Arkivfoto: Ole Kristensen
Af Lars Christensen | 21. januar 2024
VB Akademiet har været i gang i to uger med hård træning, så spillerne er klar til forårssæsonen. Lørdag eftermiddag fik de respektive trænerteams så de første forårsfornemmelser, da AaB ventede i træningskampe.
U19-spillerne slap klart bedst fra den nordjyske test, da de i lighed med efterårets liga-kamp på Hornevej vandt over de bolsjestribede.
- Vi vinder 1-0 i Aalborg, og det sker efter en 1. halvleg, hvor vi er gode med bolden. AaB står mere kompakte, og det skal vi indstille os på, men senere finder vi gode løsninger. Defensivt er jeg positivt overrasket over, hvor godt vi hænger sammen. Vi er kompakte og fine i det høje pres, siger Niclas Hougaard, der er cheftræner for U19 Liga-holdet.
- Efter pausen indleder vi skidt og har en masse individuelle aktioner, hvor vi mister bolden og spiller uden power. Vi spiller os ind i kampen igen og er bedst i den sidste del af anden halvleg. Kampen bliver afgjort i den fase, hvor Asger Fjord Stengaard scorer sejrsmålet ude fra venstre side. Hjalte Gitz, Theis Eskildsen og Magnus Udengaard gør det godt i forsvaret, da det spidser til, og i den anden ende er Frederik Flaskager ved at slippe igennem et par gange, siger Niclas Hougaard, der gav comeback til Silas Valbak, der har siddet udenfor i de sidste måneder af 2023.
Cheftræneren glædede sig over præstationerne før pausen fra Theo Laursen, Marcus Sønderstrup Nielsen og Bright Appiah.
U19 Liga-holdets holdopstilling (3-5-2): Nikolaj Bertelsen (46: Jonathan Villefrance) – Anton Klaster (46: Hjalte Gitz), Rasmus Lundsgaard (46: Theis Eskildsen), Aiham Walid Dahche (46: Magnus Udengaard) – Rasmus Koch (46: Noah Ejlertzen), Toby Pedersen (46: Tobias Lykkebak), Marcus Sønderstrup Nielsen (46: Sander Ravn), Theo Laursen (46: Magnus Nykjær), Silas Valbak (46: Rasmus Lykkegaard) – Bright Appiah (46: Frederik Flaskager), Mohammad Tamim (46: Asger Fjord Stengaard)
U19 stillede op uden Anders Sønderskov, Andreas Tomaselli og Lasse Flø, der er med 3F Superliga-truppen på træningslejr i Belek.
U15 Liga-holdet var også med i Aalborg, men efterårets succesrige akademihold fik ikke et resultat med hjem, da aalborgenserne vandt 3-1. Det var debuterende Mattias Hansen, der scorede for vejlenserne.
- Det bliver en rodet kamp, hvor vi skifter lidt rundt i vores pres og har forskellige holdopstillinger, og hvor vores kvalitet er svingende. Det er tydeligt, at vi skal tilbage til vores spillemæssige principper igen og ramme vores kampform. Vi stresser desværre meget på bolden, og derfor har vi problemer med vores spilvendinger. Når vi lykkes med dette, så kommer vi også frem til muligheder. Vores presspil bliver bedre i slutningen af kampen, og her var vi mere fremadrettede og aggressive, og det gav et bedre udtryk, siger Kristian Olesen, der er cheftræner for U15 Liga-holdet.
I den kommende weekend spiller U15 Liga-holdet testkamp i VB Parken mod Randers Freja FC.
U17 Liga-holdet fik heller ikke et resultat med hjem fra lørdagsturen til Nordjylland, da AaB vandt træningskampen med 3-2 (1-0), efter at nordjyderne lavede to mål mod slutningen, hvor de spillede i overtal. Det opgør så cheftræner Mads Nissen således:
- Vi taber 3-2 i Aalborg, men kampen er godkendt fra vores side. Der er 21 spillere i aktion, og det var vigtigt at få alle kampklare spillere i gang i den første testkamp og det fik vi. I første halvleg er vi gode på bolden, men skaber for lidt, mens vi efter pausen bliver mere direkte og deraf også mere effektive. Ved pausen fører AaB 1-0, da de scorer efter en omstilling, og i den del af spillet udfordrer de os virkelig, siger Mads Nissen.
Efterårets profil, Marcus Bunton Olesen, udligner til 1-1 efter flot forarbejde af Malthe Emil Hansen, mens debuterende Mathias Bang ti minutter senere bringer vejlenserne foran 2-1 på et brag af et langskud.
- Kort tid efter Mathias bringer os foran 2-1, må han desværre gå ud med en skade, og vi slutter kampen med at spille 15 minutter i undertal. I den periode er AaB rigtig skarpe, og de scorer på et straffespark og efter en omstilling. Alt i alt er det som sagt godkendt. Fysisk ser vi fine ud, og vi er, hvor vi skal være på nuværende tidspunkt i opstarten, men der er plads til forbedring både med og uden bolden, siger Mads Nissen.
Hjalte Gitz, Rasmus Lykkegaard, Aiham Walid Dahche og Rasmus Koch fra U17 Liga-holdet spillede med i U19 Liga-holdets træningskamp, og derfor havde U17 Benjamin Stelman, Kasper Lorents og Jeppe Højgaard fra U15-holdet med.
VB Akademiets liga-hold spiller træningskampe i VB Parken i de to kommende weekender, inden de drager på den årlige træningslejr i Tyrkiet.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.