Foto: UEFA
Af Daniel Abedeny | 22. november 2023
Tobias Lauritsen fandt vej til Jan Michaelsens 20 mand store trup til det danske U20-landsholds to arrangerede venskabskampe mod Sverige. Det er anden gang i træk, at Vejle Boldklubs midtbanetalent repræsenterer Danmark i U20-regi. Begge venskabskampe mod Sverige blev spillet på JYSK park, og Tobias Lauritsen fik spilletid i begge kampe, som sluttede henholdsvis 1-1 og 1-2 i svensk favør. I første kamp erstattede han Jeppe Kjær efter 81 spilleminutter, umiddelbart efter Sverige havde udlignet Oliver Ross' føringsmål, som blev scoret efter en halv times spil. I anden kamp spillede Tobias Lauritsen fra start og spillede første halvleg i etmålsnederlaget - alle tre scoringer blev sat ind af Sverige.
Fire gange har 19-årige Tobias Lauritsen nu optrådt for det danske U20-landshold.
Arkivfoto: DBU
Oliver Provstgaard har i disse uger ligeledes repræsenteret Danmark. Det danske U21-landshold havde to kampe på programmet: Først gjaldt det en træningskamp mod Marokko, inden Wales ventede i Newport til en kvalifikationskamp i gruppe I om tre vigtige points. Og det gik godt: Først vandt Danmark 3-0 i træningskampen, som blev spillet i Spanien, og på Rodney Parade i Newport vandt det danske U21-landshold, anført af Oliver Provstgaard, 2-1. Det var Vejle Boldklubs danske landsholdsanfører, som havde hovedet på det matchvindende mål. Med sejren over Wales topper Danmark gruppen og er, i skrivende stund, således i position til at kvalificere sig til U21-EM-slutrunden i 2025, som afholdes i Slovakiet. I 3-0-testsejren over Marokko blev Oliver Provstgaard skiftet ind efter pausen, mens han spillede fuld tid i den vigtige sejr over Wales.
11 kampe har 20-årige Oliver Provstgaard nu spillet for det danske U21-landshold med tre mål til følge.
Foto: DBU
Hamza Barry og det gambiske A-landshold har sikret sig en billet til den forestående udgave af Africa Cup of Nations, og derfor var det kvalifikationen til VM-slutrunden i 2026, som gambierne i denne landsholdstermin fik sparket i gang. I Dar es-Salaam blev begge kvalifikationskampe i gruppe F mod henholdsvis Burundi og Elfenbenskysten spillet, men desværre for Hamza Barry og co. kastede ingen af kampene points af sig. Nede 0-2 gik Gambia til pause mod Burundi, og selvom gambierne bragte Hamza Barry fra anden halvlegs start, fortsatte de slingrende takter fra før pauseteen desværre: 3-2 vandt Burundi. I anden kamp levede Elfenbenskysten op til forhåndsfavoritværdigheden, og uden de helt store anstrengelser vandt ivorianerne 2-0. Hamza Barry blev skiftet ind i dommerens overtid. Efter de første to spillerunder er Gambia dermed pointløse i gruppen, der udover Burundi og Elfenbenskysten tæller Seychellerne, Kenya og Gabon.
23 kampe for Gambias A-landshold står 29-årige Hamza Barry noteret for.
Arkivfoto: GFF
Saeid Ezatolahi og Iran sparkede i denne landsholdstermin også sin VM-kvalifikation i gang. Først var Hong Kong modstanderen på Azadi Stadium i Tehran, mens det var i Tasjkent, at den anden kvalifikationskamp mod Usbekistan blev spillet. Kampen mod Hong Kong blev et anliggende, der ikke voldte iranerne nogen problemer, og 4-0-sejren kunne med mere skarphed have været væsentlig større - blandt andre Saeid Ezatolahi, som spillede fuld tid, misbrugte en stor mulighed midt i anden halvleg, da han fra kort distance sparkede over målet. I udekampen mod Usbekistan fik Vejle Boldklubs midtbaneprofil også fuld tid, og i den tidlige topkamp mellem forhåndsfavoritterne i gruppe E kom Iran bedst fra land. Således førte iranerne 2-0 ved pausen, men den føring blev senere formøblet. Kampen, som blev spillet tirsdag eftermiddag dansk tid, sluttede 2-2, og det var Usbekistan, som, bedømt på angrebsiver og fordeling af chancer, var tættest på sejren. I løbet af kampen gjorde Saeid Ezatolahi sig dog godt bemærket med flere gode aktioner, blandt andet i en nøglesituation i anden halvleg, hvor han i eget felt resolut kastede sig i vejen for en ellers stor chance til usbekerne.
58 gange har 26-årige Saeid Ezatolahi nu repræsenteret Iran på A-landsholdsniveau.
Foto: FFIRI
Alle fire spillere er vendt retur og indgår således i forberedelserne til fredagens oprykkerduel på Pro Ventilation Arena mod Hvidovre IF.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.