Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 4. marts 2023
I midtugen var der frikvarter fra dagligdagen i NordicBet LIGA, da Vejle Boldklub spillede den længe ventede første pokalkvartfinale mod F.C. København i Parken. Vejlenserne spillede længe med om resultatet i nationalarenaen, men hjemmeholdet vandt 2-0. Søndag gælder det Vendsyssel FF og vigtige points i topstriden.
20. spillerunde: Flere topopgør i vente
Mens VB, Hvidovre og Vendsyssel FF i realiteten har sikret sig en plads i oprykningsspillet, så er der stadig tvivl om, hvem der skal gøre trioen følgeskab. Alt tyder på, at Næstved også skal med blandt de øverste og Sønderjyske har også en fordel, men FC Helsingør kan se HB Køge og formstærke Hillerød komme buldrende bagfra. I denne runde er VB-Vendsyssel ikke det eneste topopgør, da Hvidovre hjemme tager imod Sønderjyske og her kan sønderjyderne igen hale ind på de førende hold i rækken. Udover et par vigtige topkampe, så byder 20. spillerunde også på et vigtigt slag i bunden af rækken, når Hobro hjemme er værter for Nykøbing FC. VB’s kommende modstander skal i ilden fredag aften, når de møder HB Køge.
Seneste kamp: VB løb panden mod muren i Hjørring
VB og Vendsyssel FF mødtes tilbage i september på Nord Energi Arena i Hjørring, hvor VFF normalt er et stærkt hjemmehold – og det fik VB at føle den eftermiddag. Ovenpå 1-2-nederlaget til HB Køge ugen inden, skulle vejlenserne tilbage på sporet. Det blev dog uden Raúl Albentosa, der stod over med en mindre skade. Wessam Abou Ali blev den store helt for hjemmeholdet, da angriberen nettede to gange. Først på et afrettet spark, og siden udnyttede han et straffespark til at øge til slutresultatet.
VB havde spredte tilbud i det nordjyske, men i det store hele var nordjyderne bedst.
Vendsyssel har ikke vundet på Vejle Stadion siden 2014
Siden FC Hjørring, forløberen for Vendsyssel FF, gæstede Nørreskoven første gang i 2010, har VB haft besøg fra Hjørring 13 gange. Det er blevet til fem sejre, fem uafgjorte og tre nederlag. Vendsyssel-sejrene daterer sig tilbage til sæsonpremieren i 2013-14, og så vandt vendelboerne to gange i Nørreskoven i efteråret 2014. 2-0 i september og 4-0 i november. Den klare 4-0-sejr ovenpå trænerskiftet fra Hermansen til Saarenpää er deres seneste gevinst i Vejle. Det var tæt på en Superliga-sejr til Vendsyssel tilbage i 2019, men her udlignede Gustaf Nilsson for VB i overtiden – og sikrede dermed debuterende cheftræner Constantin Galcă et tiltrængt point. De indbyrdes opgør klubberne imellem har været hjemsøgt af en række meget sene afgørelser, og Simon Okosuns scoring til 1-1 i det 94. minut af opgøret i oktober 2016 var kun en lille forsmag, inden Vendsyssel på egen bane et par måneder senere vendte 0-2 efter 83 minutter til 3-2 efter 95 minutter – sejrsmålet scoret på saksespark af Christian Moses!
Fire glædelige gensyn: Greve, Jensen, Montiel og ”Agger” er tilbage
Der er masser af kendte ansigter hos dagens modstander. Mads Greve, Lucas Jensen, Diego Montiel og Emil ”Agger” Nielsen huserer alle tre hos dagens modstander, der også i trænerstaben har et kendt ansigt fra Nørreskoven. Det er deres mangeårige målmandstræner Karim Zaza, der i en periode i 2021 stod med samme ansvar i Vejle.
Mads Greve kom til VB fra Vendsyssel, og efter fire stærke sæsoner i Nørreskoven vendte den rutinerede stopper tilbage til Nordjylland. To af holdkammeraterne fra Vejle-tiden, Lucas Jensen og Diego Montiel, spiller også for VFF. Diego Montiel kommer dog desværre ikke i ilden søndag eftermiddag, da svenskeren gik i stykker i efteråret og ikke har udsigt til et comeback lige med det første. Kantspilleren Lucas Jensen er dog anderledes formstærk, og han har indledt foråret med tre assists i to kampe. Lucas Jensen bidrog med masser af assists og stærke præstationer fra sommeren 2019 og to år frem, inden han også drog nordpå.
Udover de tre velkendte navne, så kommer Vendsyssel også med venstrebacken Emil ”Agger” Nielsen i truppen. Han er født og opvokset i Hjørring, men via Vejle Idrætsefterskole kom han til VB som U17-spiller og kæmpede sig op i ligatruppen og endte som en kompromisløs forsvarsspiller på VB Akademiet. Emil Adrendrup, som han er kendt som i Vendsyssel, fik seniorerfaring i Brabrand og Jammerbugt, inden han kunne vende hjem til barndomsklubben og erobre en fast plads i venstre forsvarsside.
Provstgaard spærret med karantæne – fire i karantænefare
Oliver Provstgaard fik en karantænegivende advarsel i udekampen mod HB Køge, og dermed er den unge forsvarsspiller uden for mod Vendsyssel FF. Det er Provstgaards første karantænedag i sæsonen – og VB’s femte karantæne. Tidligere har Trott (2 kampe), Emmanouilidis og Albentosa siddet udenfor.
Velkov og Elvius får definitivt karantæne ved den næste advarsel, mens Ebenezer Ofori og Mouhamadou Drammeh kan tåle milde advarsler, hvis de vil være med i lokalopgøret mod FC Fredericia i den kommende weekend. Se et karantæneoverblik her.
Simon Duerlund Rasmussen leder slagets gang
Det bliver Simon Duerlund Rasmussen der passer fløjten i Nørreskoven søndag eftermiddag. Han blev rykket op i NordicBet LIGA forud for sidste sæson, og han har i alt dømt 19 kampe i landets næstbedste række. Duerlund Rasmussen har kun én gang tidligere dømt VB – og det var i topopgøret i Hvidovre i efteråret, hvor det endte 1-1. Han har også kun et tidligere opgør i denne sæson med Vendsyssel, og det var nordjydernes nederlag i Hillerød. I syv kampe i NordicBet LIGA i denne sæson er det blevet til 20 advarsler, én udvisning og to straffespark. Kampens linjedommere er Sune Feddersen og Daniel Cortzen, mens Jonas Bøgelund er 4. dommer.
NordicBet LIGA
Søndag den 5. marts kl. 15.00
Vejle Boldklub – Vendsyssel FF
Vejle Stadion
Viaplay
Kampsponsor: New Sale Emballage
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.