Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 24. maj 2025
Der var inden kampen gaver fra sportsdirektør Hemmersam og direktør Tønder til trænerduoen Kielstrup & Mølby. De to sympatiske og altid venlige og hårdtarbejdende klubfolk med VB i hjertet fik sammen med den øvrige stab skabt en hverdag, der i en tilsyneladende umulig situation fik spillertruppen til at rejse sig over evne og netop præstere det umulige – allerede i næstsidste runde. Den præstation vil aldrig blive glemt. Der var også stor hyldest fra fansene til de to ”bagmænd” bag genopstandelsen.
Der var i øvrigt et sandt gaveorgie inden kampen. Thomas Gundelund, Dimitris Emmanouilidis, German Onugkha, Emmanuel Yeboah, Yeni Ngbakoto, Kristian Kirkegaard, Miiko Albornoz, David Čolina, Richard Jensen, Andreas Tomaselli og Hamza Barry står for enden af deres kontrakt eller lejeaftale og modtog ligeledes en liden present.
Trænerduoen kunne trække sig tilbage med en lidt alternativ opstilling i den sidste, ”gratis” kamp. På målmandsposten havde Igor Vekić fået lov at hvile ud på bænken og overladt målet til Tobias Haahr Jakobsen og dennes 3F Superligadebut. Miiko Albornoz startede på backen for David Čolina, og endelig blev Emmanouilidis erstattet af Luka Hujber. Hujber tog højre back, mens GG, Gundelund, Hetemi og Kirkegaard lå på midten. Fremme Onugkha og AK.
Også gæsterne sparede lidt spillere – bl.a. holdt profilen Lirim Qamili fri – og sønderjyderne fyldte end ikke bænken ud.
Helt i tråd med folkestemningen var det tunge skydække trukket bort og erstattet af i alt fald momentant solskin.
Tilrejsende sønderjyder delte selvsagt glæden over overlevelse og fyldte pænt op i det indskrænkede udebaneafsnit.
De to hold gik uden tvivl på banen for at yde noget underholdning til et fyldt stadion, men ret hurtigt gik der nu lidt sommerkamp i det hele. Tydeligt var det, at efter mange liv-eller-død-kampe stod der nu absolut ingenting på spil for de to mandskaber, og intensiteten var beskeden.
Kirkegaard havde dog efter en håndfuld minutter en god skudchance efter en genialitet af Onugkha, men ”Kirke” blev tacklet i skudøjeblikket.
Efter 26 minutter fandt Gammelgaard Onugkha, men dennes hovedstød gik lige forbi den fjerneste stolpe.
Sønderjyskes første – og i 1. halvleg eneste – chance faldt i det 33. minut, da Alexander Lyng fik en god skudmulighed fra kanten af feltet, men forbi.
Efter pausen skulle tilskuerne dog få fem mål at gå hjem på. German Onugkha havde faktisk allerede bolden i nettet tre minutter efter pausen spillet op af ”GG”, men der var offside i situationen.
Fire minutter senere kælede Onugkha bolden på stolpen, og Gammelgaard sparkede forbi på returen. Øjeblikket efter kunne Onugkha, hvis lejeaftale med F.C. København nu udløber, lade sig hylde, da han blev udskiftet med Emmanouilidis. Strikerens betydning for Vejle Boldklub gennem flere sæsoner har været uvurderlig. Samtidig kom Anders Sønderskov ind til sin Superliga-debut som afløser for Velkov i midterforsvaret.
Efter 55 minutter kom hjemmeholdet foran. En veloplagt Luka Hujber sendte en god bold ind i feltet, hvor Anders K. Jacobsen fordoblede sæsonens scoringstal med et afrettet spark.
Føringen holdt dog kun i seks minutter. Mohamed Cherif viste, at sheriffen var kommet til byen og plaffede med venstre fra 20 meter bolden utageligt i VB-målet. Holy sh.. for en scoring!
Gæsterne skulle også kun bruge yderligere fire minutter til at bringe sig foran. Bolden blev løftet mod bageste stolpe, hvor Ebube Duru kom stormende til og headede i mål.
Juwara og Elvius afløste nu AK og Albornoz, og førstnævnte var straks tæt på en udligning med et afrettet skud snært forbi.
Også kaptajn Gundelund, der ligeledes forlader klubben, blev hyldet ved udskiftningen, da han gjorde plads til Ngbakoto.
Tobias Haahr diskede op med en stor redning på Cherif, inden han i det 83. minut måtte pille bolden ud af netmaskerne for tredje gang. Van Bruggen var uopmærksom, og indskiftede Rrahmani smuttede imellem og kunne score let til 1-3.
Publikum skulle dog få en forsonende afslutning. I overtiden scorede Musa Juwara, da han bankede bolden ind højt i målet efter Elvius’ forarbejde. I første omgang havde linjedommeren flaget oppe, men han blev underkendt af VAR.
Trods stort tryk i de resterende minutter, hvor også Tobias Haahr gik med frem, blev det ved de 2-3, og samme Haahr nåede at udmærket sig endnu engang ved en flot redning mod indskiftede Matthew Hoppe.
Der var selvsagt ingen gule kort fra dommer Lasse Læbel Graagaard i den fredelige kamp. Kirkegaard blev Man of the Match.
Sure miner var der ingen af trods nederlaget, og spillerne og ikke mindst trænerne blev fejret igen og igen, ligesom spillerne rundhåndet bortgav diverse løsøre til ungdommelige fans.
Steffen Kielstrup holdt tale til nationen straks efter slutfløjtet og takkede fansene, Akademiet og alle øvrige involverede.
De mange farvelgaver indikerer selvsagt, at der forestår sportsdirektør Hemmersam et større og lidet misundelsesværdigt puslespil, mens alle andre går på ferie. Et nyt hold skal bygges op, og forhåbentlig bliver det et hold med spillere, der forsvarer lige så godt, ja, måske endda bedre, men også gerne bliver så gode på bolden, at VB selv kan dirigere kampene en smule mere, end det var tilfældet denne sæson. Sker det, kan fansene forhåbentlig imødese en sæson, hvor der bliver knap så meget brug for Restenilerne…
Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2024-25, Vejle Stadion
Lørdag den 24. maj 2025 kl. 15.00
Vejle Boldklub – Sønderjyske Fodbold 2-3 (0-0)
55. 1-0 Anders K. Jacobsen
62. 1-1 Mohamed Cherif
66. 1-2 Ebube Duru
83. 1-3 Albert Rrahmani
90. 2-3 Musa Juwara
Indskiftninger:
53. German Onugkha ud Dimitris Emmanouilidis ind
53. Stefan Velkov ud Anders Sønderskov ind
67. Miiko Albornoz ud Marius Elvius ind
67. Anders K. Jacobsen ud Musa Juwara ind
75. Thomas Gundelund ud Yeni Ngbakoto ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen
Luka Hujber
Stefan Velkov
Damian van Bruggen
Miiko Albornoz
Christian Gammelgaard
Thomas Gundelund (anfører)
Lundrim Hetemi
Kristian Kirkegaard
Anders K. Jacobsen
German Onugkha
Bænken:
Igor Vekić (m)
Yeni Ngbakoto
Musa Juwara
Dimitris Emmanouilidis
Anders Sønderskov
Richard Jensen
David Čolina
Marius Elvius
Masaki Murata
Dommer: Lasse Læbel Graagaard
Tilskuere: 9.490
Sønderjyske (4-3-3): Nicolai Flø – Andreas Oggesen, Maxime Soulas, Marc Dal Hende, Ebube Duru (77: Alberto Vogtmann) – Lukas Björklund (77: Matthew Hoppe), Tobias Sommer, Mohamed Cherif – Anders Bergholt (63: José Gallegos), Alexander Lyng (63: Ivan Djantou), Olti Hyseni (63: Albert Rrahmani)
Træner: Thomas Nørgaard
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.