Anton Klaster forlænger til 2026

Foto: Daniel Abedeny

Den 16-årige forsvarsspiller Anton Klaster fra VB Akademiets U19 Liga-hold har forlænget sin kontrakt med Vejle Boldklub frem til sommeren 2026, hvor Future Vejle-spilleren fra Bredballe IF bliver seniorspiller.

Af Lars Christensen | 14. december 2023

På sin 15-års fødselsdag for halvandet år siden indgik Anton Klaster sin første ungdomskontrakt, og siden har den talentfulde forsvarsspiller udviklet sig så meget, at han allerede nu forlænger aftalen med Vejle Boldklub frem til sommeren 2026.

- Det har haft høj prioritet at lande en ny aftale med Anton Klaster, så vi har papir på ham frem til, at han bliver seniorspiller om 2½ år. Allerede i sommer traf vi en beslutning om, at Anton og Sander Ravn fra U17 Liga-truppen skulle rykkes op på U19 Liga-holdet et år før tid, og Anton har gjort sig gældende med 11 startpladser, og han har klaret springet godt, siger Steen Thychosen, der er chef på VB Akademiet.

- Anton har en god fysisk pakke, og den har vi nu fået set testet mod ældre spillere, og der holder han vand. Den nye aftale giver spilleren ideelle betingelser for fortsat udvikling på VB Akademiet, hvor der er lagt en god plan for de kommende år. Der er allerede taget hul på den næste transitionsfase, og vi håber på sigt, at Anton udvikler sig så meget, at han kan tage skridtet permanent op i A-truppen, siger Steen Thychosen.

Anton Klaster, der er født den 31. juli 2007, snørede sin første fodboldstøvler i Bredballe IF, inden han tog turen til Lysholt og blev en del af VB Akademiet som børnefodboldspiller allerede som U5-spiller, men skiftede tilbage til Bredballe IF som U6-spiller og fortsatte her, indtil han vendte tilbage til VB som U10-spiller.

- Det var en nem beslutning at indgå en ny aftale med Vejle Boldklub, som løber i resten af min ungdomstid. Jeg vil gerne udvikle mig så meget, at jeg en dag kan træde ind på Vejle Stadion og debutere for førsteholdet. Det kunne være stort, siger Anton Klaster, der har en dansk mor og en hollandsk far, og som er vokset op tæt på Vejle Stadion i Nørreskoven.

- De mange kampe på U19 Liga-holdet har været en god udfordring for mig, og jeg har lært meget af at spille med og mod spillere, som er ældre og fysisk mere robuste. Jeg synes, at jeg har klaret det godt indtil videre, og jeg håber at kunne bygge endnu mere på i anden halvdel af sæsonen. Mit bundniveau skal hæves, således jeg bliver mere konstant i mine præstationer, og så vil jeg gerne være en mere tydelig leder på banen, siger Anton Klaster.

Tidligere på efteråret var Anton Klaster sammen med flere af holdkammeraterne på VB Akademiet udtaget til 3F Superliga-holdets pokalkamp mod AB, og selvom det ikke blev til debut for det 16-årige stoppertalent, så var det en oplevelse med perspektiver i.

- Det var en spændende oplevelse at være med førsteholdet, selvom det ikke blev til spilletid. Jeg har trænet med A-truppen flere gange i efteråret, og det var et stort skulderklap fra Ivan Prelec og trænerteamet, at jeg skulle med. De kigger VB Akademiets vej, og hvis jeg er dygtig nok, får jeg også chancen igen. Det er meget motiverende, og det er også en del af den tydelige udviklingsplan, der er lagt for mig i de kommende år, siger Anton Klaster.

Ved siden af kampene og træningen på VB Akademiet går Anton Klaster på Campus Vejles fodboldlinje.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV