Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 12. august 2023
Runden indledes i Parken og afrundes i Viborg
4. spillerunde i 3F Superliga indledes fredag aften i Parken, hvor F.C. København, forud for deres vigtige kvalifikationskamp til Champions League mod Sparta Prag, har et opgør mod OB. Søndag er der yderligere fire kampe. Kl. 14.00 møder Randers FC hjemme FC Nordsjælland, mens VB er værter for FCM. Kl. 16.00 er Brøndby værter for Lyngby, inden søndagens sene kamp står mellem AGF og Silkeborg i Ceres Park. Mandag aften runder Viborg og Hvidovre spillerunden af med deres opgør fra kl. 19.00.
FCM tabte i Conference League-optakt
FC Midtjylland fik ikke den bedste optakt til søndagens tur til Nørreskoven, da de torsdag aften spillede den første af to kvalifikationskampe mod Omonia Nicosia fra Cypern. Kampen blev spillet torsdag aften kl. 19.00 dansk tid, og midtjyderne fik ikke det bedste udgangspunkt med hjem i kufferten.
Et boldtab før pausen sendte cyprioterne afsted i en omstilling, og det udnyttede Roman Bezus til at bringe hjemmeholdet foran. På trods af målet var det midtjyderne, der sad på spillet i store faser af kampen, Særligt Oliver Sørensen og Gigovic havde vigtige mål for fødderne, men bolden ville ikke ind, og så fik cyprioterne et godt udgangspunkt inden returkampen på MCH Arena i den kommende uge. Hvis FCM kommer videre fra denne runde, venter der endnu et dobbeltopgør, inden de eventuelt er klar til endnu et europæisk gruppespil.
FC Midtjylland ser bort fra Gartenmann
FC Midtjylland stiller op uden deres alsidige forsvarsspiller Stefan Gartenmann, der fik en tidlig udvisning i midtjydernes seneste superligakamp. Gartenmann bremsede Chukwuani som bagerste mand allerede i det 6. minut, og det takserede dommer Kehlet til et direkte rødt kort. Det blev begyndelsen på enden for FCM, der i undertal aldrig fik kontrol over kampen. Lyngby kom for let til et par af scoringerne i deres sejr på 4-1. Gartenmann spillede stopper mod Lyngby, og i hans sted kom Juninho straks på banen og dannede stopperduo med Sverrir Ingi Ingason.
FCM er ubesejrede i Nørreskoven
FC Midtjylland er netop fyldt 24 år, og den uldjyske fusionsklub kan fortsat prale af ikke at have tabt til Vejle Boldklub – hverken hjemme eller ude. Især i opgørene i Vejle har VB været tæt på en sejr flere gange, men hver gang er midtjyderne kommet stærkt tilbage og har stukket en kæp i hjulet. Ved Vejle Stadions indvielse mod FCM tilbage i 2008 var VB foran 1-0, men på to sene mål blev det 1-2. I 2009 var VB foran 2-0, men på en stærk sidste halve time vandt midtjyderne 3-2. Og endelig i 2018 var VB foran 1-0 i en time, men i det sidste kvarter scorede midtjyderne tre mål. VB og FCM har samlet set mødt hinanden 18 gange – fem uafgjorte og 13 FCM-sejre er facit.
Lauritsen vender tilbage fra karantæne
Tobias Lauritsen fik et direkte rødt kort i sæsonpremieren mod AGF, men nu har den 19-årige midtbanespiller afsonet to spilledages karantæne, og han er igen til rådighed for trænerteamet. Lauritsen har 36 strafpoints, som er grænsen for 2. spilledag, og han er således minimum tre advarsler fra en ny karantæne. Musa Juwara fik sin anden advarsel i sæsonen mod SIF og er oppe på 12 strafpoints – han skal have minimum to advarsler mere, før han har karantæne. Se et karantæneoverblik her.
Seneste kamp: VB var med i tyve minutter
VB og FC Midtjylland mødtes senest den 4. maj sidste år, da klubberne inden for en uge afviklede de to meget imødesete pokalsemifinaler. Anders Dreyer havde med et velplaceret spark givet midtjyderne en stor fordel inden returkampen på Heden, og derfor var vejlenserne ikke spået de store muligheder for en plads i den første pokalfinale siden 1981.
Kaptajn Albentosa ville det dog anderledes, og der gik et sug igennem MCH Arena, da han midtvejs igennem 1. halvleg headede et hjørnespark fra Mucolli i en blød bue over David Ousted. Midtjyderne var shaky i fortsættelsen, og Emmanouilidis var tæt på at øge efter en omstilling. Men vejlenserne kæmpede med marginalerne i 3F Superligaen, og det tog holdet med over i Pokalen. Op mod pausen lå Miiko Albornoz i græsset efter et hændeligt uheld, og så kunne FCM finde Brumado i boksen. 1-1.
Efter pausen levede gæsterne længe, men de store tilbud udeblev, og så kunne Dreyer og Sviatchenko i de sidste tyve minutter slukke alle drømme om en pokalfinale – 3-1 sejr hjemme og 4-1 samlet til favoritterne. Et par uger senere var midtjyderne klar til deres finale, hvor de besejrede OB efter straffespark.
25-årig dommer 3F Superliga-debuterer på Vejle Stadion
Opgøret mod FC Midtjylland dømmes af Simon Duerlund Rasmussen, der denne sommer har taget springet fra NordicBet LIGA til 3F Superliga, og den 25-årige dommer får sin debut i landets bedste række i Nørreskoven. Den unge dommer har kun dømt i 1. division i to sæsoner, før han nu er blevet opgraderet til at fløjte de bedste hold i Danmark. I sidste sæson dømte han tre kampe med VB, da han var dommer i opgørene mod Hvidovre (1-1), Vendsyssel (1-0) og Næstved (1-1).
På linjerne får han hjælp af Lars Rix og Victor Skytte, mens Sandi Putros er 4. dommer. I VAR-vognen sidder rutinerede Michael Tykgaard og han assisteres af Lars Hummelgaard.
3F Superliga
Søndag den 13. august kl. 14.00
Vejle Boldklub – FC Midtjylland
Vejle Stadion
Canal 9/discovery+
Kampsponsor: DK Company
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.