Information til gæstende VB'ere i Haderslev

Foto: Johnny Kristensen

Torsdag venter en stor fodboldaften i Haderslev. Her vil over 1.000 VB'ere være på plads på Sydbank Park, udebaneafsnittet bliver muligvis udsolgt, og her er alt, du som gæstende VB'er skal vide inden dit besøg i morgen.

Af Daniel Abedeny | 10. maj 2023

Parkeringsforhold

Sydbank Park er beliggende på Stadionvej i Haderslev. I din foretrukne rejseplanlægger kan stadionet findes ved at søge på både 'Sydbank Park', 'Haderslev Fodboldstadion', 'Haderslev Idrætscenter' og 'Haderslev Fodboldklub':

Ankommer du til Sydbank Park i bil, anbefaler Sønderjyske Fodbold at anvende de ved stadion omkringliggende parkeringsmuligheder. Gymnasiestien ligger mellem stadionmatriklen og Haderslev Katedralskole, og her vil gæstende VB'ere have mulighed for at parkere, meddeler Sønderjyske Fodbold. Bemærk dog, at fanbusser har førsteret til parkering på Gymnasiestien, og at flere fanbusser vil tage turen til Haderslev.

Udover Gymnasiestien forefindes der flere parkeringsmuligheder omkring Sydbank Park, navnlig på Stadionvej og Christiansfeldvej. På Haderslev Kommunes hjemmeside for parkering kan du læse mere om parkering i Haderslev. Husk, at du ved ankomst altid bør tjekke betingelserne for dit specifikke parkeringssted.

Mange VB'ere vil torsdag tage turen sydpå. Forud for afrejse anbefales det at tjekke ens rejse og tage forbehold for trafik og andre relaterede forsinkelser, således unødige kødannelser omkring indgangen til udebaneafsnittet i videst muligt omfang undgåes. Klokken 17:00, en time før kampstart, åbner stadionportene til udebaneafsnittet på Sydbank Park.

Billetter og adgangsforhold

Billetter til torsdagens topbrag på Sydbank Park mellem Vejle Boldklub og Sønderjyske Fodbold kan købes online og på kampdagen ved indgangen til udebaneafsnittet. Sønderjyske Fodbold oplyser, at der tillægges et forsalgsgebyr på entrébilletter ved indgangen. Derfor anbefales gæstende VB'ere at købe billet i online forsalg.

Over 1.000 VB'ere har sikret sig plads på Sydbank Parks udebaneafsnit, og der er i skrivende stund stadig ledige billetter hertil. Udebaneafsnittet bliver sandsynligvis udsolgt, og der kommer derfor tryk på indgangene: Ankom til stadion i god tid og tag forbehold for forsinkelser.

Optakten

Interessen for torsdagens topkamp i Haderslev er stor. Således sender The Crazy Reds for nuværende to store fanbusser afsted til Haderslev fra Vejle torsdag eftermiddag. I skrivende stund er der stadig pladser i bus nummer to. Afgang er fra Vejle Stadion klokken 16:30. Tilmelding sker på sms til telefonnummer 42 43 18 91, i hvilken navn og eventuelt medlemsnummer angives. Prisen for turen er 100,- - husk, at du selv skal sørge for at købe kampbillet til stadion. Betaling skal ske til MobilePay 14188. Tilmelding er bindende og er først gældende, når betalingen er gennemført.

Har du spørgsmål til din næste udebanetur?

Anders Grøndahl er SLO/fankoordinator i Vejle Boldklub. Det er Anders Grøndahl, som er kontaktperson angående fanrelaterede spørgsmål om Vejle Boldklub, herunder blandt andet udebaneturene. Anders Grøndahl kan træffes på mail ag@vejle-boldklub.dk eller på Vejle Boldklubs SLO-side.

Vel mødt!

NordicBet LIGA
Torsdag den 11. maj klokken 18:00
Sønderjyske Fodbold - Vejle Boldklub
Sydbank Park
Stadionvej 7, 6100 Haderslev

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV