Bisse før Silkeborg: En løbeopgave

Foto: Daniel Abedeny

Tobias Lauritsen ser frem til søndagens opgør på JYSK park i Silkeborg, hvor der skal løbes masser af meter i jagten på at lukke rummene for det velspillende hjemmehold. Det er vigtigt, at vi dæmmer op for deres småspil inde centralt, og det gør vi bedst ved at være kompakte og lukke rum, mener VB’eren.

Af Lars Christensen | 25. september 2025

3F Superliga-truppen var onsdag aften på Nordvestsjælland til pokalfight mod Holbæk B&I, mens torsdagen gik med dels evaluering af kampen og fortsatte forberedelser til den kommende opgave mod Silkeborg.

- Det var rigtig vigtigt for os at klare opgaven mod Holbæk i ordinær spilletid, så vi undgik 30 minutters forlænget spilletid. Jo længere en kamp går, jo større er sandsynligheden for, at det går galt. I den periode, hvor jeg kommer ind med et kvarter igen, intensiverer vi trykket på deres felt mere og mere, og så opstod chancerne også, indleder Tobias Lauritsen.

Den formstærke midtbanespiller havde en fod med i opspillet til udligningen til 2-2, da han fandt Chiakha i dybden.

- Der var nogle sekvenser, hvor vi spillede hurtigt og med få touches, og så fik vi flyttet deres bagkæde. Det gav plads til Amin ved udligningen, og til sidst er det så efter en dødbold, at vi fastholdt mange spillere i boksen, og Velkov er svær at holde på anden stolpe. Det var en rigtig pokalkamp, og vi leverede det, der skulle til.

- Vi lukkede kampen torsdag ved en evaluering, og så kigger vi ellers frem mod Silkeborg. Jeg elsker at spille kampe, og de her engelske uger med tre kampe er fantastiske. Vi udvikler os på træningsbanen, men det gør vi også i kamp, og jeg glæder mig hver gang. Vi skal nok være klar, siger Tobias Lauritsen.

Tre forårskampe mod SIF

Tobias Lauritsen var med i de tre forårskampe mod silkeborgenserne, hvor VB vandt 1-0 i forårspremieren, tabte 0-4 i Nørreskoven og spillede 1-1 på JYSK park. Tre resultater, der var med til at sikre overlevelse i landets bedste række.

- Det var tre kampe, som hver især var vigtige. Vi tog nogle vigtige points, men omvendt lærte vi rigtig meget af hjemmekampen. Hvis man ikke gør sine ting hundrede procent og tager alle løbene mod SIF, så er de modbydelige fremad banen. I de to kampe i Silkeborg klarede vi næste den opgave til perfektion, og det kræver noget lignende på søndag.

I forårspremieren var det Onugkhas mål kort efter pausen, der sparkede overlevelsesrejsen i gang. ”Bisse” var involveret i scoringen og husker opgøret tydeligt.

- Vores organisation bestod virkelig i den kamp, og det var en holdindsats mere end noget andet. Vi accepterede alle sammen, hvordan den opgave skulle løses. Det var efter en af vores perioder på bolden, at vi skaber målet. Efter noget klumpspil inde på midten, så erobrer Kirkegaard og jeg bolden, og jeg spiller ud på Čolina, der finder Onugkha i feltet, og han scorer med højre yderside, og derfra afvise vi bare det hele. Det var en fed oplevelse.

- Vi skal heller ikke forvente at have bolden hele tiden, og vi skal være indforståede med, at der skal løbes mange meter for at lukke rum centralt i banen. Det er vigtigt, at vi dæmmer op for deres småspil centralt i banen, og det gør vi bedst ved at være kompakte og lukke rummene ned. De er gode til deres spilvendinger, og her er vores organisation vigtig, så vi får flyttet kæderne både rigtigt og hurtigt. Noget af det, vi kan afgive, er indlægsspillet, fordi vi med vores stoppere kan matche dem i duelspillet, forudser Tobias Lauritsen.

Midtbanespilleren fortæller også, at vejlenserne har arbejdet på en mere boldbesiddende stil siden sommeropstarten, og det skal også gerne kunne ses mod SIF.

- Vi kommer til at have passager med bolden, og der skal vi være meget omhyggelige med vores pasninger. Hold som Silkeborg, FC Nordsjælland og Brøndby straffer de mindste pasningsfejl centralt i banen og løber hurtige omstillinger. Vi skal finde ro på bolden og tage de rigtige positioneringer, så vi også kan true på andet end omstillinger. Men det her bliver først og fremmest en løbeopgave, og det skal hele holdet acceptere, hvis vi skal ramme en toppræstation og have et resultat med, siger Tobias Lauritsen.

Inden landsholdspausen kom vejlenserne fra en sikker pokalsejr over FC Skanderborg, men også nederlag mod AGF og Viborg.

- Vi kom fra en periode med et par 3F Superliga-kampe, hvor hverken resultatet eller præstationen sad lige i skabet. Nu har vi stabiliseret begge dele med to krydser mod nogle af vores konkurrenter, men vi leder fortsat efter en sejr i turneringen, og den er vi ivrige efter at få, afslutter den 21-årige midtbanespiller.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV