Foto: Ole Kristensen
Af Ole Kristensen | 2. oktober 2023
I sin 21 mands trup bragte VB otte mand fra førsteholdstruppen og 13 fra Akademiet. VB stillede stærkt til start med Tobias Haahr bag Flø, Tomaselli, Arsic og Udengaard. Anfører Ofori, Busuladzic og Theo Laursen var at finde på midtbanen og Juwara, Onugkha og Assehnoun fremme.
Viborg stillede ungt op, men også med profiler som Jatta, Andrade og Renato Júnior.
Det stille og lune oktobervejr var ideelt til fodbold, om end banen var ganske våd efter det kontinuerlige regnvejr op til kampen.
Efter en Viborg-omstilling i kampens spæde begyndelse, som Tomaselli klarede med et godt tilbageløb, stod der VB på begivenhederne. Hjemmeholdet var her og der og alle vegne, og allerede efter tre minutter kunne German Onugkha flugte sit hold foran.
Yderligere kun fem minutter skulle der gå, før det stod 2-0. Magnus Udengaard slog en perfekt bold til modsat side, hvor Juwara kom til og nettede sikkert.
Efter chokstarten kom Fodsportsforeningen bedre med i kampen – dog uden at kunne true et påpasseligt VB-forsvar med et sikkert stopperpar i Tomaselli og Arsic.
Lidt unødvendigt fik de gråklædte gæster dog reducerer umiddelbart inden pausen, da Renato Júnior fik lov at pande bolden flot i mål.
Efter pausen begyndte VB en række af ni indskiftninger af akademispillere. Flere måtte spille ude af position, hvilket selvsagt gik ud over rytmen. Gæsterne kom da også straks efter pausen til muligheder. Haahr måtte give hjørne på et langskud fra Andrade, og Lukas Kirkegaard headede på VB-overliggeren.
Stakkels Magnus Nykjær blev skadet vel allerede ved første boldberøring og måtte udskiftes. Christian Gammelgaard fik efter sin lange skadespause den første halve time af 2. halvleg.
Efter en time fik hjemmeholdet dog en stor chance for at øge føringen, da Assehnoun spillede Onugkha helt fri, men godt gået ud af VFF-keeper Lasse Schulz.
Også Rasmus Lundsgaard var tæt på, men måtte se sit hovedstød efter hjørne pareret på stregen.
En VFF-udligning lå dog i luften, og i det 67. minut driblede Andrade sig uimodståeligt igennem og scorede til slutresultatet.
Kun en monsterredning af Tobias Haahr på et hovedstød af Renato Júnior fra tæt hold forhindrede en Viborg-føring med et kvarter igen.
Jatta sluttede kampen af med at heade over mål, og 2-2 var ganske fair, spil og chancer taget i betragtning. Kun målmand Haahr, Flø, Arsic og Busuladzic spillede fuld tid hos VB. Ebenezer Ofori måtte efter kampen hjælpes i omklædningsrummet, men hvor alvorlig fodskaden er, er endnu ikke til at sige.
Næste opgave for VB i Future Cup er mandag den 23. oktober, hvor Kielstrup & Co. skal en tur til Silkeborg.
Kielstrup: God 1. halvleg, rodet 2. halvleg
- En god reserveholdskamp, inden vi skal til at skifte. De mange indskiftninger af folk på uvante positioner går selvfølgelig ud over kvaliteten, konkluderede Steffen Kielstrup efter kampen.
- Der kom lidt skader i går, og nogle måtte kun spille et vist antal minutter, og så bliver det jo en kamp med mange skift.
Træneren var godt tilfreds med 1. halvleg.
- Vi spiller den godt rundt, får scoret to hurtige mål og har andre gode muligheder. Havde vi været lidt skarpere og truffet bedre beslutninger, kunne vi nok godt have scoret en gang eller to yderligere. 2. halvleg bliver noget rod, men folk kæmper godt for sagen. Viborg har et par dygtige folk med, og det var en fin udfordring for vore unge spillere. Flø bliver fx udfordret over for Andrade, og det er lærerigt. Og godt at få ”GG” i gang.
Kielstrup forudskikkede, at der nok kun bliver spillet yderligere en Future kamp i efteråret – den mod Silkeborg den 23. oktober.
- De andre klubber vil helst ikke spille i landsholdspauser, hvilket ellers var oplagt, så det er lidt svært at få lagt kampene, sagde ”Kiel.”
Future Cup 2023-24, VB Parken
Mandag den 2. oktober 2023 kl. 14.00
Vejle Boldklub - Viborg FF 2-2 (2-1)
4. 1-0 German Onugkha
9. 2-0 Musa Juwara
43. 2-1 Renato Júnior
67. 2-2 Sergio Andrade
Kort:
71. Azer Busuladzic (gult kort)
89. Mohammad Tamim (gult kort)
Indskiftninger:
46. Theo Laursen ud Christian Gammelgaard ind
46. Magnus Udengaard ud Magnus Nykjær ind
46. Andreas Tomaselli ud Rasmus Lundsgaard ind
51. Magnus Nykjær ud Asger Fjord Stengaard ind
62. Ebenezer Ofori ud Frederik Flaskager ind
62. German Onugkha ud Victor Kjærsgaard ind
62. Musa Juwara ud Anton Klaster ind
75. Christian Gammelgaard ud Mohammad Tamim ind
80. Jasin Assehnoun ud Tobias Lykkebak ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen
Lasse Flø
Andreas Tomaselli
Vladimir Arsic
Magnus Udengaard
Azer Busuladzic
Ebenezer Ofori (anfører)
Musa Juwara
Theo Laursen
Jasin Assehnoun
German Onugkha
Bænken:
Christian Gammelgaard
Magnus Nykjær
Rasmus Lundsgaard
Asger Fjord Stengaard
Frederik Flaskager
Mohammad Tamim
Anton Klaster
Victor Kjærsgaard
Tobias Lykkebak
Gustav Nørregaard Knudsen (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.