drammeh ind
78. German Onugkha ud Richard Sukuta-Pasu ind
86. Thomas Gundelund ud Tobias Lauritsen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott

Stefan Velkov
Raúl Albentosa (anfører)
Oliver Provstgaard

Marius Elvius
Saeid Ezatolahi
Azer Busuladzic
Hamza Barry
Vladimir Arsic

German Onugkha
Kristian Kirkegaard

Bænken:
Lucas Hägg Johansson (m)
Mouhamadou Drammeh
Arbnor Mucolli
Thomas Gundelund
Ebenezer Ofori
Andreas Tomaselli
Richard Sukuta-Pasu
Tobias Lauritsen
Lundrim Hetemi

Dommer: Mikkel Redder
Tilskuere:
10.021

F.C. København (4-3-3): Kamil Grabara – Peter Ankersen (72: Christian Sørensen), Denis Vavro, Kevin Diks (87: Valdemar Lund Jensen), Elias Jelert – Rasmus Falk (62: Viktor Claesson), William Clem, Lukas Lerager – Roony Bardghji (72: Ísak Jóhannesson), Mamoudou Karamoko (62: Hákon Arnar Haraldsson), Mohamed Daramy
Træner: Jacob Neestrup

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV