Kampdagsstatus: Gensyn med Monjasa Park

Arkivfoto: Joachim Binder

Gensynet med Monjasa Park, historik over de indbyrdes kampe i Fredericia og to debuterende VB-anførere. Vi kommer rundt om lidt af hvert i denne kampdagsstatus, der er optakten til den første 3F Superliga-kamp mellem FC Fredericia og Vejle Boldklub nogensinde.

Af Lars Christensen | 12. september 2025

Runde 8: Lørdagsderby på Vestegnen
Landsholdspausen er forbi, og sæsonens ottende spillerunde indledes fredag aften i Haderslev, hvor Sønderjyske møder Randers FC. Der er en sjælden lørdagskamp op til F.C. Københavns indtræden i Champions League, når mestrene møder Brøndby på udebane fra kl. 15.00. Søndagsprogrammet sparkes i gang i Viborg, hvor AGF er på besøg. To timer senere står der FC Nordsjælland-FC Midtjylland på programmet, inden søndagen rundes af med Silkeborg mod OB. Mandagskampen spilles på Monjasa Park i Fredericia, hvor Vejle er på besøg.

To tidligere VB-spillere i FC Fredericia
To tidligere VB-spillere er en del af den FC Fredericia-trup, som har fået en flot start på oprykkertilværelsen i 3F Superliga. Det er Frederik Rieper i forsvaret og Agon Mucolli offensiven. Den stærke stopper Frederik Rieper spillede som U17-spiller i VB, men skiftede senere tilbage til Aarhus og fik sit seniorgennembrud i Aarhus Fremad, inden han via Silkeborg endte i FC Fredericia, hvor han er holdets store defensive profil. Agon Mucolli er et velbeskrevet blad i Nørreskoven. Allerede som 16-årig i 2015 fik han sin første kamp på førsteholdet, og frem til 2017 nåede han 36 kampe, fem mål og 11 assists for VB. I 2016-17 sæsonen, hvor han fortsat var U19-spiller, blev det til imponerende otte assist for det rekonstruerede VB-mandskab under Andreas Alm. 26-årige Agon Mucolli er i gang med sin anden periode i FC Fredericia, hvor han senere på efteråret, hvis alt går vel, kan runde 100 kampe for barndomsklubben.

Indbyrdes opgør: Første 3F Superliga-kamp mod FC Fredericia
VB og FC Fredericia har spillet utallige kampe mod hinanden i 1. division efter årtusindskiftet, men mandag aften mødes de to østjyske naboer for første gang i landets bedste række, 3F Superliga. FC Fredericia er stiftet i 1991, men først 11 år senere, i 2002, er de første gang i samme række som Vejle Boldklub. Op igennem nullerne og tierne mødes klubberne regelmæssigt i 1. division, hvor VB tidligere har spillet 19 udekampe mod FC Fredericia. Det er blevet til fire FC Fredericia-sejre, seks uafgjorte og ni sejre til VB, når kampene er afviklet på Monjasa Park. Det er mere end otte år siden, at VB senest tabte i Voldbyen. Det var i sæsonen 2016-17’s sidste kamp, hvor fredericianerne vandt 3-1.

To nye anførere på en uge: Vekić og Lasse Nielsen debuterede som kaptajn
Da Thomas Gundelund sad på bænken mod Viborg FF inden landsholdspausen, skulle der vælges en ny i anfører fra anførergruppen. Trænerteamet pegede på den slovenske målmand Igor Vekić, der bar anførerbindet for første gang i sin VB-tid. Det var første gang siden pokalkampen mod Vejgaard den 30. september 2014, at en målmand bar anførerbindet for VB. Dengang var det Morten Haastrup, der i fraværet af spillere som Bødker, Niels Bisp og Neftali fik hvervet som anfører i sejren på 2-1 over det nordjyske jyllandsseriehold.
Da Gundelund og Vekić så begge sad udenfor i sidste uges pokalkamp mod FC Skanderborg, så skulle trænerteamet altså pege på sæsonens tredje VB-anfører. Og her faldt valget på Lasse Nielsen, der som truppens mest rutinerede skikkelse havde anførerhvervet i sæsonens første pokalkamp. Mere end 50 spillere har optrådt som anfører for VB efter 1990, hvor vores anførerstatistik går tilbage til. Tretten spillere har kun én optræden som VB-anfører:

  • Jan Sønksen (mod FC Midtjylland i efteråret 2001)
  • Peter Matzen (Brønshøj i foråret 2005)
  • Kenneth Knudsen (OKS i efteråret 2006)
  • Peter Ankersen (Funder GF i efteråret 2011)
  • Mikael Rynell (Herning KFUM i efteråret 2011)
  • Morten Haastrup (Vejgaard i efteråret 2014)
  • Björn Daniel Sverrisson (Jammerbugt FC i efteråret 2017)
  • Mads Lauritsen (Allesø i efteråret 2017)
  • Tobias Mølgaard (Brabrand i efteråret 2020)
  • Ylber Ramadani (AC Horsens i foråret 2021)
  • Hamza Barry (Lyngby i efteråret 2024)
  • Igor Vekić (Viborg i efteråret 2025)
  • Lasse Nielsen (FC Skanderborg i efteråret 2025)

Karantæneinfo: Nielsen, Hjulsager og Duelund to advarsler fra karantæne
I nederlaget mod Viborg før landsholdspausen ragede Lasse Nielsen VB’s eneste advarsel til sig, da han efter en lille time begik et frispark midt på banen. Det var sæsonens anden notering til den rutinerede forsvarsspiller, der dermed kommer op på ti strafpoints. Det er to færre end Duelund og Hjulsager, men den rutinerede trio er alle minimum to advarsler fra en tur på tribunen. Se overblikket over hele truppens karantænepoints her.

Dommerinformation: Kristoffersen passer fløjten
Det bliver en af landets topdommerem, der skal lede slagets gang, når FC Fredericia og Vejle Boldklub mødes i den første 3F Superliga-kamp nogensinde. Det er nemlig 42-årige Mads-Kristoffer Kristoffersen, der er blevet påsat opgøret.
Kristoffersen har dømt tre kampe hidtil i sæsonen, men hverken nogen kampe med VB eller Fredericia. Han dømte dog VB’s pokalkamp mod FC Skanderborg. Den 42-årige østjyde dømte kun én VB-kamp i sidste sæson, da han fløjtede i udekampen mod F.C. København (1-3). I tidens løb har han også fløjtet i 1. division sideløbende med opgaverne i landets bedste række, og Kristoffersen har også erfaring med kampene mellem VB og FC Fredericia. Således har han fire gange tidligere fløjtet de kampe.
Mandag aften assisteres han fra linjerne af René Risum og Amir Sabic, mens Jacob Rasmussen er 4. dommer. Kampens VAR-dommer er Aydin Uslu.

Seneste kamp: VB trak fra i toppen med overtalssejr
Det er toet halvt år siden at VB og FC Fredericia senest har mødt hinanden i en tællende kamp. Klubberne har ofte spillet træningskampe mod hinanden – senest i sommeropstarten – men det seneste opgør dateres tilbage til 12. marts 2023, hvor Ivan Prelec kunne fejre et år som VB-cheftræner med en sejr over naboerne i syd. På Vejle Stadion besejrede vejlenserne raffinaderibyens mandskab med 3-1 efter 1-1 ved pausen. Valence Nambishi, midtbanespiller for FC Fredericia, ragede to advarsler til sig til allerede før pausen og VB spillede således de sidste 55 minutter i overtal.
Det blev 1-0 ved Miiko Albornoz, der hidtil i sæsonen havde glimret ved sine mange assist. Svensk-chileneren mødte et indlæg bagerst i feltet og scorede via handsken på Birksø. Første sæsonscoring fra den rutinerede back.
Selvom vejlenserne havde fint greb om opgøret og skabte chancer, så udlignede gæsterne efter en halv time. Lejesvenden Frederik Carstensen vippede bolden over Trott i fri position. VB kom foran fire minutter efter pausen, da Ezatolahi spillede bolden ind på Gammelgaard i feltet. Han vendte rundt og scorede sit første mål i 1. division for VB. Naboopgøret blev endeligt lukket med et lille kvarter igen, da Sukuta-Pasu pressede Birksø langt ude af sit mål. Det udnyttede Drammeh, der viste en meget fin sparketeknik og løftede læderet i det tomme mål. For VB var sejren et perfekt afsæt til udekampen mod Næstved i den kommende runde, et opgør, der skulle afslutte grundspillet i NordicBet LIGA, og vejlenserne havde da også et forspring på 13 points ned til Sønderjyske og FC Helsingør, der delte tredjepladsen – Hvidovre lå på 2. pladsen.

3F Superliga
Mandag den 15. september kl. 19.00
FC Fredericia – Vejle Boldklub
Monjasa Park, Fredericia
TV3 Sport/Viaplay

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV