Berusende VB henrykkede et fyldt stadion

Foto: Carl Forssling

Fire, fire, fire, fire-nul… sang kålhøgne VB-tilhængere. Og så var det ikke engang løgn… Med den største VB-sejr i 3F Superliga siden april 2000 gjorde Jyllands Rubin diskret bookmakerne opmærksomme på, at man måske ikke helt er den sikre nedrykker, odds’ene har antydet. Nuvel, der er lang vej igen, men præstationen sent fredag aften lover godt, og de smukke scoringer af Duelund (to), Hjulsager og Gammelgaard vil fansene med garanti nyde på repeat resten af den herlige weekend.

Af Ole Kristensen | 1. august 2025

Ivan Prelec kunne for fjerde gang i træk – incl. generalprøven mod FC Fredericia – præsentere den samme startellever.
Nye på bænken var Wahid Faghir og Tobias Lykkebak, som erstattede Sander Ravn og Anders Sønderskov.
De ubesejrede oprykkere fra Odense kom med en masse selvtillid i bagagen, men måtte skadesbetinget undvære Fiete Arp, den meget hypede tidligere HSV-, Bayern München- og Holstein Kiel-spiller.

Den sidste sommermåneds første dag havde budt på gængs, omskifteligt, dansk sommervejr med både sol, regn og torden, men en lun og tør aften hilste 10.187 tilskuere velkommen til den sene fredagskamp, der bød på perfekt fodboldvejr.
Euforien er stor på Fyn efter oprykningen og den gode start, og udebaneafsnitter var fyldt til bristepunktet med sangglade striber.
3F Superliga i almindelighed – og i den grad også VB – nyder stor bevågenhed i disse år. Folk fylkes i arenaerne og finder måske her det fællesskab og sammenhold, man kan have behov for i en foranderlig og urolig verden.

I lighed med kampen i Parken fulgte VB den nye trend med at tyre opgiversparket til indkast nede ved modstandernes hjørneflag for straks at starte et højt pres.
Efter bolden først var kommet ned på jorden efter de hektiske indledningsminutter, var det med VB som det toneangivende hold. Vejlenserne pressede godt og energisk, hvilket forhindrede gæsterne i at komme i gang med deres fartspil. Med power og energi overtrumfede hjemmeholdet det ellers let favoriserede OB-mandskab.
Allerede efter en håndfuld minutter var værterne farlige for første gang. Bismark var tæt på at nå en løs bold før OB-keeper Martin Hansen, og sekunder efter kom samme Bismark en my for sent til Gundelunds fine, flade indlæg.

1-0 skulle det dog blive efter et kvarter. Bismark Edjeodji løb ganske enkelt fra Nicolas Bürgy på en lang fremlægning, og hans cut-back-aflevering behandlede Andrew Hjulsager efter fortjeneste med en kølig inderside.
Gæsterne virkede noget rystede og fik sjældent sat noget sammen. Eneste gang inden pausen, de var farlige, var efter en snes minutter, da de bevarede presset efter et giftigt hjørnespark, og Rasmus Falk afsluttende sparkede snært forbi den fjerne opstander. Ellers bestod de odenseanske angrebsbestræbelser mest af ufarlige indlæg, som Igor Vekić problemløst kunne hente ned – ikke én redning måtte sloveneren ud i.
Øjeblikket efter forsøgte Bismark sig optimistisk med et lob over Martin Hansen, men forsøget savnede præcision.

Det var dog Bismark her og der og alle vegne. I det 23. minut pressede en superenergisk ”GG” ved sidelinjen McCoy til at sende bolden ned mod eget mål, hvor Edjeodji snuppede bolden og lagde den ind til Duelund, der iskoldt lagde den ind tæt op ad stolpen. 2-0!

Resten af halvlegen skete ikke stort i felterne. VB havde greb om opgøret og kontrollerede kampen.

Straks efter pausen måtte en groggy Mike Vestergård desværre udgå efter at have slået hovedet i en nærkamp. Ind kom Lasse Flø, som overtog højre backpladsen, mens Gundelund gik op på Vestergårds plads.

Hjemmeholdet afgjorde endgültig opgøret i det 57. minut. Mikkel Duelund sikrede sig et Doppelpack på smukkeste vis, da han trak ind i banen og fra kanten af straffesparksfeltet curlede bolden op i det fjerneste øverste hjørne. En sjældent nydelig scoring!

Skidt blev til værre for De Striwrede fem minutter senere. Fynboerne havde åbnet op i jagten på en reducering, hvilket efterlod gigantiske friarealer til vejlenserne, og Hjulsager kunne let finde en fri Gammelgaard i højre side. ”GG” trak ind i banen og lagde bolden forbi Martin Hansen til slutresultatet.
VB spillede på dette tidspunkt som i en rus mod oprykkere, som syntes at glæde sig usigeligt til dommerens sidste fløjt.

Det var skiftetid, og Bismark, der allerede har udviklet sig til Publikumsliebling, udgik med krampe og blev erstattet af Camara.
Lidt senere var der tripleudskiftning, da ”Bisse”, ”GG” og Hjulsager blev erstattet af Murata, Faghir og Elvius.
Resten af kampen var total VB-dominans, uden det dog rykkede mere ved måltavlen.
Dommer Frederik Svendsen debuterede i 3F Superliga, og det gjorde han med en fin indsats. Han satte aldrig sig selv i centrum og kunne nøjes med at uddele en enkelt advarsel til hver side – hos VB tilfaldt den Andrew Hjulsager. Mikkel Duelund blev kåret som Man of the Match af All-Clear, og sejren sender VB op på en foreløbig fjerdeplads – så meget man nu skal tage det for med toenhalv runde spillet. Men rart alligevel at konstatere…

Cadeau til OB’s tilskuere, som ikke lod sig afficere af deres holds striptease for åbent tæppe. De fynske tilhængere hyldede deres slagne helte i lang tid efter kampen – se, det er ægte fankultur, i medgang og modgang…!

I morgen afvikles en reserveholdsmatch mod FC Fredericia i VB Parken kl. 13.30, mens næste opgave for førsteholdet er næste søndag i Brøndby. Alle mand til Vestegnen!

Grundspil, 3F Superliga 2025-26, Vejle Stadion
Fredag den 1. august 2025 kl. 20.00
Vejle Boldklub – OB 4-0 (2-0)
15. 1-0 Andrew Hjulsager
23. 2-0 Mikkel Duelund
57. 3-0 Mikkel Duelund
62. 4-0 Christian Gammelgaard

Kort:
75. Andrew Hjulsager (gult kort)

Indskiftninger:
49. Mike Vestergård ud Lasse Flø ind
65. Bismark Edjeodji ud Abdoulaye Camara ind
78. Christian Gammelgaard ud Marius Elvius ind
78. Tobias Lauritsen ud Masaki Murata ind
78. Andrew Hjulsager ud Wahid Faghir ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Thomas Gundelund (anfører)
Stefan Velkov
Lasse Nielsen
Christian Sørensen

Andrew Hjulsager
Mike Vestergård
Tobias Lauritsen

Christian Gammelgaard
Bismark Edjeodji
Mikkel Duelund

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Damian van Bruggen
Wahid Faghir
Abdoulaye Camara
Lasse Flø
Luka Hujber
Tobias Lykkebak
Marius Elvius
Masaki Murata

Dommer: Frederik Svendsen
Tilskuere:
10.187

OB (3-4-1-2): Martin Hansen – Nicolas Bürgy, Bjørn Paulsen (65: Julius Berthel Askou Harvey), James Gomez (65: Yaya Bojang) – Leeroy Owusu, Rasmus Falk, Gustav Grubbe (46: William Martin), Marcus McCoy – Max Ejdum (73: Nikolaj Juul-Sandberg) – Jay-Roy Grot, Noah Ganaus (84: Adam Sørensen)
Træner: Alexander Zorniger

Kort:
90. Adam Sørensen (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV