VB skriver kontrakt med talentfuld målmand

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklub har indgået en kontrakt med Gustav Nørregaard Knudsen (f. 2006) fra VB Akademiets U19 Liga-hold. Den 17-årige målmand fra Future Vejle-samarbejdsklubben Bredballe IF har dermed kontrakt frem til, at han bliver seniorspiller i sommeren 2025.

Af Lars Christensen | 7. december 2023

Gustav Nørregaard Knudsen rykkede i sommerpausen op som U19 Liga-spiller, og nu har potentialet og præstationerne fra målmanden ført til, at han skriver under på sin første fodboldkontrakt. Den holder ham i Nørreskoven i resten af hans tid som ungdomsspiller på VB Akademiet.

Steen Thychosen, chef på VB Akademiet, ser fine perspektiver i den unge målmand, der allerede er blevet testet i træning med 3F Superliga-holdet.

- Gustav har været hos os i en længere årrække, og han har overbevist os om sit potentiale og sit talent. Han har lagt på i de sidste seks måneder, hvor han har fået mere og mere seniortræning i A-truppen og suppleret det op med U17- og U19 Liga-kampene på VB Akademiet. Det har udviklet ham i den rigtige retning, og vi tror på, at vi kan flytte ham endnu længere i de kommende år, siger Steen Thychosen.

- Han er en målmand med moderne spidskompetencer. Det vil sige, at han er fin i spillet med fødderne og kan bruges i opbygningsspillet, fordi han kan modtage bolden med fødderne, og via sit overblik og sin sikkerhed flytter han bolden godt. Det skal han til stadighed udvikle, men det er på et godt niveau. Han har en god udstråling, og så er han dygtig i redningsspillet tæt under mål, hvor han er frygtløs. Der er stadig punkter, hvor en ung og talentfuld målmand skal forbedre sig, men der er på tværs af VB Akademiet og 3F Superliga-truppen lagt en god udviklingsplan for Gustav, og så håber vi, at vi om halvandet år står med en målmand, der er klar til at tage steppet videre op i A-truppen. Det er målet for alle parter, siger Steen Thychosen.

Gustav Nørregaard Knudsen, der er født den 10. juli 2006, skiftede allerede som U10-spiller fra Future Vejle-samarbejdsklubben Bredballe IF videre til Vejle Boldklub, hvor han siden har udviklet sig så meget, at han nu kan skrive under på sin første kontrakt.

- Det er stort at underskrive den første fodboldkontrakt og så i den klub, hvor jeg har været så længe. Det er noget, som jeg har kæmpet for, og det viser også, at klubben har tillid til mig og tror på, at jeg er god nok til at skulle med videre. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at leve op til forventningerne, siger Gustav Nørregaard Knudsen.

- Jeg har spillet i VB i mange år efterhånden, og det er blevet min klub. Vejle Stadion er et fedt sted med en fantastisk stemning og atmosfære omkring førsteholdets kampe, og min drøm er, at jeg en dag løber ind og skal debutere for VB og helst i Superligaen. Det kunne være fedt, og det er meget motiverende at se så mange unge spillere fra VB Akademiet, der er med på førsteholdet, og som får chancen, fordi de har gjort sig fortjent til den, siger Gustav Nørregaard Knudsen.

Målmanden bliver seniorspiller i sommeren 2025 og har således halvanden sæson tilbage som ungdomsspiller.

- Jeg træner med A-truppen jævnligt, og det er fedt at blive testet mod seniorspillere og i et træningsmiljø, som er meget udfordrende. Der skal hårdt arbejde til, hvis jeg vil gøre mig fortjent til en fast plads her om et par år. Jeg er ikke den største målmand, så der skal fortsat arbejdes hårdt og målrettet i styrketræningslokalet med min statur, men jeg får god sparring fra trænerne både på VB Akademiet og omkring A-truppen, siger Gustav Nørregaard Knudsen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV