Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 23. februar 2023
Grundspillets fjerdesidste spillerunde
Kampene i 19. spillerunde er fjerdesidste spillerunde i grundspillet. VB sikrede sig allerede før jul en plads i oprykningsspillet, og det er kun i den yderste teori, at Hvidovre kan misse en plads blandt de seks øverste. De øvrige fire pladser er stadig i spil, og her er det primært HB Køge og oprykkeren Hillerød, der med rette kan drømme om at snige sig med blandt de seks øverste. Men det kræver mange points i de sidste fire kampe, og for HB Køge gælder det altså først en hjemmekamp mod VB.
HB Køge kan måske ærgre sig over, at de spiller hjemme i det vigtige opgør mod VB. Daniel Aggers mandskab har nemlig kun hentet otte point hjemme hidtil i sæsonen, og det har kun to mandskaber i NordicBet LIGA undergået.
HB Køge drillede VB i Nørreskoven
HB Køge var i efteråret først til at tage points fra VB i NordicBet LIGA. VB kom ud til lørdagskampen i Nørreskoven med syv sejre på stribe og kom også planmæssigt foran mod Daniel Aggers mandskab, men på to scoringer i den sidste halve time vendte gæsterne kampen på hovedet. Først headede Oscar Buch udligningen i nettet, og i overtiden kunne Youssef Salech score sejrsmålet. HB Køge har flere gange haft for vane at besejre VB i Vejle, og også i Køge har hjemmeholdet haft succes med kampene mod Vejle. Siden HB Køge rykkede fra Herfølge til Køge i 2019, har VB haft to udekampe mod fusionsklubben. Begge i oprykningssæsonen 2019-20. Først en 0-0 kamp i oktober, og siden et nederlag på 1-2 i den meget hektiske corona-afslutning på samme sæson. Opgøret var jævnbyrdigt, men huskes naturligvis for, at Martin Vingaard scorede på et spark fra egen banehalvdel. Det nye Capelli Sport Stadion er bygget der, hvor det gamle Køge Stadion lå. VB har ikke vundet i Køge siden november 2007, hvor vejlenserne i spredte snebyger gik til julepause med en komfortabel 2-0-sejr. VB har dog i mellemtiden vundet op til flere kampe mod HB Køge i Herfølge – senest 3-1-sejren i Adolfo Sormanis debutkamp i sommeren 2017.
Efterårsprofiler på bænken i komfortabel premieresejr i Helsingør
HB Køge jagter top-6, inden tabellen deles over, og i forhold til den målsætning kom Svanerne flyvende fra start i forårspremieren mod FC Helsingør. Det blev til en klar sejr på 4-1, i hvilken et overvejende ungt HBK-hold dræbte kampen midtvejs i 2. halvleg med et par hurtige scoringer.
I forhold til efterårets kampe var det udefra overraskende at se, at forsvarsprofilen Nemanja Cavnic begyndte uden for, ligesom Pierre Larsen også kom ind fra bænken. Cavnic og Larsen var iøjnefaldende profiler for fredagens modstander i efteråret. Mens Albornoz er assistkonge i Nørreskoven, er Pierre Larsen det i HBK, hvor han har leveret ni assist i denne sæson – og mere end 50 i NordicBet LIGA i hele karrieren. Det rutinerede islæt for HB Køge var Mike Jensen, der i denne uge er fyldt 35 år, og mod Helsingør var han rykket tilbage på banen og spillede stopper.
HB Køges transfervindue: Svensk rutine og unge talenter
HB Køge har rørt lidt på sig i vinterruden, og har blandt andet tilført rutine til et ungt hold i form af to svenske spillere. Det er den erfarne stopper, Charlie Weberg, der i sidste sæson spillede sammen med Viljormur Davidsen i Helsingborg, som er kommet til. Weberg har taget turen over Øresund sammen med den to år ældre Andreas Bengtsson, der har et hav af kampe for Halmstads BK i de to øverste svenske rækker. Weberg er lejet, mens Bengtsson har skrevet permanent med HB Køge. Begge spillere gør sig i defensiven og vil øge mulighederne for Agger, Jacobsen og resten af trænerteamet.
Ind er også kommet yngre spillere fra de omkringliggende klubber i hovedstadsområdet. Det er midtbanespilleren Leo Walta fra FC Nordsjælland og angriberen Zean Peetz Dalügge fra Lyngby. Alle fire nyerhvervelser fandt vej til startopstillingen i forårspremieren. Walta leverede to mål, mens Dalügge blev noteret for en assist.
Albentosa tilbage – fem i karantænefare
Raúl Albentosa afsonede karantæne mod Fremad Amager, men mod HB Køge er den spanske forsvarsprofil tilbage fra straffeboksen og igen til rådighed for trænerteamet. VB fik én advarsel mod HB Køge, og den var ikke karantænegivende. Marius Elvius var i fare, hvis han fik seks strafpoint, men advarslen blev takseret til fire point – og dermed er wingbacken til rådighed mod sine tidligere holdkammerater.Fem spillere risikerer at sidde uden for mod Vendsyssel, hvis de modtager en advarsel mod HBK. Det er Mouhamadou Drammeh (13 strafpoint), Ebenezer Ofori (14), Oliver Provstgaard (15), Stefan Velkov (17) og Marius Elvius (18). Sæsonens første karantænedag afsones ved 19 strafpoint og advarsler takseres med 3, 4 eller 6 strafpoint. Se et karantæneoverblik her.
Sebastian Friis Aagerup passer fløjten
Det bliver Sebastian Friis Aagerup, der passer fløjten i opgøret mellem HB Køge og Vejle Boldklub. Aagerup er i gang med sin femte sæson i NordicBet LIGA, og med 62 kampe under bæltet i landets næstbedste række er han en af de mere erfarne dommere. Han har dømt to kampe med VB tidligere i denne sæson, og faktisk var det Aagerup, der passede fløjten på Vejle Stadion i den omvendte kamp. Derudover dømte han udekampen mod Fremad Amager tilbage i juli, hvor VB vandt 2-1.
Linjedommerne er Shpend Shala og Christian Just Brixen, mens Casper Thorsøe Jr. er fjerdedommer.
Albornoz tangerer Piñones-Arce – jagter Dalgas og Degn
Assistkongen Miiko Albornoz leverede sæsonens 10. assist i lørdags, da han fandt Mucolli i Fremad Amager-feltet ved dennes 1-0-scoring. Dermed er svensk-chileren oppe på 10 målgivende afleveringer i sæsonen. Det er første gang siden sæson 2007-08, at en VB’er runder et tocifret antal assist. Dengang var det svensk-chileneren Pablo Piñones-Arce, der leverede 10 målgivende afleveringer i en sæson, hvor han i øvrigt også scorede 17 mål.
Hvis Albornoz skal slå alle assistrekorder, så skal han lave en lille håndfuld assist mere i sæsonen. Peter Degn lavede 11 assist i sæsonen 2002-03, mens Kaspar Dalgas havde næstsidste fod på 14 VB-mål i sæsonen 2000-01. Allan Sousa nåede 9 assist i sæsonen 2020-21 og det er det med afstand højeste antal for VB i en Superliga-sæson i mange år. Jesper ”Krølle” Mikkelsen blev noteret for otte målgivende afleveringer i sølvsæsonen.
NordicBet LIGA
Fredag den 24. februar kl. 18.30
HB Køge - Vejle Boldklub
Capelli Sport Stadion
Viaplay
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.