Arkivfoto: Johnny Kristensen
Af Lars Christensen | 27. juli 2025
I mandags vendte akademi-holdene tilbage til VB Parken, hvor den siden har stået på opstartstræning. Lørdag var de fleste af holdene så i aktion for første gang i opstarten, og både U17 og U19 kom fra land med fine sejre.
VB Akademiets U19 Liga-hold var oppe imod Hedensted IF, der kom med klubbens Danmarksseriehold bestående af en lang række tidligere VB’ere. Det blev til en rød-hvid sejr på 4-1.
- Det var en rigtig fin test for U19-holdet mod et godt hold fra Hedensted. Vi er stærke især uden bolden, og vi finder rigtig mange gode løsninger i forhold til det, vi har trænet i ugens løb. Der er mange stærke individuelle præstationer fra Lykkebak, Faghir og Gammelgaard, indleder Mads Nissen.
VB kom foran 3-0, inden ”De grønne” fik reduceret, og vejlenserne vandt 4-1.
- Gammelgaard åbner op med en meget klassisk scoring, hvor han kommer ind i banen og sparker den afrettet ind. Faghir scorer til 2-0 efter fint opspil fra målmanden via Lykkebak og så dybt til Faghir. Den tredje scoring er også ved Faghir, der sparker den ind i feltet efter et indlæg. Den fjerde scoring kommer efter en god soloaktion fra Engmark, der sparker den ind til den kroatiske prøvespiller Gregor Bozic, der er førsteårs spiller, og som scorer fra kanten af feltet med et godt spark, siger Mads Nissen.
Hedensted IF reducerede ved Mikkel Thisgaard, der udnyttede et godt oplæg fra den tidligere akademispiller i VB, Mohammed Tamim, der i sidste sæson spillede i Boldklubben Marienlyst, men nu er i HIF.
U19-træningskamp, VB Parken
Lørdag den 26. juli 2025 kl. 12.00
Vejle Boldklub – Hedensted IF 4-1 (3-0)
Mål: 1-0 Nicolas Gammelgaard, 2-0 Yusuf Faghir, 3-0 Yusuf Faghir, 3-1 Mikkel Thisgaard, 4-1 Gregor Bozic
U19-opstilling: Gustav Knudsen – Max Jensen (Laurits Engmark), Anton Klaster (Rasmus Koch), Clemens Astrup (Hjalte Gitz), Marcus Brolund (Markus Petersen) – Tobias Lykkebak, Samuel Hust (Max Jensen), Gregor Bozic – Eman Subasic (Mathias Bang), Yusuf Faghir (Eman Subasic), Nicolas Gammelgaard (Kristian Tonnisen)
U17 storsejrede mod Sønderjyske
VB Akademiets U17 Liga-hold viste ingen nåde overfor de sønderjyske gæster i Lysholt. Efter at være kommet tidligt bagud, så var det vejlenserne, der svarede stærkt igen, og allerede ved pausen var føringen på 5-1.
- Vi kommer til kampen med en stærk startopstilling, hvor vi udnytter muligheden for at se dem sammen, inden nogle af dem eventuelt skal op på U19 under træningslejren i Skagen. Vi sløser tidligt ved en scoring til dem, men sætter os hurtigt på kampen og scorer en række fine mål. Senere i kampen skifter vi mere, og det bliver rodet. Yasir Ugurlu, der er kommet op fra U15, sætter et par mand og spiller på tværs til ”Benno” (Benjamin Nicolaisen, red.), som nemt kan score sit fjerde mål. Og til sidst er det så unge Niklas Daae, der løber fra dem og lukker med den syvende scoring. Der er stærke præstationer af Benjamin Nicolaisen, Stefan Petrache og Yasir Ugurlu, siger Christian Sivebæk.
U17-træningskamp, VB Parken
Lørdag den 26. juli 2025 kl. 14.15
Vejle Boldklub – Sønderjyske Fodbold 7-1 (5-1)
Mål: 0-1 Sønderjyske, 1-1 Benjamin Nicolaisen, 2-1 Stefan Petrache, 3-1 Benjamin Nicolaisen, 4-1 Stefan Petrache, 5-1 Benjamin Nicolaisen, 6-1 Benjamin Nicolaisen, 7-1 Niklas Daae
U17-holdet havde flere nye spillere med som er kommet til VB Akademiet i sommerpausen. Blandt andre den centrale forsvarsspiller Jakob Sørensen (f. 2009), der er kommet fra Vendsyssel FF.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.