Faninfo forud for Hvidovre-kampen

Arkivfoto: Johnny Kristensen

Mandag klokken 14:00 bliver sæsonens sidste hjemmebanekamp i Nørreskoven sparket i gang. Vejle Boldklub vil være iklædt specialdesignede trøjer med et særligt budskab til fordel for Børns Vilkår.

Af Vejle Boldklub | 19. maj 2024

I morgen åbner Royal Fan Universe, herunder Arbejdernes Landsbank Kids Zone, halvanden time før kampstart: 12:30. Her vil det være muligt at købe mad og drikke fra boderne og kioskerne. I fanzonen vil fodbold dartskiven atter være tilbage, og i anledning af at Arbejdernes Landsbank for 15. år i træk er kåret til at være danskernes foretrukne bank, kan du vinde en fodbold ved at ramme 15-tallet på skiven.

Bemærk, at det, af logistiske årsager ifm. aktiviteter i fanzonen, kun er den bagerste af de to hovedindgange, der mandag har åben op til kampstart. Vis hensyn og ankom til stadion i bedst mulig tid.

Arbejdernes Landsbank er kampsponsor, men vil ikke være at finde på spillernes trøjer, da bankens velkendte logo vil være byttet ud med citater fra BørneTelefonen. Arbejdernes Landsbank har valgt at donere pladsen på trøjen til Børns Vilkår for at kaste lys på forældres skærmbrug omkring deres børn. Derfor vil spillerne ikke gå ind med maskotter fra Vejle Boldklubs mange samarbejdsklubber, men med deres telefon i hånden - et statement om, at tilstedeværelsen af mobiltelefonen er fraværet af noget andet.

Trøjerne vil efterfølgende bortauktioneres via MatchWornShirt, Vejle Boldklubs officielle auktionspartner. Auktionen hos MatchWornShirt vil begynde ved kampstart klokken 14:00, og der vil i den forbindelse blive delt links til auktionen på Vejle Boldklubs Facebook- og Instagram-profil, på hjemmesiden og i VB-appen.

Livemusik i Royal Fan Universe

Jelling Musikfestival, Vejle Boldklubs kære samarbejdspartner, har budt ind til festen og tager Metropol med, som spiller fanzonen op med sprød festivalmusik fra årets stærke program.

Metropol spiller i fanzonen 12:40-13:10 og 13:20-13:50.

Vejle Boldklub opfordrer alle VB'ere til at komme på stadion i bedst mulig tid.

Blok E vil stå klar med en lotterikonkurrence, og i den har du mulighed for at vinde flotte præmier. De gode folk bag kan kendes ved deres bluser med BLOK E - CREW på ryggen.

Emma's Ismejeri er tilbage på stadion med sin bod, hvorfra der vil blive solgt churros. Boden er lokaliseret i Royal Fan Universe.

VB-shoppen, Vejle Boldklubs officielle inhouse fanshop på Vejle Stadion, slår dørene op klokken 12:00. VB-shoppen er lokaliseret til venstre for hovedindgangen, tæt på indgang B.

VB-shoppen har åbent i en halv time efter slutfløjt, det vil sige til cirka klokken 16:30. Kampstart er klokken 14:00.

Ny ekstra indgang til stadion

Vejle Boldklub har søgt om tilladelse til at åbne indgang D for derved at skabe en ekstra indgang til alle VB'ere. Denne forspørgsel har myndighederne givet grønt lys til - i en forsøgsordning.

Har du plads på afsnit D1, D2 eller F, kan du derfor nu have kortere vej til din plads.

Den nye indgang begynder ved det gamle stadion. Indgang B på det gamle stadion er blevet åbnet, hvorfra du vil blive ført ned til indgang D på Vejle Stadion, modsat hovedindgangen - se røde markeringer på ovenstående kort.

Ved indgang A er der etableret en ny rampe til kørestolsbrugere, hvilket betyder, at kørestolsbrugere fremadrettet kan overvære kampene i Nørreskoven fra en bedre placering, tættere placeret på VB's stemningsskabende fans på Blok E. Kørestolsbrugere opfordres til at benytte indgang A.

Cyklende VB'ere kan parkere deres cykler i cykelstativerne bag vesttårnet.

Husk, at rygning på Vejle Stadion kun er tilladt i de afmærkede områder bag D-tribunen samt i det afmærkede område i Royal Fan Universe.

Vel mødt i Nørreskoven.

 

BILLETTER | ABONNEMENTER

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV