Wahid Faghir vender hjem til Nørreskoven

Foto: Michael Svenningesen

Vejle Boldklub henter 21-årige Wahid Faghir hjem til Nørreskoven, hvor angriberen de kommende tre sæsoner skal bidrage til Vejle Boldklubs ambitioner om henholdsvis overlevelse i 3F Superliga og om at etablere sig fast i dansk fodbolds bedste række.

Af Morten Pelch | 12. juli 2025

Wahid Faghir blev i august 2021 solgt på transfervinduet sidste dag til den tyske storklub VfB Stuttgart i en handel, der den dag i dag stadigvæk er det største spillersalg i Vejle Boldklubs historie.

Den rigtige type

Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub, er glad for at lande en aftale med Wahid Faghir og har en stor tro på, at angriberen i Vejle Boldklubs miljø kan blive et aktiv for både ambitionerne i 3F Superliga og i forhold til at blive attraktiv for udlandet igen.

- Vi har været på jagt efter en nummer 9, der passer ind i den kultur, vi har og skal udvikle i Vejle Boldklub. Samtidig har det været væsentligt, at Wahid kender klubben, har bevist sig i 3F Superliga, men også med sine kun 21 år at han har et salgspotentiale, når vi får karrieren tilbage på sporet, fortæller Mikkel Hemmersam og fortsætter:

- Wahid har haft en svær periode i Stuttgart, men han har gennem foråret fået både spilletid, scoret mål og holdt sig skadesfri på klubbens reservehold i 3. Liga. Den opbygning af ham efter skader kommer vi til at profitere af i Vejle Boldklub. Wahid passer til vores nye hold og spillestil med sin position i boksen, hvor han også primært scorer sine mål. Wahid har selv haft et stort ønske om at vende hjem til Vejle Boldklub for at blive en del af vores nye rejse. Det er den helt afgørende faktor i, at dette her er muligt. Vi får en Wahid tilbage, der har ambitioner og viljen til at ville bevise sig selv, fortæller Mikkel Hemmersam.

Vil hjælpe Vejle Boldklub

Wahid Faghir ser frem til at trække den rød/hvide VB-trøje over hovedet og løbe ind på Vejle Stadion igen.

- Jeg er glad for at vende hjem til Vejle Boldklub. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg kommer hjem med en endnu større sult og lyst til at bevise mig, end da jeg tog ud. Modgang kan man ikke bruge til noget, hvis man ikke vender den til medgang. Det er derfor, jeg har valgt Vejle Boldklub. Jeg kommer tilbage til en klub, der er stærkere, end den jeg tog fra i 2021, fortæller Wahid Faghir og fortsætter:

- Der har undervejs været gode dialoger med Mikkel Hemmersam og Ivan Prelec. Jeg føler, at den retning, Vejle Boldklub skal i, nu er klart defineret. Det er tydeliggjort, hvad den enkelte spillers rolle er i kollektivet, og missionen for denne sæson er overlevelse i en 3F Superliga, der kun er blevet stærkere. Samtidig skal vi bygge på det spillemæssige, og jeg skal bidrage med både arbejdsindsats og mål.

- Jeg har siden sæsonafslutningen sammen med mine agenter hyret en fysisk træner ind, der har fulgt og arbejdet med mig dagligt, således jeg kunne være klar, hvis muligheden om et klubskifte blev en realitet. Jeg er derfor klar til at starte op med holdet med det samme, og jeg glæder mig til at se alle de gode mennesker igen, både nye holdkammerater, dem, jeg kender i forvejen, og alle menneskerne i og omkring klubben, afslutter Wahid Faghir.

Wahid Faghir har valgt trøje nummer 19 og indgår i Vejle Boldklubs 3F Superliga-trup med det samme.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV