Future Cup: Ungt akademi-hold tabte til Hvidovre

Arkivfoto: Johnny Kristensen

Et ungt mandskab med spillere fra VB Akademiets U19 og U17 Liga-hold tabte 3-0 (1-0) til Hvidovre IF på udebane i Future Cup mandag eftermiddag. Fra 3F Superliga-truppen var der spilminutter til Sønderskov, Flø og Tomaselli.

Af Lars Christensen | 29. april 2024

Det var VB Akademiets ungdomsligahold, der stillede holdet til årets sidste udekamp i Future Cup, som fungerer som reserveholdsturnering. Til opgaven stillede trænerstaben et hold med målmand Nikolaj Bertelsen bag en bagkæde med Sønderskov, Mads Bonde og Lukas Henriksen. Nykjær og Lauenstein centralt på midten, mens Ejlertzen og Udengaard spillede backs. Helt fremme Tamim og Appiah, mens Toby Pedersen lå bag dem i en hængende rolle.

Hvidovre IF kom med et mere rutineret hold bestående af flere seniorspillere fra 3F Superliga-holdet og deres U23-hold i Københavnsserien.

- Det er et rigtig godt match for vores akademihold at møde et stærkt seniorhold som det, Hvidovre stillede med i eftermiddag. De havde spillere som Matti Lund, Magnus Fredslund, Jeffrey Adjei-Broni, Mathias Andreasen og Adrian Kappenberger med, men også seniorspillere fra deres U23-hold, og vi blev matchet stærkt fysisk, og det var en god test, indleder Niclas Hougaard, der havde Mads Nissen fra VB Akademiets U17 Liga-hold med som assistenttræner.

- Det er især på tempoet og fysikken, at vi er matchede før pausen. Vi gør det okay i vores bagerste boldomgang, men vi bliver aldrig farlige, fordi vi laver for mange tekniske fejl, når vi presses på fysikken og tempoet. Der mangler også lidt energi og mod til at vende frem i banen med bolden, og for meget af kampen foregik desværre på vores banehalvdel, fortsætter Niclas Hougaard.

Værterne tog føringen midtvejs, da den store angriber Mathias Andreasen scorede på en returbold i feltet, efter at et frispark helt udefra hjørneflaget blev sendt i feltet.

Selvom Hvidovre lukkede opgøret efter pausen med to scoringer, så ændrede kampbilledet sig i de sidste 45 minutter, og det var en langt bedre præstation af det unge VB-mandskab.

- Vi spiller en rigtig god anden halvleg og skaber flere chancer for at reducere. Det er en halvleg, hvor vi ikke skal forsvare os ret meget, og de indskiftninger, vi gjorde i forbindelse med pausen, gav os et løft og et andet udtryk, som skulle have kastet et par mål af sig, siger Niclas Hougaard og uddyber om chancerne.

- Theo Laursen har en god chance i feltet, Tomaselli har flere farlige fremstød fra sin position i højre side, og Appiah er farlig på sine dybdeløb, men især Asger Fjord Stengaard var involveret i meget. Han kom ind på kanten og blev farlig flere gange og afsluttede også, men det sidste manglede lige, før vi havde fået åbnet kampen op med en scoring, men chancer var der, siger Niclas Hougaard.

Hvidovre øgede til 2-0 på et straffespark, da Udengaard var uheldig at vælte Adjei-Broni i en omstilling, mens Emil Borella øgede til slutresultatet efter en omstilling og et indlæg, som vejlenserne ikke fik afværget i det bagerste område.

- Anders Sønderskov spiller hele kampen i bagkæden og gør en god figur. Man kan godt se, at han får mere og mere seniortræning, og han træder i karakter. Men også Asger Fjord Stengaard og unge Yusuf Faghir fra U17-Liga-holdet laver gode indhop og er med til at spille os tilbage i kampen, siger Niclas Hougaard, der også glædede sig over, at Mads Lauenstein for første gang i sæsonen spillede 90 minutter.

Sæsonens sjette og sidste opgør i Future Cup spilles mod FC Nordsjælland i Vejle i næste uge.

Future Cup 2023-24, Pro Ventilation Arena, Hvidovre
Mandag den 29. april 2024 kl. 15.00
Hvidovre IF – Vejle Boldklub 3-0 (1-0)
20. 1-0 Mathias Andreasen
54. 2-0 Jeffrey Adjei-Broni (straffespark)
68. 3-0 Emil Borella Jensen

Indskiftninger:
46. Noah Ejlertzen ud Andreas Tomaselli ind
46. Magnus Nykjær ud Theo Laursen ind
46. Mohammad Tamim ud Asger Fjord Stengaard ind
58. Magnus Udengaard ud Lasse Flø ind
58. Mads Bonde Haar ud Theis Eskildsen ind
65. Lukas Henriksen ud Rasmus Lundsgaard ind
65. Bright Appiah ud Yusuf Faghir ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Nikolaj Bertelsen

Anders Sønderskov (anfører)
Mads Bonde Haar
Lukas Henriksen

Noah Ejlertzen
Magnus Nykjær
Mads Lauenstein
Magnus Udengaard

Mohammad Tamim
Toby Pedersen
Bright Appiah

Bænken:
Andreas Tomaselli
Theo Laursen
Asger Fjord Stengaard
Lasse Flø
Theis Eskildsen
Rasmus Lundsgaard
Yusuf Faghir
Thorbjørn Pløger (m) (ikke benyttet)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV