Foto: DBU
Af Camilla Dahl | 27. marts 2024
Oliver Provstgaard har været på tur med Danmarks U21-landshold. Vejle Boldklubs 20-årige forsvarsprofil tog først del i fredagens testkamp, som blev spillet mod Østrig i Ried. 0-0 stod der ved pausefløjtet, og i forbindelse med sidebyttet blev Provstgaard skiftet ind, hvorefter han ti minutter senere kom tæt på at bringe danskerne foran med en chance tæt under mål. 1-1 endte kampen. Oliver Sørensen scorede på straffespark for danskerne.
Tirsdag aften i Nørreskoven gjaldt det imidlertid vigtige points på vejen mod næste års EM-slutrunde. Litauen var modstanderen. Med anførerbindet på armen startede Oliver Provstgaard inde, markerede sig med flere gode aktioner (blandt andet da han i det 89. spilleminut reddede et litauisk forsøg tæt på målstregen) og var i det hele taget en sikker sidste skanse i danskernes sikre 3-0-sejr. Målscorerne for Danmark var William Osula og Oliver Sørensen (2).
Oliver Provstgaard står nu noteret for 12 landskampe for Danmark på U21-niveau.
Foto: DBU
Tobias Lauritsen, bedre kendt som Bisse, stødte fredag til U20-landsholdets forberedelser i Portugal, idet midtbanespilleren var blevet efterudtaget. To venskabskampe mod Mafra og Portugal U20 var på programmet.
I første kamp mod Mafra startede Tobias Lauritsen inde. Vejle Boldklubs 19-årige midtbanespiller slap sikkert og roligt fra sine cirka 75 minutter på banen og spillede i det hele taget en fin kamp. Kampen endte 2-2, og det var Oliver Ross og August Priske, der stod bag de danske scoringer.
I den anden venskabskamp mod værtslandet, som endte med en dansk 4-1 sejr, så den 19-årige midtbanespiller med fra bænken. Målscorere: August Priske, Emil Rohd (2) og Jakob Vester.
Tobias Lauritsen står nu noteret for fem landskampe for Danmark på U20-niveau.
Foto: DBU
Igor Vekič har været afsted med det slovenske A-landshold. På programmet var to testkampe mod Malta og Portugal, og det blev ikke til spilletid for Vejle Boldklubs målmand i denne landsholdstermin. Kampene mod Malta og Portugal endte henholdsvis 2-2 og 2-0 til Slovenien.
Igor Vekič står noteret for en A-landskamp for Slovenien.
Foto: NZS
Oliver Provstgaard, Tobias Lauritsen og Igor Vekič vender snart retur til Vejle Boldklub og indgår således i forberedelserne frem mod første kamp i kvalifikationsspillet. Den spilles mod OB i Odense tirsdag den 2. april fra klokken 19:00.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.