Landsholdsoverblikket: Provstgaard skal til U21-EM

Foto: Fodboldidioterne

Oliver Provstgaard og Igor Vekić er vendt tilbage til VB Parken og førsteholdets sidste forberedelser til fredag efter at have tilbagelagt deres landsholdsforpligtelser. For førstnævnte var det med en billet til næste års U21-europamesterskab til følge.

Af Daniel Abedeny | 16. oktober 2024

Oliver Provstgaard og resten af det danske U21-herrelandshold havde forud for tirsdagens kvalifikationskamp mod Island sikret sig en plads til det kommende europamesterskab i Slovakiet.

Fredag aften vandt Tjekkiet 2-1 over Wales, hvilket betyder, at danskerne ikke længere kan hentes på førstepladsen i gruppe I, der udover Danmark, Wales, Tjekkiet og Island består af Litauen.

2-0-sejren tirsdag aften på hjemmebanen i Nørreskoven satte således et flot punktum på en flot dansk kvalifikationskampagne. Tochi Chukwuani (SK Sturm Graz) og Mathias Kvistgaarden (Brøndby IF) stod for målene, og vores landsholdsanfører spillede fuld tid. Herfra ønskes der et stort tillykke til det danske U21-herrelandshold.

14 gange har 21-årige Oliver Provstgaard nu repræsenteret Danmark på U21-landsholdsniveau.

Foto: Fodboldidioterne

Igor Vekić har i denne landsholdstermin atter repræsenteret Slovenien på A-landsholdsniveau. For slovenernes vedkommende var der UEFA Nations League på programmet, og de to kampe mod Norge og Kasakhstan i gruppe 3 i B-rækken kastede blandede resultater af sig.

Bedømt på såvel slutstillingen som på spillet tabte Slovenien først klart til Norge i en kamp, der nok bedst vil blive husket for Erling Haalands målrekord for det norske herrelandshold (34 mål i 36 kampe!), inden slovenerne rejste sig med en sejr søndag over Kasakhstan på 1-0. Fra bænken så Igor Vekić sin landsholdskollega Jan Oblak (Atlético Madrid) passe målet i begge kampe. Med tredje og fjerde spillerunde tilbagelagt ligger Slovenien nummer tre i gruppen.

En landskamp står 26-årige Igor Vekić foreløbig noteret for.

Foto: NZS

Oliver Provstgaard og Igor Vekić er begge til rådighed for Mihai Teja til fredagens kamp mod F.C. København. Der er kampstart i Parken klokken 19:00.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV