Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 16. februar 2025
- Det var den samme besked i pausen: Holde strukturen og så se, om vi kunne få en enkelt puttet ind. Og drengene holdt sig snorlige til planen. Stor disciplinær indsats!
Kielstrup havde allerede ved halvtid haft en god følelse, efter at VB havde haft et par pæne muligheder med et kvarters tid spillet.
- Vi kommer foran straks efter pausen og bliver så lidt bange for at spille. SIF stresser os jo egentlig ikke vildt, men vi smider for mange bolde og tør ikke holde i bolden. Vi er presset i store dele af 2. halvleg, uden Silkeborg dog skaber det helt store – Vekić har vel kun en enkelt redning. Men vi ved også, at med den megen boldbesiddelse til SIF, og de spiller og spiller foran vores felt, så skal der ikke meget til, før vi må tage imod en scoring.
Kielstrup fastslog, at udskiftningen af Flø, som havde spillet en flot kamp, både skyldtes træthed, men også hans advarsel fra 1. halvleg, for jo mere Silkeborg angreb, jo større blev risikoen jo for det andet gule kort. Om valget af Superliga-debutanten, sagde Kielstrup:
- Vi ville gerne bruge Gundelund centralt, og så var Flø oplagt til højre back-positionen. Han har været god i opstarten og er fremtidens mand.
Træneren ville ikke snakke placering, men slog fast, at en sejr ofte kan avle flere, og at det blot gælder om at yde lignende præstationer de næste kampe. Både han og Mølby er glade og stolte efter dagens sejr.
”Kiel” havde også masser af roser til de mange lydstærke VB-fans:
- Det var en fantastisk opbakning, og vi ser frem til en endnu vildere støtte på søndag mod Brøndby!
Hamza Barry og Richard Jensen sad over på grund af sygdom og småskavanker.
Kent Nielsen: Havde frygtet en sådan chancefattig kamp
Silkeborg IF’s erfarne træner Kent Nielsen stikker aldrig noget under stolen.
- Det bliver et taktisk opgør, og som vi havde frygtet på forhånd, blev det en chancefattig kamp. Ros til Vejle for at spille disciplineret – de gør det svært for os, specielt efter pausen. Når det er en kamp med få chancer, skal man være skarp, når muligheden byder sig, og her var Vejle dygtigere. De slår et kvalitetsindlæg, og så er Onugkha jo skarp. Vi har meget spil, men producerer for lidt og mangler kvalitet. En dårlig præstation af os.
Kent Nielsen slog fast, at hans hold blev bedre efter tripleudskiftningen efter en time, men det rakte ikke.
- Før pausen er vi alt for forsigtige og for bange for at lave fejl. Og så bliver det den kamp, fattig på chancer, som jeg frygtede, og så er det et øjebliks magi, der afgør tingene – den magi havde Vejle. De havde øvet sig dygtigt i at gøre det svært for os og selv køre nogle omstillinger. Det er en udfordring for os at spille mod meget etablerede forsvar, og det skal vi arbejde med. Flytte bolden hurtigt rundt, finde nogle ideer – det kneb det med i dag.
Træneren medgav, at man selvfølgelig havde forberedt sig specielt på Onugkha.
- Vi vidste, der ville komme en masse chipbolde, som han skulle heade videre, og det skete jo også i 1. halvleg. Efter pausen er Vejle jo ikke meget på vores banehalvdel, men kvalitet er svær at holde nede, og så står Onugkha der pludselig og viser sin styrke. Det er jo ikke for ingenting, han blev SL-topscorer sidste sæson.
Kent Nielsen ville ikke forholde sig til mulighederne for top 6-placeringen.
- Det, vi fokuserer på, er at komme op på vores topniveau. Der er vi ikke i dag! Præstationen skal op, og kommer den det, har vi chancen for at få point i næste kamp mod Viborg, og så tager vi den derfra.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.