Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 16. august 2024
Spillerunde 5: Kunstgræs-derby og Brøndby på nordjysk besøg
Kampene i sæsonens 5. spillerunde indledes i Lyngby, hvor de kongeblå har besøg af FC Midtjylland fredag aften. Søndag følger yderligere fire kampe, hvor Silkeborg-FC Nordsjælland og Randers FC mod Sønderjyske er kl. 14.00. To timer senere følger F.C. København op mod Viborg, mens den sene kamp står mellem AaB og Brøndby IF. Runden afsluttes mandag aften, når AGF og Vejle mødes.
AGF’s hjemmebane er under ombygning: Hovedtribunen er fjernet siden sidste besøg
I Aarhus venter man i spænding på et nyt fodboldstadion til byens hold. På tegnebrættet har arbejdet stået på i mange år, og nu er man også begyndt at rive det nuværende Ceres Park ned i etaper. Da Vejle Boldklub senest var gæster i smilets by – i juli sidste år – var alt fortsat, som det oprindelig var opført, men i december i fjor begyndte nedrivningen af hovedtribunen, hvor sponsorfaciliteter og omklædningsrum befandt sig. Derfor er store dele af Ceres Park at betegne som en mindre byggeplads, mens 3F Superliga-fodbolden fortsat ruller for enden af Stadion Allé. I hvert fald lidt endnu. AGF er i gang med sin sidste halvsæson i Ceres Park, som i dets nuværende form har været hjemmebane for de hvidblusede siden årtusindskiftet. Til december efter efterårets sidste hjemmekamp inddrives det sidste af stadion til byggeplads, og fra forårsstarten i 2025 rykker AGF til Vejlby og en midlertidig hjemmebane i halvandet år. Fra sommeren 2026 vender AGF så hjem til Kongelunden, hvor et splinternyt stadion med plads til 22.000 siddende tilskuere står klar.
Indbyrdes opgør i Aarhus: Salou-sakse, Sivebæk-vip og Sousa-perle
Historiebøgerne flyder med store opgør mellem VB og AGF, der i mere end to årtier kæmpede om de mest prestigefyldte placeringer i Danmarksturneringen. Siden begyndelsen af halvfemserne har de to østjyske fodboldflagskibe dog periodevis kæmpet om mere sekundære placeringer i landets bedste række. VB’s seneste sejr i Aarhus ligger næsten præcist ti år tilbage, da VB i september 2014 vandt 1-0 på Christian Sivebæks vip over Steffen Rasmussen allerede før pausen. Wolanski leverede mirakler på stregen, og så vandt VB’s sæsonens blot anden sejr … Siden har besøgene i Smilets By været mere problematiske, omend kampen i foråret 2019 kun var en sen overtidsudligning af Patrick Mortensen fra at kaste tre points af sig. VB har ikke scoret i Ceres Park, siden Ojala headede Schoops hjørnespark i nettet i premieren i 2020-21 sæsonen – og det er 276 spilleminutter siden. VB står dog bag flere halvspektakulære scoringer i Aarhus – her et udvalg af dem:
Gango og Mølgaard i AGF
Der er gensyn med en målmandstræner og en stærk vestjysk forsvarsspiller, når VB mandag aften er tilbage i Ceres Park. Efter sæsonafslutningen i maj skiftede András Gango fra Vejle Boldklub til AGF, hvor han træder ind i trænerteamet omkring Uwe Rösler som målmandstræner. Gango har en fjern fortid som ungdomsmålmand i en kort periode i AGF i nullerne, mens han inden skiftet til Vejle i 2021 primært havde fungeret som først målmand og siden målmandstræner for forskellige klubber på Færøerne. Nu er den ungarskfødte Gango tilbage i Aarhus, hvor han arbejder med Jesper Hansen og Leopold Wahlstedt som de primære keepere. Jesper Hansen er 3F Superligaens næstældste spiller – efter Brøndbys Thomas Mikkelsen – og han er kun et år yngre end 40-årige Gango. Hansen har været foretrukket i målet i sæsonens første fire kampe. Der er også gensyn med Tobias Mølgaard, der er i gang med sin tredje sæson i AGF. Mølgaard har kun spillet 17 minutter for AGF i 2024, da han desværre har siddet udenfor med en drilsk skade.
Dommerinformation: Jonas Hansen med fløjten
Det bliver Jonas Hansen, der skal dømme opgøret mellem AGF og Vejle Boldklub. Den 37-årige 3F Superliga-dommer fløjter sin kamp nr. 53 i landets bedste række, hvor han debuterede i 2019 i et opgør mellem AGF og Lyngby (1-1). Jonas Hansen er dermed i gang med sin sjette sæson i landets bedste række, hvor han i denne sæson har dømt FC Nordsjælland mod FC Midtjylland (2-2). Tilbage i sidste sæson dømte han fire kampe med VB, og det var opgørene mod AGF (0-1), Lyngby (1-0), Silkeborg (2-0) og igen Lyngby (1-0). Mandag aften assisteres han på linjerne af Amir Sabic og Victor Skytte, mens Nanna Løf Mørch Andersen er kampens 4. dommer. VAR-dommer er Jacob Karlsen, mens AVAR er Simon Duerlund Rasmussen.
Karantæneinfo: Velkov og Barry topper fortsat
VB fik ingen advarsler med fra nederlaget i Herning mod FC Midtjylland, og dermed er karantænesituationen uændret. Hamza Barry blev som den seneste noteret i tillægstiden af opgøret mod FC Nordsjælland, og VB har modtaget seks advarsler i de fire første kampe. Stefan Velkov (12 strafpoints) og Hamza Barry (10) er fortsat minimum to advarsler fra en karantænedag. Se et overblik her.
Det hører til sjældenhederne, at VB slipper fra en Danmarksturneringskamp uden advarsler, som det skete i fredags i Herning. Det er hændt tre gange tidligere, mens Ivan Prelec har været cheftræner for VB.
Opgørene mod Næstved og FC Midtjylland var helt uden advarsler til nogen af holdene, mens Kasper Larsen, OB, fik en enlig notering i den meget tilforladelige OB-kamp i 2022.
Seneste kamp: Premieredeler foran 9.229 tilskuere
VB og AGF mødtes senest i forårspremieren tilbage i februar, hvor 9.229 tilskuere dannede en fantastisk kulisse i Nørreskoven. Spillerne blev mødt af fantastiske tifoer fra begge lejre, mens inde på grønsværen blev det hele en anelse mere uforløst. Som flere af de øvrige indbyrdes opgør i nyere tid blev det meget målløst, og pointdelingen var meget fair.
Emmanouilidis gjorde comeback fra start efter sin lange skadespause, og grækeren var en trussel flere gange før pausen, men Peacock-Farrell afviste et par nærgående forsøg. Og så Brandhof og Onugkha forsøgte sig før pausen.
Det blev en rigtig fight i løbet af anden halvleg, og det var begrænset hvad der var af nævneværdige muligheder. VB gav debut til Victor Lind og Tyrese Francois, der kom ind fra bænken som de sidste 45 minutter skred frem, mens der også var comeback til Anders K. Jacobsen, der kom ind for Onugkha. Læs mere om kampen her.
3F Superliga
Mandag den 19. august kl. 19:00
AGF – Vejle Boldklub
Ceres Park, Aarhus
TV 2 Sport X/TV 2 Play
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.