Foto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 24. januar 2025
- Det er en kamp, som kan deles op i to halvlege med to forskellige hold. Paksi FC er tæt på deres forårspremiere, og de kom med deres bedste før pausen, hvor vi havde store problemer. Vi smider dumme bolde på farlige steder på banen, og der kommer vi til at se meget sårbare ud, indleder Steffen Kielstrup.
- Paksi kommer for nemt til store chancer mod os, og de scorer til 2-0, inden der er spillet 25 minutter. Vi prøver at rette til undervejs og finde tilbage til den organisation og den struktur, som vi har arbejdet på, men de er hårde ved os. Fremme på banen løber vi vores omstillinger som aftalt, men vi savner lidt mere coolness i et par situationer, hvor vi forsøger at finde medspillere et par gange i stedet for bare at sparke på kassen, siger Steffen Kielstrup.
Efter den første time var stillingen 3-0 til ungarerne, men begge mandskaber skiftede ud til den sidste time.
- Det er et meget voksent ungarsk hold, vi møder. Deres landsholdsangriber (Martin Ádám, red.) er virkelig en robust og kropsstærk type, og ham havde vi det svært med. Da han går ud, så kommer der to spillere ind, som nærmest er endnu større, men til gengæld knap så bevægelige. Vi skaber noget mere i den sidste time og scorer også to fine mål, som kommer efter gode dybdeløb. Først ved Juwara, der får en god bold fra Elvius – hvor Ngbakoto afslutter med stor kvalitet i feltet. Og så den sidste reducering, hvor Toby Pedersen laver et godt løb og finder Hamza Barry, siger Steffen Kielstrup.
- Der var bestemt positive ting at arbejde videre med, men vi skal fortsat arbejde i vores defensive struktur. Selvom det bliver bedre i anden halvleg, hvor vi forsvarer bedre, så giver vi stadig chancer væk, og det har vores fokus de kommende dage.
Kampen gav de første spilminutter til Jelle Duin, der ankom til spillerhotellet torsdag aften og fik sin uofficielle VB-debut mod Paksi FC.
- Jelle har afleveret et positivt indtryk. Nu har vi ikke arbejdet så meget med ham endnu, men han forsøgte flere gange at vise, hvordan han gerne ville spilles, og han blev også sat op i feltet en gang. Jelle har flere facetter i sit spil, og jeg er sikker på, at han bliver et aktiv for os, siger Steffen Kielstrup.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.