Kampdagsstatus: Sæsonpremieren venter

Foto: Oliver Dinesen

Når VB tager imod Randers FC søndag eftermiddag med kick-off kl. 14.00, er det første gang siden halvfemserne, at vejlenserne tager hul på den tredje sæson i træk i landets bedste række. Mødet med de kronjyske gæster kommer efter en fem uger lang pre-season og fire træningskampe.

Af Lars Christensen | 18. juli 2025

Runde 1: Mesterbesøg i Viborg og sen søndagskamp i Brøndby
Sæsonens første spillerunde afvikles ikke helt efter den sædvanlige formel. Mandagskampen udgår i denne runde, hvorfor Brøndby og Silkeborg spiller søndag aften fra kl. 20.00. Fredag aften lægger Viborg FF og F.C. København ud i Domkirkebyen fra kl. 19.00. Søndagsprogrammet byder på to kampe kl. 14.00. FC Fredericia tager imod FC Nordsjælland, mens Vejle er værter for Randers FC. Fra kl. 16.00 møder Sønderjyske AGF hjemme i Haderslev, mens FC Midtjylland får besøg af OB kl. 18.00.

10 års premierekampe – med blandet succes…
VB har med vekslende succes indledt de sidste ti sæsoner. I 1. division er det mere vellykket end i 3F Superliga. I de fem premierekampe i landets næstbedste række har vejlenserne tre uafgjorte og to sejre, mens VB i 3F Superliga har haft større problemer med udlægget. Her er facit fire nederlag og kun én sejr. Sejren faldt i sæsonpremieren i 2018, hvor VB gjorde comeback efter ni år væk fra landets bedste række. Her blev det til en sejr på 3-1 over Hobro. Siden har VB tabt fire premierekampe på stribe. To mod AGF og to mod Randers FC…

2015-16: VB – FC Fredericia 1-1
2016-17: VB – Fremad Amager 1-1
2017-18: HB Køge – VB 1-3
2018-19: VB – Hobro 3-1
2019-20: Fremad Amager – VB 2-2
2020-21: AGF – VB 4-2
2021-22: VB – Randers FC 0-2
2022-23: FC Helsingør – VB 0-6
2023-24: AGF – VB 1-0
2024-25: VB – Randers FC 2-3

VB i pre-season:

Siden træningsstarten mandag den 16. juni har VB spillet fire træningskampe som optakt til den kommende sæson. Programmet blev indledt i Aarhus mod AGF, hvor 3F Superliga-kollegaerne vandt 1-0. Siden ventede EfB i VB Parken, hvor vejlenserne var foran 3-0 for så at se vestjyderne komme tilbage og få 3-3 mod slutningen. Den forlængede træningskamp i Brøndby endte 2-1 til BIF, hvor alle tre scoringer faldt i første halvleg af den 105 minutter lange kamp. VB afsluttede opstarten mod naboerne fra FC Fredericia, som blev besejret 3-1.

Randers FC i pre-season:

  • Viborg – Randers FC 0-2
  • FC Midtjylland – Randers FC 2-3
  • Hannover 96 – Randers FC 1-2
  • Randers FC – Hobro 1-2
  • Randers FC – OB 0-2

Mens VB har forberedt sig i Lysholt på de velplejede træningsbaner i VB Parken, så har kronjyderne haft et afbræk midtvejs i forberedelserne med en træningslejr i Tyskland. Her spillede randrusianerne mod Hannover 96 og hentede en fin testsejr mod 2. Bundesliga-holdet. Hjemme i Danmark er det også blevet til sejre over kollegerne Viborg FF og FC Midtjylland, mens et reservespækket kronjysk mandskab tabte til Hobro. I generalprøven ventede OB, og fynboerne knækkede kronjyderne i den sidste test inden den nye sæson.

Indbyrdes opgør: Randers dominerer i Nørreskoven
VB har store problemer, når modstanderen hedder Randers FC. Det gælder både kampene i Nørreskoven og i Kronjylland, hvor de lyseblå heste har overhånden. VB har aldrig vundet en 3F Superliga-kamp på hjemmebane mod Randers FC, mens den seneste hjemmesejr over kronjyderne dateres helt tilbage til 1986. Det var dengang Randers FC hed Randers Freja, og landets bedste række hed 1. division. Mens landets bedste række har heddet 3F Superliga har VB kun besejret Randers én gang – det var tilbage i oktober 2006 i det kronjyske. Dengang blev Ulrik Balling en tidlig matchvinder, men siden er det kun blev til én VB-sejr i 1. division over kronjyderne.

Dommerinformation: Duerlund dømmer
Det bliver den 27-årige Simon Duerlund Rasmussen der dømmer sæsonpremieren i Nørreskoven. Den unge 3F Superliga-dommer skal i gang med sin tredje sæson i landets bedste række og opgøret på Vejle Stadion bliver kamp nr. 13. Duerlund fik faktisk sin Superliga-debut mellem VB og FC Midtjylland for snart to år siden, da midtjyderne vandt 2-1 i Nørreskoven. Siden har han dømt yderligere fire kampe med VB. Det er mod FC Nordsjælland (0-0), Silkeborg (1-3), Sønderjyske (1-2) og AGF (3-2).
Søndag eftermiddag assisteres han af Esad Deronjic og Jan Johansen, mens Jonas Bøgelund er kampens 4. dommer. VAR-dommer er Sandi Putros.

Karantæneinfo: Tavlen er visket ren
VB fik ingen advarsler i de sidste to kampe i afvigte sæson, 1-0 sejren i Viborg og 2-3 nederlaget hjemme til Sønderjyske. Seneste advarsel tilfaldt Luka Hujber, der så gult i det 90. minut af hjemmesejren på 2-0 over Lyngby. Alle strafpoints fra den seneste sæson er nulstillet, og tavlen er vasket ren, inden der igen tages hul på en ny sæson i 3F Superliga. For en god ordens skyld opridser vi lige karantænereglerne. Advarsler ved mild forseelse giver tre strafpoint, advarsler ved middel forseelse giver fire strafpoint, og advarsler ved grov forseelse giver seks strafpoint. Ved to gule kort i samme kamp får spilleren et tillæg på 13 strafpoints, mens et direkte rødt kort giver et tillæg på 30 strafpoints.
Én spilledags karantæne udløses hver gang, en spiller opnår eller passerer følgende pointtal: 19, 36, 52, 68, 84, 100, 116, 132 og 148. Læs mere her.

Seneste kamp: VB halsede efter hestene
VB måtte en tur i kvalifikationsspillet, mens Randers FC brugte forårssæsonen i mesterskabsspillet, og derfor ligger det seneste møde mellem de to østjyske klubber næsten ni måneder tilbage. På en tør, men kold efterårsdag i slutnovember mødtes klubberne på Cepheus Park Randers, hvor kun 4.757 vidner var mødt frem trods et formstærkt hjemmehold – og et gæstende udehold, som under cheftræner Mihai Tejas ledelse kom til det kronjyske med fem points i de seneste tre kampe.
Det var dog de lyseblå værter, der stordominerede hele opgøret mod vejlenserne. En hands mod Provstgaard gav tidligt Randers FC et straffespark, men Vekić vandt duellen mod Simen Bolkan Nordli. Kort efter var nordmanden igen fri, men han blev afvist af sloveneren.
Randrusianerne havde både hele og halve muligheder til at bringe sig foran, mens VB’s bedste forsøg blev sat op af Čolina i venstre side, men Emmanouilidis forsøg med hovedet blev blokeret.
Efter ti minutter af anden halvleg blev VB sat skakmat, da Tammer Bany slap fri i dybden og han havde ingen problemer med at centre til en fri Bolkan Nordli: 1-0.
Midt i VB’s bedste periode med en del boldbesiddelse, men uden chancer, dræbte kronjyderne opgøret. En god bold ind i det lille felt endte ved Nordli, der så rigeligt gjorde skaden god igen efter sit misbrugte straffespark før pausen og øgede til 2-0. Vekić nåede yderligere en stor redning, og så blev det ved 2-0 til kronjyderne, der lå godt til i tabellen. VB? Forude ventede FC Midtjylland hjemme i Nørreskoven og så en kærkommen vinterpause… Læs mere om kampen her.

3F Superliga
Søndag den 20. juli kl. 14.00
Vejle Boldklub – Randers FC
Vejle Stadion
TV3 Sport ׀ Viaplay

Kampsponsor: Faxe Kondi

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV