Duelund før FCK: Vi skal stå tidligt op

Foto: Carl Forssling

Debuterende Mikkel Duelund var glad for både præstationen og det sene point, da VB indledte sæsonen med en uafgjort kamp mod Randers FC. Nu ser han med spænding frem imod besøget i Parken.

Af Lars Christensen | 24. juli 2025

Mikkel Duelund var én af de otte debutanter, der kom i kamp, da VB spillede 1-1 mod Randers FC. Offensivspilleren er kommet til Nørreskoven fra AGF, og han lagde fra land med en stærk indsats i deleren.

- Det var tæt på at være en helt perfekt kamp for holdet. Vi spiller den positive og dominerende form for fodbold, som vi træner på, og vi hentede et meget vigtigt point. Vi vil gerne angribe kampene, og det er især i de første 45 minutter, at vores stil er tydelig. Senere er kampen mere rodet, og vi indkasserer et mål og leder lidt mere efter spillet, indleder Mikkel Duelund.

Mens tiden var ved at rinde ud, dukkede Abdoulaye Camara op og sparkede læderet i nettet til 1-1.

- Vi får samlet os det sidste kvarter, hvor vi skal satse mere og mere for at få den her udligning. Jeg rykker ned på midtbanen og skal binde mere spil sammen, og der kommer nogle andre typer ind fremme, og så lykkedes vi med at forcere spillet mere og mere. Men det var virkelig fedt at se Camara svinge benet og bolden suse i nettet. Det var en tæt på perfekt afslutning på premieren for os, siger Mikkel Duelund, der også spillede sin første hele Superligakamp i lang tid.

- Kroppen har det rigtig fint her i dagene derpå. Jeg har brugt pre-season rigtig godt, og vi har trænet meget målrettet og hårdt på at stå klar nu, så jeg var klar på 90 minutter. Det var varmt, men jeg følte mig frisk, og vi havde som hold også overskud til sidst. Det var en god følelse, og det hele blev bare forløst med den sene scoring.

FCK venter i Parken

Næste opgave er F.C. København i Parken. Mestrene venter midt i et program, der byder på Champions League-kampe i midtugen og 3F Superliga-kampe i weekenden.

- De er vant til at tackle to kampe om ugen, så det har ingen betydning. Både spillere og trænere er forberedte på, hvordan man præsterer hele tiden, og det er en klub, der er gearet til at spille mange kampe. Vi har ikke favoritrollen, men vi kommer heller ikke for at lægge os ned. Der bliver faser under pres, og der skal vi virkelig stå imod som hold, men jeg vil gerne se, at vi holder kadencen fra 1. halvleg mod Randers FC i endnu længere tid, siger Mikkel Duelund.

- Vores bedste perioder mod Randers gav selvtillid, og det udtryk skal vi tage med ind i Parken. Vi skal turde diktere spillet, men omvendt også finde den rette balance, for FC København kommer også med masser af power, når de angriber.

28-årige Duelund har optrådt i nationalarenaen for både FC Midtjylland og AGF, og det er et svært sted at hente point.

- Jeg har mødt FCK i Parken mange gange, og det er et svært sted at vinde. Man skal stå tidligt op, hvis man vil have noget med. Mine tidligere erfaringer derovre er en pose blandede bolsjer. Senest med AGF blev jeg desværre skadet, men jeg har også haft nogle rigtig fine kampe derovre tidligere i karrieren. Det kræver en både moden og voksen præstation, hvis man vil have noget med hjem, siger Mikkel Duelund.

Fra kanten til 8’eren

Mikkel Duelund begyndte på venstrekanten mod Randers FC, men i takt med, at der blev skiftet fra bænken, blev der også roteret, og Duelund sluttede på midtbanen.

- Det er en trænerbeslutning, hvor jeg spiller på banen, og jeg finder mig godt til rette begge steder. Når jeg spiller længere tilbage på banen, skal jeg gerne have nogle hurtige folk foran mig, som jeg kan ramme, og på midtbanen handler det også om at sætte sine medspillere op. Vi er et hold, hvor der en stamme fra sidste sæson, men også rigtig mange nye relationer. Vi går på træningsbanen dagligt for at forbedre relationerne og for at lære en ny spillestil, og jeg er glad for, at vi fik vist alle mod Randers FC, hvor langt vi allerede er kommet. Der er fortsat rigtig meget arbejde foran, men vi jagter point i alle kampe, og vi lagde meget kompetitivt ud i premieren, siger Mikkel Duelund.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV