Foto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 28. januar 2025
- Vi har trænet to gange mandag, og vi træner også to gange igen i morgen onsdag, så spillerne bliver kørt hårdt i øjeblikket, men det er også pre-season, så vi har en del, vi skal igennem rent fysisk, indleder Steffen Kielstrup.
Vejlenserne tabte den første test i Antalya, da det blev 2-4 mod Paksi FC, men tirsdag var der revanche, da de rødklædte vandt 4-0 over FC Dinamo Batumi.
- Vi er bedst over hele kampen, giver vel tre-fire afslutninger væk og skaber chancer til at lave mere end de fire scoringer, det ender med. Det er nogle gode mål, og det er faktisk det, som vi hæfter os ved her bagefter. Det er ikke enkeltpræstationer eller store fejl, men målene kommer efter godt opspil, siger Steffen Kielstrup.
- Vores modstander er svær at bedømme niveauet på. De spillede en række europæiske kampe i sommer og slap fint fra det, men det er fra et område af Europa, som vi ikke møder hver dag. De virkede godt organiseret i begyndelsen af kampen, og de var vel marginalt bedre i den første time end den sidste.
- Strukturen i vores spil var bedre end mod Paksi FC. Vi så skarpere ud i vores positioneringer på banen, og det gav en bedre struktur. Det var ikke sådan lige at løbe igennem os. Vi kunne godt have ønsket os mere tålmodighed i nogle faser i første halvleg, hvor vi kom til at løbe og spille hovedløst, men der var fremskridt for holdet, siger Steffen Kielstrup.
Målene faldt fra det 58. minut til det 98. minut og det var offensive der shinede flere gange.
- Det er fine gennemspillede mål. Ved den første scoring løber ”Dimi” dybt, i stedet for at søge ned i banen, som vi har arbejdet meget med ham på. Der er rum mellem stopperne og backen, og det er en god bold fra Hetemi. Den anden scoring opstår, efter vi har fået mange folk med op omkring feltet, og så er det Jelle Duin, der finder Gammelgaard. ”GG” bliver isoleret med deres back ved 3-0-målet, og så lagde han en god bold ind til Ngbakoto, der kunne heade den ind. Den fjerde scoring opstår også omkring Duin, der spiller dybt på ”GG” der scorer med en god afslutning, siger Steffen Kielstrup.
Nytilkomne Jelle Duin og tilbagevendte German Onugkha spillede den sidste time og frontduoen viste fine takter.
- Onugkha har relationer med flere af medspillerne, men det er klart, at det skal lige genopfriskes. Han kommer i en god forfatning, og han fik et fint comeback. Vi så også Jelle Duin lave en god præstation. Han er en intelligent spiller, som afvikler tingene hurtigt, og så har han blik for sine medspillere. Det var gode pasninger ved begge de mål, han assisterede ved. Det er meget intelligent, at han ser ”GG” ved 2-0 i stedet for at stå med bolden selv. Han er en spiller, som de andre kan linke op med, og han er en, som meget naturligt falder ind på holdet. Det er en spiller, som jeg tror, vi kommer til at få meget glæde af, siger Steffen Kielstrup.
Træningslejren fortsætter indtil på lørdag, og fredag venter SV Ried fra Østrig i den sidste test.
- Som hold har vi haft nogle udviklingsområder, og dem har vi uanset resultaterne. Vores organisation og struktur arbejder vi meget på. Vi skal fortsat kunne agere på forskellige måder i kampene, og mod Dinamo Batumi så man for første gang i opstarten et nyt system. Det tog spillerne godt til sig, men vi skal stadig arbejde med vores positioneringer, siger Steffen Kielstrup.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.