Kirkegaard efter sent tab: En mavepuster

Foto: Johnny Kristensen

Kristian Kirkegaard var med til at skabe noget liv i offensiven, da han kom ind fra begyndelsen på 2. halvleg mod Randers FC, men kampen mod kronjyderne endte alligevel med et sent nederlag. En mavepuster, kalder den tilbagevendte kantspiller opgørets afslutning.

Af Lars Christensen | 17. september 2023

Kirkegaard har været fraværende i opgørene mod OB og Sønderjyske med efterveerne af en operation for blindtarmsbetændelse, men fra det 46. minut mod Randers FC var der comeback til kantspilleren.

- Det var fedt at være med igen, men lige nu fylder skuffelsen meget. Det er en mavepuster at tabe så sent. Den gør ondt, og vi ved, at det var en vigtig kamp, som alle andre, men vi skal hurtigt rejse os, for slaget er langt fra tabt, indleder Kristian Kirkegaard.

- Før pausen var det to hold, der passede godt på sig selv. Ingen ville risikere for meget, og derfor blev det en halv-tam omgang, siger Kristian Kirkegaard.

Der kom gang i målscoringen få minutter inde i 2. halvleg, da Kopplin udnyttede en god chance i VB-feltet, men kun få minutter senere var Kirkegaard ophavsmand til udligningen, da han fandt Hamza Barry, der tog et godt træk og piskede bolden fladt i nettet til udligning.

- Vi giver mere slip i 2. halvleg og spiller mere direkte på banen. Det er lidt utroligt, at vi skal bagud, før vi rigtigt kommer i gang, men det skulle vi, og i perioden efter målet har jeg en god fornemmelse.

- Der er chancer til mere end det ene mål, og følelsen er, at det er en fodboldkamp, som vi kan vinde. Når vi så ender med at smide det hele, så er det en mavepuster, og sådan en gør ondt.

- Når vi spiller ude på Vejle Stadion i sådan en kulisse, som vi gør i eftermiddag, så skal vi kunne arbejde med det mindset, at vi jagter sejren, men også sikrer minimum det ene point. Sommetider bliver man belønnet, men det gjorde vi langt fra i dag. Det var ikke godt nok, og nu skal vi hurtigt samle os, for der er en vigtig kamp på fredag, siger Kristian Kirkegaard.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

Partnere | Eksklusiv