Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 25. maj 2025
På grund af festlighederne inde på Vejle Stadion til den sidste 3F Superliga-kamp i sæsonen var både U15 og U17-holdets kampe fremrykket til lørdag formiddag kl. 10.00, hvor forholdsvis mange tilskuere brugte anledningen til at spotte fremtidens førsteholdsspillere - og følge de to succesfulde akademi-hold fra sidelinjen.
Det talentfulde U17-mandskab fortsatte mod SIF den gode hjemmebanestime, og silkeborgenserne, som i kampens indledning havde et par halve chancer, blev besejret så sikkert som 4-1.
Topscorer Kerim Sejdic åbnede til 1-0, da han udnyttede et perfekt indlæg fra Brolund til at klappe til bolden med venstrebenet. En velspillende Benjamin Nicolaisen øgede til 2-0, da han fik en flad pasning op i banen fra Højgaard og udenfor feltet sparkede et fladt skud i nettet. Gammelgaard sørgede for den tredje scoring, da han efter et mønsterangreb udnyttede en pasning fra Petrache (billedet, red.) og udplacerede målmanden.
Efter pausen fik Silkeborg reduceret på et godt spark, da de samlede en nedfaldsbold op, men udfaldet var der aldrig tvivl om, og Stefan Petrache kunne i slutminutterne udnytte godt forarbejde af Albert Frederiksen til at sætte punktum med scoringen til 4-1.
Christian Sivebæk, som overtog det meget målsøgende VB-mandskab efter Mads Nissen i vinterpausen, har fortsat de meget fremadrettede takter, og med de fire scoringer mod Silkeborg kommer mandskabet op på 63 scoringer i 25 kampe. Kun overgået af tre hold i rækken.
- Sejren mod Silkeborg kommer i hus på baggrund af en meget velspillet første halvleg. Vores pres var aggressivt og med god timing, og så scorer vi nogle flotte mål. Vores tredje mål, som Gammelgaard står for lige inden pausen, er helt eminent og begynder nede ved Thorbjørn Pløger, som finder rum centralt, og så er det via Nicolaisen og Petrache, som bagom støttebenet spiller Gammelgaard fri til 3-0, indleder Christian Sivebæk.
- De to første mål var også gode. Det første efter et godt indlæg fra Brolund, og så var det bare knastørt sparket ind af Benno (Benjamin Nicolaisen, red.) til 2-0. Vores indledning på anden halvleg er sjusket, og Silkeborg reducerer og tiltvinger sig et overtag, hvor de godt kan reducere én gang mere. Men vi får godt fat igen, og så er det Petrache, der lukker til 4-1 på en god bold fra Frederiksen, siger Christian Sivebæk.
Akademitræneren havde roser til hele mandskabet, selvom det var offensiven, der igen stod bag mange af målene og chancerne.
- Der er især en stærk præstation af unge Albert Frederiksen, som er rykket op fra U15, men også Jeppe Højgaard og Benjamin Nicolaisen leverer på et godt niveau i en holdpræstation som jeg er tilfreds med, afslutter VB-træneren.
VB Akademiets U17 Liga-hold spiller sæsonens sidste kamp om mere end tre uger, når FC Midtjylland venter i Ikast onsdag den 18. juni. Se tabellen her.
U15 besejrer Silkeborg med samme cifre
VB Akademiets U15 Liga-hold besejrede også Silkeborg IF med cifrene 4-1. Her blev kampen afgjort med tre meget tidlige scoringer, da cheftræner Kristian Olesens mandskab allerede efter 18 minutter var foran 3-0.
- Det bliver hurtigt 1-0 ved Benjamin Yousfi efter et hjørnespark, og så 2-0 og 3-0 hurtigt derefter. Det er Yasir Ugurlu, der scorer de to mål. Efter pausen er det så Pelle Luxhøi, der laver den fjerde scoring, siger Kristian Olesen.
- Det er en udmærket kamp fra vores side, men vi spiller os ikke helt ud. Før pausen skal vi være bedre til at vurdere, om vi skal fastholde bolden eller sætte den på spil, og vores høje pres halter også. Men vi er alligevel farlige i flere omgange og kommer til pause med en føring på 3-0. I anden halvleg stepper vi op med bolden og i vores pres, men stolpen og overliggeren er i vejen for flere scoringer, som der var chancer til.
Cheftræneren for det yngste ligahold på VB Akademiet, Kristian Olesen, havde plusser i bogen til et par af sine spillere efter den komfortable sejr over Silkeborg.
- Yasir Ugurlu er helt ustyrlig og scorer to gode mål. Han er en konstant trussel, og han træffer mange gode beslutninger omkring, hvornår han skal drible, og hvornår han skal finde sine medspillere. Stor kamp af ham. William Østergreen dækker også banen flot og er en vigtig faktor i forhold til, at vi stepper op på bolden i de sidste 40 minutter, siger Kristian Olesen.
Med sejren avancerer U15 Liga-holdet til 4. pladsen, men placeringen i top-4 kan blive svær at bevare for det stærke akademi-hold. VB-mandskabet har spillet flere kampe end de fleste af konkurrenterne. Se stillingen her.
U15 Liga-holdet mangler også kun et opgør inden sommerpausen. Det er på udebane mod AaB onsdag den 11. juni.
U17 Ligaen 2024-25, VB Parken opvisningsbane
Lørdag den 24. maj 2025 kl. 10.00
Vejle Boldklub - Silkeborg IF 4-1 (3-0)
22. 1-0 Kerim Sejdic
29. 2-0 Benjamin Nicolaisen
45. 3-0 Nicolas Gammelgaard
54. 3-1 Kristian Bøgild
87. 4-1 Stefan Petrache
Indskiftninger:
62. Max Jensen ud Villads Østergaard ind
62. Kerim Sejdic ud Dánial Mørkøre ind
62. Benjamin Stelman ud Gustav Toft Jacobsen ind
74. Laurits Engmark ud Ali Riad ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Laurits Engmark (anfører)
Jeppe Højgaard
Benjamin Stelman
Marcus Brolund
Stefan Petrache
Max Jensen
Albert Frederiksen
Benjamin Nicolaisen
Kerim Sejdic
Nicolas Gammelgaard
Bænken:
Gustav Toft Jacobsen
Dánial Mørkøre
Villads Østergaard
Ali Riad
Topscorer Kerim Sejdic stod for åbningsmålet, da han med venstrebenet sendte et indlæg fra Brolund i nettet. Arkivfoto: Carl Forssling
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.