Foto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 6. februar 2023
Trænerteamet med cheftræner Ivan Prelec havde valgt en startopstilling med Trott på mål, og foran ham en bagkæde med Elvius, Velkov, Provstgaard og anfører Albornoz. På den bagerste midtbane lå Ofori, mens Lauritsen og Amby spillede de to 8’er-positioner foran ghaneseren. På siderne Drammeh og Kirkegaard med Sukuta-Pasu som spidsangriber. Undervejs i 1. halvleg byttede Lauritsen og Drammeh, således Drammeh kom ind mere centralt i banen.
Netop Drammeh havde vejlensernes første forsøg, da han selv drev bolden frem, men med højrebenet sendte franskmanden over det ukrainske mål. Kort efter kom Kyiv foran, og det var med Justin Lonwijk som en af iscenesætterne, da han satte en medspiller godt op i deres venstreside, og foran mål kunne Supryaga heade Dynamo Kyiv i front fra kort afstand.
Ukrainerne mødte VB højt i banen, og deres aggressive pres udfordrede vejlenserne i opspillet. Flere gange lykkedes det at komme fri med fine udspil, men den sidste præcision i de sidste afleveringer og indlæg manglede mod opstartens hidtil bedste modstander. Tobias Lauritsen havde også et godt løb ind i feltet med en afslutning til følge, men forbi mål. I den anden ende var Lonwijk nærgående med et spark, men forbi mål.
Der blev uddelt hele fem advarsler før pausen. VB’erne Drammeh, Elvius og Amby blev noteret for et par klare frispark, men ukrainerne fik to gule kort at gå til pause på.
De ukrainske modstandere byttede otte spillere i forbindelse med pausen. Blandt andre gik Viborgs tidligere hollandske profil Justin Lonwijk fra banen, og flere unge ukrainske spillere kom på banen, men også fx Oleksandr Andriyevski, 28 år, med A-landskampe, Champions League-optrædener og masser af klubkampe i Ukraine. VB’s modstander kom med et blandet hold til hver halvleg, hvor der var unge og mere rutinerede kræfter, og Dynamo Kyiv viste, at der er masser af talent og fodbold i alle hjørner af storklubben.
Ti minutter efter pausen havde Stefan Velkov et hovedstød efter et indlæg fra Kirkegaard, men bulgareren headede over mål. VB’erne kom længere frem på banen som 2. halvleg skred frem, og det gav også omstillingsmuligheder til ukrainerne.
I det 62. minut blev de ti markspillere byttet, og det betød en bagkæde med Li, Albentosa, Arsic og Ravn. På midtbanen lå Busuladzic bagerst med Ezatolahi og Barry foran, mens Gammelgaard, Onugkha og Mucolli udgjorde fronttrioen. Udskiftningen sparkede nyt liv i vejlenserne, og alene baseret på kampens sidste 30 minutter var der muligheder nok til en vejlensisk scoring eller to.
Først var det Onugkha, der efter fem minutter på banen vandt en bold i feltet og fandt Gammelgaard, der straks fik bolden over til venstrebenet, men den fjernes opstander stod i vejen for et mål. Med et kvarter igen var det Ezatolahi, der efter en VB-bolderobring centralt straks spillede frem til Barry, der fik en god chance midt for mål, men sparkede lige på Morhun i Kyiv-målet. Lige efter var iraneren igen i oplæggerens rolle, da han fandt Onugkha i feltet, men VB’s nye nummer 9 headede over. Minuttet efter var Gammelgaard igen på spil, da han rev sig fint fri i feltet, men selvom sparket med højrebenet var kvalificeret, så strøg det over mål.
Kampen fandt sin endelige afgørelse med ni minutter tilbage, da Oleksandr Yatsyk efter en god kombination kom ind foran mål, og fra kanten af feltet drejede bolden over i det lange hjørne. To minutter senere fik ukrainerne en friløber, da unge Igor Gorbach kom afsted, men han ramte stolpen, og på stregen sparkede Albentosa væk.
Dynamo Kyivs sejr kan der ikke pilles ved, men vejlenserne var godt med i opgøret i store perioder, og der er masser af positive elementer at tage med hjem i flyveren til Østjylland, og de sidste to uger af pre-season.
Se eller gense kampen på Vejle Boldklubs YouTube-kanal her.
Læs hvordan Dynamo Kyiv så kampen her.
Træningskamp, Mardan Stadyumu, Antalya, Tyrkiet
Søndag den 5. februar 2023 kl. 11.00 (lokal tid)
Dynamo Kyiv – Vejle Boldklub 2-0 (0-0)
11. 1-0 Vladyslav Supryaga
81. 2-0 Oleksandr Yatsyk
Kort:
24. Mouhamadou Drammeh (gult kort)
43. Marius Elvius (gult kort)
45. Oliver Amby (gult kort)
60. Tobias Lauritsen (gult kort)
Indskiftninger:
62. Marius Elvius ud Sirong Li ind
62. Stefan Velkov ud Raúl Albentosa ind
62. Oliver Provstgaard ud Vladimir Arsic ind
62. Miiko Albornoz ud Christoffer Ravn ind
62. Oliver Amby ud Saeid Ezatolahi ind
62. Ebenezer Ofori ud Azer Busuladzic ind
62. Tobias Lauritsen ud Hamza Barry ind
62. Mouhamadou Drammeh ud Christian ”GG” Gammelgaard ind
62. Richard Sukuta-Pasu ud German Onugkha ind
62. Kristian Kirkegaard ud Arbnor Mucolli ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott
Marius Elvius
Stefan Velkov
Oliver Provstgaard
Miiko Albornoz (anfører)
Oliver Amby
Ebenezer Ofori
Tobias Lauritsen
Mouhamadou Drammeh
Richard Sukuta-Pasu
Kristian Kirkegaard
Bænken:
Lucas Hägg Johansson (m)
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Christoffer Ravn
Hamza Barry
Raúl Albentosa
Azer Busuladzic
German Onugkha
Arbnor Mucolli
Thomas Gundelund
Vladimir Arsic
Sirong Li
Christian ”GG” Gammelgaard
Saeid Ezatolahi
Dommer: Ukendt
Tilskuere: Cirka 100
Dynamo Kyiv (4-3-3): Ruslan Neshcheret (62: Valentyn Morgun) – Oleksandr Karavaev (46: Kostyantyn Vivcharenko), Maksym Dyachuk (46: Oleksandr Syrota), Denys Popov (46: Mykyta Burda), Vladyslav Dubinchak (46: Navin Malysh) – Anton Tsarenko (46: Oleksandr Yatsyk), Sergiy Sydorchuk (46: Oleksandr Andriyevskyi), Justin Lonwijk (46: Denys Garmash) – Nazar Voloshyn (46: Vladyslav Kabaev), Vladyslav Supryaga (62: Igor Gorbach), Olabiran “Benito” Muyiwa (62: Pashko)
Træner: Mircea Lucescu
Kort:
27. Sergiy Sydorchuk (gult kort)
45. Vladyslav Supryaga (gult kort)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.