Foto: Nikolaj Frimann Nielsen
Af Ole Kristensen | 20. maj 2024
Ivan Prelec havde byttet ud på en enkelt plads i forhold til sejren over Lyngby. Victor Lind erstattede på kanten Emmanouilidis.
Per Frandsen havde større lyst til eksperimenter og skiftede fire i sin startellever.
Blok E havde i sagens natur ikke det store modspil. I bevidstheden om, at deres hold var rykket ned, havde de fleste tilhængere fra 2650 valgt at blive hjemme på altanen med en kold, men nogle få af de inkarnerede var da – al ære værd – mødt frem, ovenikøbet iført maleriske, blårøde bannere.
9106 vidner – endnu engang et imponerende tilskuertal – nød pinsestolen, men det er jo også lettere, når man kan sidde stille med læskende drikke fra kioskerne, i modsætning til aktørerne, som måtte kæmpe på den glohede grønsvær. Også Ejgil Egern og hans gnaverkollega fra Arbejdernes Landsbank, haren Albert, svedte bravt i deres pelse.
VB og Arbejdernes Landsbank støttede Børns Vilkår med dagens specielle kamptrøje. Bl.a. lød noget af den påtrykte tekst: ”Når min mor er hjemme, sidder hun med sin telefon og er ligeglad med mig.” Et hjerteskærende udsagn, som alle voksne godt kan tage til sig. Lige i dag bør det dog være okay, hvis mor i et ubemærket øjeblik lige studerer 3F Superliga-stillingen på sin telefon …
Kampen var afgjort, omtrent før de sidste tilskuere havde fået sig bænket. Sekundviseren havde ikke spadseret meget mere end en omgang, førend German Torjäger Onugkha havde slået til første gang. Čolina sendte en lang bold frem, Juwara stjal bolden fra uopmærksomme HIF-forsvarere og spillede topscoreren fri, og her svigter Onugkha aldrig …
Hvidovre fandt ikke rigtig sted i kampens indledning, og efter fem minutter var den gal igen – omtrent inden gæsterne overhovedet havde været på VB’s banehalvdel. Francois lagde bolden perfekt ind til Onugkha, som headede i mål via Filip Djukic’ handskespidser. Die Rote Mauer stand Kopf …!
Med al den ro i sindet, som 2-0 føringen gav, fortsatte VB dominansen og var klart farligst i den resterende del af halvlegen, om end måltavlen ikke skiftede yderligere. Vejlenserne var aggressive og pressede højt og vandt dueller og andenbolde. Victor Lind var på spil efter 12 minutter, men hans forsøg på at finde Onugkha blev forpurret af Djukic, som dykkede ned og sikrede sig bolden.
Øjeblikket efter var HIF’s Mathias Andreasen dog på spil i den modsatte ende, men Albentosa skred ind på det helt rigtige tidspunkt.
Per Frandsen måtte allerede efter 18 minutter skadesbetinget udskifte Magnus Fredslund med rutinerede Martin Spelmann.
Djukic måtte efter 21 minutter diske op med en kæmperedning på en fri Victor Lind.
I minut 34 var Onugkha på spil, da han opfangede en løs bold, men Djukic reddede det flade forsøg.
Fem minutter før halvtid havde Provstgaard bolden i nettet efter hjørne, men Jens Maae så et frispark inden.
Så 2-0 efter 45 minutter, og det kunne de sortklædte gæster være godt tjent med …
Billedet fortsatte efter pausen, og Velkov var hurtigt farlig med hovedet efter hjørne.
Elvius afløste som første indskifter Gundelund på højre wingback.
Efter 64 minutter blev Victor Lind spillet helt fri af Čolina, men afslutningen gik forbi – en kæmpechance til en ellers veloplagt Lind.
Det var stadig VB, der sad på chancerne. Med en snes minutter igen lagde Albentosa op til Velkov, men bulgareren sparkede over.
Emmanouilidis og Tobias Lauritsen kom nu ind for Juwara og Lind. Grækeren tog straks fat i bolden, og efter en solo fra egen halvdel afsluttede han snært forbi.
Det var dog lige før, VB-tilhængerne alligevel måtte hive Restenil’erne frem af inderlommen til sidst. Gæsternes indskiftede Simon Makienok fik headet i en situation, som VB-forsvaret i troen på, at bolden vist havde været over baglinjen inden, nok undervurderede, men bolden traf indersiden af stolpen og dansede over stregen, inden Trott fik sikret sig læderet. Pyh …!
Nu kunne kampen så ebbe ud, mens jubelen skyllede ned over spillerne, som havde gjort det umulige muligt og løst billet til endnu en SL-sæson. Anders K. Jacobsen og Miiko Albornoz fik tillægstiden for Onugkha og Čolina.
Advarsler til Čolina og Provstgaard, og da sidstnævnte lige nøjagtigt slap med en firer på advarselsskemaet, kan han også træde op i Randers på lørdag …
MOM blev Tyrese Francois, som endnu engang manifesterede sig som Leistungsträger på den vejlensiske midtbane.
Efter kampen var idel Friede, Freude, Eierkuchen. Trott i guldstol, fællesfoto, bolde fra Arbejdernes Landsbank, Den Røde Mur i selvsving, fremkaldelse af nogle af publikumsfavoritterne incl. Ivan Prelec, og en fejring, der ingen ende ville tage. Fussballherz – was willst du mehr …?
Aber keine Rosen ohne Dorne …
Der forestår nu et større puslespil for at gøre VB-truppen slagkraftigt nok til 3F Superligasæsonen 24-25, som byder på udfordringer nok. Der rykker ikke noget ”nyt Hvidovre” op med begrænset økonomi og erfaring, men to gennemrutinerede klubber i Sønderjyske og AaB.
Og VB-truppen står sandsynligvis over for større forandringer. Mange er lejespillere, nogle har kontraktudløb, flere er i søgelyset fra andre klubber, hvis scouts er flittige besøgende, når VB spiller (og spillersalg er nu engang en del af forretningen). Så der ligger noget af en kabale for sportschef Marius Adrian Nicolae, hvis VB ikke igen skal regnes som storfavorit til en af nedrykningspladserne. Og der er jo ikke ubegrænsede økonomiske ressourcer i Nørreskoven …
Har det så været spillemæssigt attraktivt denne sæson? Næh, ikke specielt – i alt fald ikke altid. VB har i de fleste kampe haft en beskeden boldbesiddelse, hvilket naturnødvendigt også fører til flere frispark og flere gule kort. Ikke mange mål imod, men heller ikke mange egne scoringer Holdet har dog været tro mod sin spillestil og aldrig rystet på hånden. Trods seks tabte kampe har der været ro og stabilitet i trup og på ledelsesgang. Kun kampen i Herning, hvor VB spillede i undertal, er tabt med mere end et mål, og holdet har været kompetitivt i alle kampe, om end ikke altid særligt meget på bolden.
I målet har de rødblusede haft en pointgivende keeper i Nathan Trott, måske 3F Superligaens bedste målmand. Kaptajnen, Raúl Albentosa, har dirigeret sit hold forbilledligt og holdt sammen på det hele, når hans mandskab var presset. Oliver Provstgaard, den talentfulde og medievante stopper, klubmand om nogen, men nu nok moden til større adresser. Stefan Velkov, bulgarsk hardnitter, suppleret af Denis Kolinger, stærk header, som har afvist utallige indlæg fra modstanderne.
Thomas Gundelund, egenavlsspiller, og nu endelig med en længere skadesfri periode, som har ladet ham udvikle det umiskendelige talent på højre wingback. Godt suppleret af Marius Elvius. På den anden wingback et frisk pust fra lejede David Čolina fra Augsburg, der har givet stabilitet i venstresiden og med gode offensive kvaliteter, incl. et monsterlangt indkast, der fx lagde op til Provstgaards scoring i Brøndby. Suppleret af erfarne Miiko Albornoz.
Bedste nytilknytning i vintervinduet var australske Tyrese Francois, lejet i Fulham. En australier med utallige bolderobringer på midtbanen. Hamza Barry, uvurderlig midtbanedynamo med stor erfaring fra det gambianske landshold. Smukt suppleret af rutinerede Ofori, energiske og fremadrettede Tobias ”Bisse” Lauritsen fra VB Akademiet samt af hurtige Kristian Kirkegaard.
Fremme den mest omtalte spiller sammen med Trott, topscorer German Onugkha, som har en full package som angriber, og som ikke mindst fandt målinstinktet mod slutningen af sæsonen – på det helt rigtige tidspunkt. Nu med scoringer i syv kampe i træk! Den spiller, der vel har undergået den største positive udvikling, er Musa Juwara, som er gået fra marginal- til stamspiller, og som med sin fart og uforudsigelighed (ifølge Prelec både for med- og modspillere!) har bidraget uhyre meget til holdets overlevelse. Hans samarbejde med Onugkha har været forbilledligt. Angrebet suppleret med den talentfulde lejespiller Victor Lind og den ligeledes lejede, gennemrutinerede Anders K. Jacobsen, som ikke mindst har vist sig stærk i presspillet. Rutinerede Yeni Ngbakoto, som præsterede på et erfarent og stabilt niveau, men desværre sluttede sæson skadet. Og selvfølgelig publikumsyndlingen Dimitris Emmanouilidis, som har fået sin sæson ødelagt af skader, men nåede at komme med mod slutningen.
Hertil kommer selvfølgelig reservekeeper Igor Vekić samt de mange unge, som har været med til at give konkurrence og intensitet i den daglige træning.
Måtte det lykkes for ledelsen i det mindste at bibeholde en stamme fra denne trup til næste sæson.
Men husk – der er altså stadig noget at spille for i den sidste kamp! VB kan nå en play-off kamp om syvendepladsen og dermed Europa, så alle mand til Kronjylland på lørdag!
Forza VB!!!
Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2023-24, Vejle Stadion
2. pinsedag, mandag den 20. maj 2024 kl. 14.00
Vejle Boldklub – Hvidovre IF 2-0 (2-0)
2. 1-0 German Onugkha
6. 2-0 German Onugkha
Kort:
83. David Čolina (gult kort)
90. Oliver Provstgaard (gult kort)
Indskiftninger:
55. Thomas Gundelund ud Marius Elvius ind
76. Musa Juwara ud Dimitris Emmanouilidis ind
76. Victor Lind ud Tobias Lauritsen ind
90. David Čolina ud Miiko Albornoz ind
90. German Onugkha ud Anders K. Jacobsen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott
Stefan Velkov
Raúl Albentosa (anfører)
Oliver Provstgaard
Thomas Gundelund
Hamza Barry
Tyrese Francois
David Čolina
Victor Lind
German Onugkha
Musa Juwara
Bænken:
Igor Vekić (m)
Miiko Albornoz
Kristian Kirkegaard
Ebenezer Ofori
Dimitris Emmanouilidis
Anders K. Jacobsen
Denis Kolinger
Tobias Lauritsen
Marius Elvius
Dommer: Jens Maae
Tilskuere: 9.106
Hvidovre (4-3-3): Filip Djukic – Magnus Fredslund (19: Martin Spelman), Matti Olsen, Daniel Stenderup, Ahmed Iljazovski (68: Marc Nielsen) – Thomas Jørgensen (46: Jeffrey Adjei-Broni), Jonas Gemmer, Mathias Gehrt (56: Simon Makienok) – Lirim Qamili, Mathias Andreasen (56: Tobias Thomsen), Christian ”Greko” Jakobsen
Træner: Per Frandsen
Kort:
53. Christian ”Greko” Jakobsen (gult kort)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.