Kampdagsstatus: Turneringen vender i Parken

Foto: Daniel Abedeny

F.C. København og Vejle Boldklub tager hul på anden halvdel af grundspillet, når klubberne tørner sammen i Parken fredag aften fra kl. 19.00. Det er top mod bund, der mødes, og det er da også vejlenserne, der har revanche til gode efter et knebent nederlag på 1-2 mod FCK for tre uger siden.

Af Lars Christensen | 17. oktober 2024

Spillerunde 12: Anden halvdel af grundspillet indledes
Før landsholdspausen blev der sat punktum for første halvdel af grundspillet, og nu indledes anden halvdel så. F.C. København og VB tager hul på runden fredag aften fra kl. 19.00 i Parken. Søndag fra kl. 14.00 spilles der to kampe. AaB møder Randers FC, mens Lyngby er værter for Viborg. Kl. 16.00 hedder den FC Nordsjælland mod Silkeborg, mens Sønderjyske og FC Midtjylland spiller den sene søndagskamp. Mandagsbraget spilles i Aarhus mellem AGF og Brøndby.

FCK med Vejle-profiler: Trott og Onugkha i hvidt
To spillere har skiftet Nørreskoven ud med Østerbro denne sommer. Vejle nød godt af Nathan Trott og German Onugkhas redninger og mål i den forgangne sæson, og præstationerne i den røde trøje gjorde dem attraktive for andre klubber. Nathan Trott var ejet af West Ham United under det toårige ophold i Nørreskoven, og da det udløb, så var det F.C. København, der købte den engelske målmand fri af London-klubben. Nathan Trott har fået en god begyndelse i FCK og har leveret solidt i målet. Trott nåede 56 kampe for VB.
German Onugkha blev hentet til Vejle i januar 2021, og han nåede over to omgange at spille 73 kampe for VB. I seneste 3F Superliga-sæson blev han rækkens topscorer, og det var de præstationer og mange mål, som gjorde ham attraktiv for FCK. Sent i sommerens transfervindue købte FCK ham fri og udstyrede ham med en aftale for de kommende to sæsoner. Det er to spillere med flotte Vejle-meritter, som nu optræder for F.C. København, og som fredag aften for anden gang på få uger kan stå overfor VB.

Foto: Daniel Abedeny

Indbyrdes kampe i Parken: Hattrick af Røde Romario på ni minutter…
VB’s seneste sejr mod F.C. København i Parken dateres helt tilbage til foråret 2000. VB havde skærtorsdag modtaget en mindre øretæve på 4-0 i Brøndby, og forventningerne til besøget hos FCK i Parken fire dage senere var ikke de største hos de nedrykningstruede vejlensere. Da Zuma sendte FCK foran lige før pausen, lignede det et nyt nederlag til vejlenserne, men på 16 minutter i begyndelsen af anden halvleg blev kampen vendt på hovedet. Først var Bo Svensson uheldig at score selvmål, og så overtog Røde Romario, Erik Bo Andersen, scenen i nationalarenaen. Nordjyden, der var lejet i Glasgow Rangers, scorede hattrick på ni minutter, og så vandt VB 4-1. Det er i øvrigt VB’s seneste superligasejr på Sjælland! Siden har VB været gæster i Parken ni gange, hvor det er blevet til ni nederlag og en målscore på 24-5 til løverne. Vejlensernes scoringer i nationalarenaen er dog værd at gengive:

Arkivfoto: Johnny Kristensen

  • Kenneth Knudsen kan tæt under mål heade Nørlunds hjørnespark i nettet til 1-1 (4-1-kampen i 2001)
  • Debuterende Jeppe Vestergaards indlæg ender efter en lille afretning for fødderne af Kern Lyhne, der trods undertal efter udvisningen til Klaus Eskildsen kan sparke udligningen i nettet (2-1-kampen i 2002)
  • Collins kommer fri i en omstilling ude i højre side og slår bolden ind på Salou i feltet, der med en god afslutning fladt i målet reducerer til 1-3 (4-1-kampen i 2009)
  • Ramadani tager bolden med frem på FCK’s banehalvdel, og da han ikke bliver presset, når han til kanten af feltet, hvor han med et hårdt fladt spark scorer til 1-1 (2-1-kampen i 2021)
  • Ezatolahi slår fra egen banehalvdel en fantastisk dybdebold til Onugkha, der løber ned og scorer via stolpen bag Grabara til 1-0 (2-1-kampen i 2023)

Topscorerlisten: Emmanouilidis i spidsen blandt de tilbageværende
De tre scoringer, German Onugkha nåede at score i begyndelsen af sæsonen, gør ham fortsat til VB-topscorer. Men Dimitris Emmanouilidis nåede op på to scoringer, da han sendte sin flotte afslutning mod AaB utageligt i nettet – og dermed fører grækeren så topscorerlisten blandt de tilbageværende spillere. VB’s ni sæsonmål fordeler sig således:

Arkivfoto: Johnny Kristensen

  • German Onugkha, 3 mål
  • Dimitris Emmanouilidis, 2 mål
  • Hamza Barry, 1 mål
  • Yeni Ngbakoto, 1 mål
  • Kristian Kirkegaard, 1 mål
  • Richard Jensen, 1 mål

Målene fordeler sig med to på dødbolde, to på spark omkring feltet, to efter indlæg, én på langskud, én efter omstilling og én efter højt pres.

Karantænestatus: Barry, Juwara og Velkov i karantænefare
Før landsholdspausen fik VB kun én advarsel i den uafgjorte 2-2-kamp mod AaB. Det var til tilbagevendte Thomas Gundelund, der fire minutter før tid stoppede et AaB-angreb centralt i banen og det kostede en advarsel. Dermed er karantænesituationen forsat uændret, der er stadig tre spillere der ryger i karantæne ved den kommende advarsel uanset hvordan den bedømmes.

Arkivfoto: Johnny Kristensen

  • Hamza Barry, 16 strafpoints
  • Musa Juwara, 17 strafpoints
  • Stefan Velkov, 18 strafpoints

Dommerinformation: Mads-Kristoffer Kristoffersen passer fløjten
Det bliver den rutinerede 3F Superligadommer Mads-Kristoffer Kristoffersen der passer fløjten mellem FCK og VB. 41-årige Kristoffersen har dømt i landets bedste række siden 2011, hvor han debuterede mellem Lyngby og Sønderjyske. Fredag aften dømmer han så FCK mod VB i sin kamp nr. 267.
Kristoffersen har ikke dømt VB som hoveddommer i turneringsregi i mere end 2½ år, da han senest havde ansvaret med fløjten i opgøret mod OB (2-1) den 21. maj 2022. På linjerne assisteres han af Henrik Sønderby og Amir Sabic, mens Svend Funder er kampens 4. dommer. VAR-dommer er Jens Maae, mens Simon Duerlund Rasmussen er AVAR.

Seneste kamp: VB dukket af sen Cornelius-træffer i Teja-debut
Det seneste opgør mellem VB og F.C. København ligger ikke mere end tre uger tilbage. I cheftræner Mihai Tejas debut som cheftræner for Vejle Boldklub stod vejlenserne overfor københavnerne, der fik den ventede sejr i Nørreskoven, men løverne måtte slide for føden.
VB kom optimistisk ud til kampen og med aggressivt spil slog de FCK’s intentioner i stykker. Men de helt åbne chancer udeblev for gæsterne, og i stedet var det FCK der kunne overtage mere og mere. Delaney havde et godt hovedstød og Elyounoussi ramte overliggeren med et spark. Sidst i halvlegen var det så Achouri der forsøgte sig fra en svær vinkel, men Vekić reddede. VB kom igen stærkt ud efter pausen, og allerede efter få minutter nød Kirkegaard godt af Ngbakotos pres. Alene med Trott sendte den fremskudte midtbanespiller sikkert bolden i mål. Føringen holdt i et kvarter, så havde Kevin Diks udnyttet det straffespark som blev dømt mod Hetemi, der havde for godt fat rundt om Lerager ved et indlæg i VB-feltet.
Det var gæsterne der pressede med mod slutningen, hvor VB ikke var langt fra at sikre sig det point, der ville slette nullet i tabellen. Cornelius var blev pillet på en fri chance af Vekić, men det blev alligevel den store FCK-angriber der med fem minutter tilbage steg op bagerst i feltet og uimodståeligt pandede bolden i nettet til 2-1 til FCK. VB fik aldrig svaret igen, men efterlod positive indtryk af Mihai Teja-debuten. Læs mere om kampen her.

Arkivfoto: Fodboldidioterne

3F Superliga
Fredag den 18. oktober kl. 19.00
F.C. København – Vejle Boldklub
Parken
TV3 Sport/Viaplay

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV