Kampdagsstatus: Ezatolahi er tilbage mod Lyngby

Foto: Daniel Abedeny

Saeid Ezatolahi vender tilbage efter en afsonet karantænedag mod FC Nordsjælland og er til rådighed forud for opgøret mod Lyngby, der spilles på Vejle Stadion søndag eftermiddag med kick-off kl. 14.00. Kampen sendes direkte på Canal 9/discovery+.

Af Lars Christensen | 11. november 2023

Lyngby uden ”Dani” og Muniesa
Lyngby kommer til Nørreskoven uden Casper ”Dani” Winter og Marc Muniesa, der begge afsoner karantæne. ”Dani” fik et indhop mod FC Midtjylland for to uger siden, og her fik den unge midtbanespiller et direkte rødt i overtiden for en nødbremse, og det kostede ham to spilledages karantæne.
I sidste weekends hjemmekamp mod OB fik Marc Muniesa en karantænegivende advarsel, og dermed passerede den 31-årige spanske forsvarsspiller grænsen for sæsonens første karantænedag.

Indbyrdes kampe i Vejle: Én Lyngby-sejr siden årtusindskiftet
Lyngby har været gæster på Vejle Stadion 13 gange siden årtusindskiftet, og de kongeblå har kun vundet et opgør. Det var i sæsonen 2015-16, hvor Lyngby var rykket op, inden de gæstede Vejle, mens VB skulle bruge en sejr for at beholde oprykningschancen. Lyngby vandt 4-3 i en underholdende kamp. Ellers er fem kampe endt med sejr til VB, mens hele syv kampe er endt uafgjort.

Onugkha er tredje mest scorende efter 50 kampe
German Onugkha rundede i seneste spillerunde sit 50-kampsjubilæum for Vejle Boldklub, da vejlenserne i Farum tabte 0-1 til FC Nordsjælland. Onugkha havde muligheder for at komme på scoringstavlen i jubilæumskampen, men det lykkedes ikke for VB’s topscorer at få scoret på et par gode tilbud. Onugkha har scoret 16 mål i de første 50 kampe, og det placerer ham på en delt tredjeplads på topscorerlisten for spillere efter 50 kampe:

  • Kim Nørholt, 22 mål
  • Brian Christensen, 20 mål
  • Nicolaj Agger, 16 mål
  • German Onugkha, 16 mål
  • Adeshina Lawal, 15 mål
  • Henrik Fig, 14 mål
  • Jesper Søgaard, 14 mål
  • Kim Kristensen, 14 mål
  • Thomas Mikkelsen, 14 mål
  • Allan Sousa, 14 mål

Nogle af klubbens helt store målscorere i nyere tid er endnu længere nede på listen. Nullernes målkonge, Ulrik Balling, havde kun scoret 11 mål efter de første 50 kampe, mens Andreas Albers og Dejvi Glavevski var på 13 scoringer.

Med til statistikken hører naturligvis, at store målscorere som Kim Olsen (37 kampe/17 mål), Pablo Piñones-Arce (46 kampe/26 mål), Kjartan Finnbogason (45 kampe/22 mål) og Dominic Vinicius (47 kampe/24 mål) aldrig nåede at runde 50 kampe for VB.

Kirkegaard foran 50-kampsjubilæum
Mens German Onugkha rundede sit første kampjubilæum mod FC Nordsjælland i søndags, så er det mod Lyngby Kristian Kirkegaard der har mulighed for at spille sin kamp nr. 50 for VB. 26-årige Kirkegaard er lokalt forankret og indledte i Skibet IF, inden han første gang kom til VB. Som seniorspiller skiftede han videre til Kolding Boldklub, og i Kolding IF og FC Fredericia udfoldede han for alvor potentialet, og derfor vendte han i sommeren 2022 hjem til Nørreskoven. Kirkegaard debuterede med to mål mod FC Helsingør i en sejr på 6-0 i juli i fjor, og han har scoret 14 mål og lavet 10 assist i de første 49 kampe for VB.

Seneste kamp: Lyngby og VB delte i porten
Sæsonens første opgør mellem Lyngby Boldklub og VB blev afviklet den 22. september, hvor klubberne indledte 9. spillerunde med en fredagskamp i Lyngby. Hele 6.671 tilskuere var mødt op, og de blev vidner til en jævn superligakamp, hvor to scoringer midtvejs igennem 2. halvleg udgjorde de vigtigste ingredienser. Først var det Lyngbys varme islænding, Andri Gudjohnsen, der bragte værterne foran, da han i feltet udnyttede Kumados forarbejde. Kun seks minutter senere kvitterede vejlenserne, da Kirkegaard udlignede. Situationen opstod efter et Ezatolahi-indlæg, som Riisgaard kiksede, og så kunne en vågen Hamza Barry prikke bolden videre til Kirkegaard, der kunne score fra tæt hold.
Lyngby havde nok de fleste chancer i opgøret, men urimeligt var det ikke, at vejlenserne kunne rejse fra Lyngby med et godt point. Særligt Kirkegaard og Provstgaard havde deres tilbud før pausen, og Kirkegaard kunne godt have lavet et mål allerede før pausen, da han headede kvalificeret. Opgørets største bifald tilfaldt dog Lyngbys indskifter Gylfi Sigurdsson. Den tidligere Premier League-stjerne i Tottenham og Everton fik comeback efter mere end 12 måneder på sidelinjen, og den 34-årige Sigurdsson nåede 20 minutter på banen uden at gøre det store væsen af sig.

Ezatolahi tilbage - Kolinger, Albentosa og Albornoz i karantænefare
VB råder igen over midtbanespilleren Saeid Ezatolahi, der afsonede en spilledags karantæne mod FC Nordsjælland i søndags. Det var VB’s fjerde karantænedag i denne sæson. Tre spillere risikerer karantæne i det kommende opgør mod Hvidovre, hvis de modtager en advarsel mod Lyngby. Kvartetten er Denis Kolinger (18 strafpoints), Miiko Albornoz (18) og Raúl Albentosa (31). Kolinger og Albornoz ryger i karantæne, uanset hvordan den næste advarsel til dem bedømmes, mens anfører Albentosa kan tåle advarsler til både tre og fire strafpoints. Se et overblik over VB’s strafpoints her.

Jonas Hansen passer fløjten
Det bliver 36-årige Jonas Hansen, der passer fløjten i opgøret mellem Vejle og Lyngby. Hansen er i gang med sin femte sæson i landets bedste række, og i Nørreskoven fløjter han sin kamp nr. 46. Tilbage i december 2019 fløjtede han sin første superligakamp i Aarhus mellem AGF og Lyngby, og i de sidste to superligasæsoner har han dømt hele 12 kampe. Søndagens kamp bliver den sjette i denne sæson, og han har tidligere dømt VB i et opgør. Det var premierekampen mod AGF i Aarhus (0-1), mens han også fløjtede Lyngbys 1-0 sejr i Hvidovre. Han får assistance på linjerne af Lars Rix og Christian Ginderskov Hansen, mens Jacob Rasmussen er 4. dommer. Kampens VAR-dommer er Peter Kjærsgaard-Andersen.

Lyngby-opgøret er Kong Hans Eg-kamp
Til søndagens kamp mod Lyngby markerer og hylder vi den afgørende forskel som vores samarbejdsparnere i Kong Hans Eg-initiativet gør for trængte børn og familier i vores lokalsamfund. En specialdesignet Kong Hans Eg-kollektion, produceret i samarbejde med Adidas og SPORT 24, lanceres til salg i VB-shoppen på Vejle Stadion, og alle spillertrøjer bortauktioneres efterfølgende. Læs mere her.

3F Superliga
Søndag den 12. november kl. 14.00
Vejle Boldklub – Lyngby Boldklub
Vejle Stadion
Canal 9 / discovery+

Kampsponsor: Byens Rens

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV