Kampdagsstatus: Bundfight i Nørreskoven mod Lyngby

Arkivfoto: Daniel Abedeny

Søndag eftermiddag er Vejle Boldklub tilbage i Nørreskoven, når Lyngby Boldklub venter i en direkte duel om vigtige points i bundstriden af 3F Superliga. Vejlenserne kommer efter et tæt opgør i Parken og et point mod AaB, mens de kongeblå gæster har fire uafgjorte kampe på stribe i bagagen inden den direkte duel på Vejle Stadion søndag eftermiddag fra kl. 14.00.

Af Lars Christensen | 25. oktober 2024

Runde 13: Middagsbrag i Brøndby – aftenbrag i Herning
Sæsonens 13. spillerunde i 3F Superliga byder på flere store kampe. Den største finder sted på Brøndby Stadion søndag kl. 12.00, når Brøndby IF er værter for F.C. København, mens der søndag aften fra kl. 18.00 er et andet stort opgør om vigtige points i toppen af tabellen, når FC Midtjylland byder AGF inden for. Runden sparkes i gang fredag aften i Silkeborg, hvor AaB er på besøg. Søndag eftermiddag hedder den Vejle-Lyngby kl. 14.00, mens Viborg møder Sønderjyske fra kl. 16.00. Mandagskampen spilles i Kronjylland hos Randers, der har FC Nordsjælland på besøg.

Indbyrdes opgør: Lyngby uden sejr i Nørreskoven siden 2016
Lyngby Boldklub har kun én sejr i 15 forsøg i Nørreskoven efter årtusindskiftet. Den faldt i foråret 2016, hvor Lyngby var rykket op i Superligaen, mens VB kæmpede for at nå den tredje oprykningsgivende plads. Et underholdende opgør bølgede frem og tilbage, men selvom Oliver Thychosen leverede to perler – og unge Christian Kudsk piskede et langskud i nettet – så blev det til en Lyngby sejr på 4-3, deres seneste i Nørreskoven. Begge opgør i seneste sæson blev afgjort af Onugkha, der sikrede 1-0-sejre.

Lyngby-minutter til eks-VB’eren Hebo
Lyngby fik i sommer tilgang af en gammel kending, da de skrev en kontrakt med Mathias Hebo Rasmussen. Den 29-årige midtbanespiller forlod Lyngby tilbage i januar 2019, for at skifte til Vejle Boldklub. Opholdet i Nørreskoven blev kortvarigt for den stærke midtbanespiller, der efter to kampe og et lejeophold i Silkeborg, fik en ny kontrakt i Lyngby. Her fortsatte han sit fine niveau og så ventede karrierens første udlandsholdophold i sommeren 2021, hvor han skiftede til Cracovia i Polen. Opholdet i Polen blev en blandet succes, da Mathias Hebo havde problemer med skader, men han nåede også at præsentere sig som en stærk spiller. Efter tre år i Polen vendte han så hjem til Danmark og 3F Superliga denne sommer, hvor Lyngby stod klar. Hebo har arbejdet hårdt på træningsbanen på at blive klar til et comeback. Det er blevet til ni minutters spilletid fordelt over tre korte indhop siden landsholdspausen i september. Dermed er Hebo på vej tilbage.
Mathias Hebo er bror til Jonas Hebo, der spillede i VB i sæsonen 2014-15.

Dommerinformation: Lasse Læbel Graagaard dømmer mod Lyngby – igen
Det bliver Lasse Læbel Graagaard, der skal dømme opgøret mod Lyngby. Den 29-årige dommer har været i landets bedste række siden 2023, hvor han debuterede i et opgør mellem Lyngby og AC Horsens (1-1). Det er i alt blevet til 22 kampe.
Lasse Læbel Graagaard har stor erfaring i de indbyrdes opgør mellem VB og Lyngby. Han var nemlig ophavsmand i begge sidste sæsons udekampe mod Lyngby. Begge opgør endte 1-1, og han uddelte i alt fire advarsler – to til hver.
I denne sæson har Lasse Læbel Graagaard endnu ikke dømt VB, men han fløjtede i Lyngbys nederlag på udebane mod AaB. Udover de to opgør mod Lyngby i afvigte sæson, så havde han også ansvaret med fløjten i VB’s første hjemmekamp mod OB (0-1).
Søndag eftermiddag assisteres han på linjerne af Steffen Beck Bramsen og Daniel R. Krogstrup, mens Jonas Bøgelund er 4. dommer. Kampens VAR-dommer er Sandi Putros, mens AVAR er Jesper Nielsen.

Karantænestatus: Fire VB’ere i karantænefare
Der blev kun uddelt de to advarsler, som Kirkegaard og Ofori modtog efter pausen, da VB fredag aften i sidste uge tabte slaget i Parken mod F.C. København. Kirkegaard fik fire strafpoints, mens Ofori blev noteret i det 90. minut for at bremse en FCK-spiller i en omstilling. Advarslen var Oforis første i sæsonen, mens Kirkegaard kom op 14 strafpoints – og dermed er han potentielt kun én advarsel fra karantæne. Kirkegaard er dermed den fjerde VB’er, der risikerer karantæne mod AaB den 3. november, hvis han ser gult mod Lyngby. De tre øvrige er Hamza Barry (16 strafpoints), Musa Juwara (17) og Stefan Velkov (18), der alle ryger i karantæne uanset hvordan den kommende advarsel bedømmes. Se et overblik over alle VB’s strafpoints her.

Seneste kamp: Amon-matvinder før pausen
VB mødte op til udekampen mod Lyngby den 30. august uden points på kontoen, og derfor var tørsten stor. Efter nederlag senest til AGF og Silkeborg, så var opgøret mod bundkonkurrenterne fra Lyngby imødeset med stor spænding, men det blev heller ikke på en herlig sensommeraften på Lyngby Stadion at vejlenserne fik slettet det grimme nul.
Lejesvenden fra Aberdeen FC, Richard Jensen, fik sin debut i midterforsvaret, mens van Bruggen spillede for Provstgaard og Onugkha blev erstattet af Anders K. Jacobsen. Sidstnævnte spillede sin Superliga-kamp nr. 300, men fik ikke noget mindeværdigt jubilæum. AK var tæt på at nå frem til et indlæg efter pausen og kunne være kommet i scoringsposition, men glippede.
Kampen blev allerede afgjort midtvejs igennem første halvleg, da Jonathan Amon løb dybt og kom fri af VB-defensiven. Den lille hurtigløber rundede Vekić og lagde bolden i nettet. Kirkegaard kom frem til en god hovedstødsmulighed efter pausen, men headede over, og selvom vejlenserne fik lagt mere og mere af spillet op mod værternes mål, så kastede det desværre ikke alverden af sig. Et vigtigt slag mod de kongeblå blev tabt med 1-0…

3F Superliga
Søndag den 27. oktober kl. 14.00
Vejle Boldklub – Lyngby Boldklub
Vejle Stadion
TV3 Sport/Viaplay

Kampsponsor: Vejle Kommune

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV