Tobias Haahr Jakobsen udlejes til Aarhus Fremad

Foto: Vejle Boldklub

Målmanden Tobias Haahr Jakobsen udlejes for resten af indeværende sæson til 2. divisionsklubben Aarhus Fremad, mens 17-årige Gustav Nørregaard Knudsen fra VB Akademiet rykkes permanent op i 3F Superliga-truppen som udviklingsmålmand.

Af Lars Christensen | 26. januar 2024

20-årige Tobias Haahr fik allerede sidste forår sin divisionsdebut for VB og forlængede kort efter aftalen med VB til sommeren 2026. I efteråret har han været en del af målmandstrioen omkring 3F Superliga-truppen, og nu følger næste skridt i udviklingsplanen for den talentfulde målmand, idet han skal jagte spilletid under et lejeophold hos ambitiøse Aarhus Fremad fra toppen af 2. division.

Marius Adrian Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub, forklarer udlejningen af målmanden således:

- Allerede ved kontraktforlængelsen i sommer var planen, at vi i løbet af det første år skulle afsøge mulighederne for, at Tobias Haahr kunne komme ud og få seniorspilletid på et godt niveau. Allerede i sommer var Tobias i en periode med i Aarhus Fremad, og begge parter fik et godt indtryk af hinanden ved den lejlighed, hvorfor vi har holdt forbindelsen ved lige i løbet af efteråret. Tobias byder sig fortsat godt til i træningen hos os, men vi har to stærke alternativer, der står foran ham, og derfor skal han ud i et miljø, hvor han kommer tættere på spilletid, udtaler Marius Adrian Nicolae.

- Aarhus Fremad kender vi fra flere testkampe i de seneste år. Det er en ambitiøs og veldreven fodboldklub i toppen af 2. division, som fra denne sæson er gået over til et set-up, der blandt andet indebærer formiddagstræning. Vi definerer fortsat Tobias som en målmand, som vi tror på kommer til at spille en rolle hos os i fremtiden, så vi ønsker både ham og Aarhus Fremad held og lykke med forårets mange vigtige kampe, og vi ser frem til at følge med, siger Marius Adrian Nicolae.

Tobias Haahr Jakobsen har været i Belek med A-truppen på træningslejr, men er fredag rejst hjem til Danmark for at slutte sig til Aarhus Fremads pre-season.

17-årig udviklingsmålmand rykkes permanent op i A-truppen

Gustav Nørregaard Knudsen indgik i december sidste år sin første ungdomskontrakt med VB, og allerede nu rykkes Future Vejle-målmanden fra Bredballe IF permanent op i 3F Superliga-truppen, hvor han skal stå i mesterlære hos Nathan Trott, Igor Vekić og målmandstræner András Gangó, mens han skal have kampminutter på VB Akademiets U19 Liga-hold.

- Det er en glædens dag i en fodboldklub, når man kan indlemme talentfulde spillere fra akademiet i førsteholdstruppen. Gustav Knudsen er et velbeskrevet blad i A-truppen, da han igennem de seneste seks måneder har trænet med periodevis. Han er kun i gang med sin første sæson som U19 Liga-spiller, men han har taget nogle fine skridt i sin udvikling ved at blive matchet mod seniorspillere i træningen. Vi tror på, at vi ved at have ham permanent i vores miljø kan udvikle ham endnu mere, og på sigt er det en målmand, som vi har realistiske forhåbninger til kan tage konkurrencen op om spilletiden, siger Marius Adrian Nicolae.

- Vi føler os godt dækket ind med Nathan og Igor som de to foretrukne keepere, men vi har i flere sæsoner arbejdet med en yngre udviklingsmålmand i A-truppen, som kan udvikle sig i skyggen af ældre og mere erfarne keepere. Gustav vil fortsat være aktuel til kampene i U19 Ligaen og kombinationen af træning i A-truppen og kampe på VB Akademiet har vi god erfaring med, siger Marius Adrian Nicolae.

Målmanden har kontrakt med Vejle Boldklub frem til sommeren 2025, og det er ifølge sportschefen en bagerste skanse med moderne spidskompetencer, som nu træder et skridt op af karrierestigen.

- Gustav har fine færdigheder med fødderne, hvor han kan være en god brik i opbygningsspillet, fordi han både kan flytte bolden på korte og lange distancer. Derudover er han frygtløs i sit redningsspil. Han arbejder meget på at forbedre sin fysik, og det bliver et væsentlig parameter for ham at udvikle i de kommende år, men der er lagt en god udviklingsplan for Gustav i samarbejde med de respektive trænere, og vi ser frem til at følge hans fortsatte udvikling, siger Marius Adrian Nicolae.

Gustav Knudsen er fredag rejst til Antalya.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV