Kirkegaard: Vi finder vores momenter

Foto: Johnny Kristensen

Kristian Kirkegaard bragte VB foran mod FCK, men københavnerne vendte opgøret på hovedet med to scoringer og vandt 2-1. Det er en bitter smag at stå med bagefter, men der er meget positivt at tage med videre, siger han efter kampen.

Af Lars Christensen | 29. september 2024

I cheftræner Mihai Tejas 4-3-3-formation tog Kirkegaard plads på midtbanen, hvor han lå sammen med Lauritsen og Hetemi i en meget løbestærk central akse. De tre egenudviklede spillere brød mange bolde i FCK-opspillet, og Kirkegaard slog også kapital af godt presspil, da han 60 sekunder efter pausen kunne bringe vejlenserne foran.

- Vi havde talt om, at vi skulle finde vores momenter og få holdet flyttet frem i presset. Det lykkedes flere gange, og i begyndelsen af anden halvleg får vi også scoret. Jeg kan se, at Yeni kommer tæt på sin modspiller, og så er det med at komme frem i en god position og prøve at forudse, hvor bolden kan lande. Det fandt jeg, og så var det bare at dreje den udenom Trott, siger Kristian Kirkegaard.

- Pauseresultatet gav god energi, og så var scoringen kort efter pausen god. Vi kan også score på 2-0 på en god omstillingschance, men ellers forsvarer vi meget, siger Kristian Kirkegaard.

Udligningen faldt et kvarter efter åbningsmålet, da Kevin Diks udnyttede et straffespark, og fem minutter før ordinær spilletids udløb var det så Cornelius, der bagerst i feltet kunne heade favoritterne på 2-1.

- Det er en bitter smag at stå med, og den har vi alle sammen. Det er straffesparket, jeg hentyder til. Det er en situation, som sker mange gange i en kamp, men nu dømmes den imod os. Jeg føler, at det er billigt og meget frustrerende, selvom FCK også skaber andre målchancer på os, siger Kristian Kirkegaard.

Vejlenserne forsvarede i store faser af kampen og det lave udgangspunkt var forståeligt, mener midtbanespilleren.

- Når man er i vores situation, hvor vi ikke har fået points efter ti kampe, så er det også en mental kamp. Så får man tendens til at passe på sig selv, og det kom vi også til i lange perioder. Vi kom frem i presset flere gange, og der var god energi i holdet. Men når FCK isolerer os på kanterne 1:1, så blev det ofte farligt, og det kunne vi heller ikke holde til i 90 minutter. Som kampen udviklede sig, så skulle presse blive tungere og tungere, og vi måtte kapitulere.

- Vores præstation peger fremad, og der er bestemt grund til at kigge på hinanden med oprejst pande, men vi er også pisse skuffede lige nu. Vi laver en kompetitiv præstation mod FCK og synes, at vi skal have en pind med videre, siger Kristian Kirkegaard.

For Kirkegaard, der i den kommende uge fylder 27 år, var det karrierens tredje scoring i 3F Superliga. Sidste efterår leverede han det udlignende mål i Lyngby, og i foråret stod han for udligningen mod Viborg – begge i 1-1-kampe.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV