Arkivfoto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 14. marts 2025
Igor Vekić er i gang med sin anden sæson i Danmark og Nørreskoven. I debutsæsonen stod han i skyggen af Nathan Trott, men ovenpå sommerens EM-slutrunde med hjemlandet Slovenien trådte den 26-årige målmand frem i rampelyset som det nye førstevalg i målet.
- Der er virkelig stor forskel på at være på banen og på bænken. Jeg havde et godt indtryk at niveauet, atmosfæren omkring kampene, klubben og mine medspillere, men igen, det er bare to forskellige verdener at spille og sidde udenfor som reserve. Jeg trænede godt, men det er bare to forskellige situationer, om du spiller eller ikke gør, indleder Igor Vekić.
- Oplevelsen af at være på den rigtige side af kridtstregen i den danske Superliga har hundrede procent været god. Jeg føler mig hjemme her, og der er omgivelserne, medspillerne og klubben en stor faktor. Men det tager tid at finde sig selv inde på banen, når man har været ude i en længere periode. Jeg synes, at det går i den rigtige retning, og jeg følger mig sammen med holdet stærkere end i begyndelsen af sæsonen. Der har været fejl undervejs og situationer, som kunne være løst bedre, men både jeg og holdet er i bedring, og vi er i øjeblikket tæt på point i hver kamp. Sådan var det ikke i efteråret, og det er gode fremskridt, siger Igor Vekić.
Fokus på struktur giver bedre præstationer
Den slovenske målmand er sammen med Lundrim Hetemi og Musa Juwara ene om at have været med i samtlige kampe. Vekić tilmed i samtlige minutter i sæsonen.
En rekord, sloveneren deler med Frederik Tingager og Jesper Hansen (AGF), Andreas Hansen (FC Nordsjælland), Daniel Høegh og Paul Izzo (Randers FC), samt Mathias Jørgensen (AaB).
- Siden Steffen (Kielstrup, red.) og Johnny (Mølby, red.) har overtaget ansvaret, har vi arbejdet rigtig meget med holdets struktur. Det er med bolden, uden bolden, og hvordan vi vil spille. Det er et forholdsvis simpelt koncept, men det virker. Min oplevelse er, at vi præsterer op mod 90 procent bedre, fordi vi har fået styr på vores base. Vi ser alle sammen bedre ud, mig selv inklusive. Vores første 45 minutter i Viborg var på et for lavt niveau, men vi genfandt hurtigt noget, som vi var trygge i, og det gav en bedre anden halvleg, siger Igor Vekić.
Selvom præstationerne i foråret har været bedre, så kommer vejlenserne ind til AGF-kampen fra to udekampe, hvor det er blevet til nederlag.
- Vi arbejder med forskellige fokus i løbet af en træningsuge. Det er især defensivt, at vi skal forbedre os i øjeblikket. Det er for nemt at score på os, og vi lukker lidt for meget ind. Der er noget kommunikativt og nogle aftaler, som vi arbejder på. Det begynder med video, og så fortsætter vi ude på banen. Det handler meget om, at vi ikke forsvarer for dybt, for når vi gør det, så bliver der flere situationer i eget felt. Vi ved, at hvis vi får lukket af, så skal der kun et mål til en sejr, men i øjeblikket skal vi score flere mål for at få vores points, siger Igor Vekić.
- Vi skal matche AGF’s intensitet
Søndag eftermiddag tager klubben afsked med grundspillet, inden tabellen deles op i mesterskabsspillet og kvalifikationsspillet. Skæbnen er beseglet for begge mandskaber i Nørreskoven, men der er fortsat masser på spil for begge klubber.
- Alle øjner det bedst mulige udgangspunkt, inden turneringen deles op, og vi er klar til at tage kampen op mod AGF. Jeg husker de to AGF-kampe i sidste sæson, hvor jeg så med fra bænken. De var meget lige og intense. I denne sæson havde vi det svært i Aarhus og led et nederlag, som blev stort. Det var et lavpunkt for os, men også en reminder om, hvad der skal til for at matche AGF.
- Det er et af de bedste hold i Danmark, og de spiller med en enorm intensitet og masser af løb i længderetningen. De er fysisk stærke og atletiske, så vi skal matche deres intensitet, ellers bliver det en kamp, hvor vi står og skal afvise i eget felt. Det er svært mod så dygtig en modstander, og derfor skal vi have fat i anden bolde og slå fra os i duellerne, siger Igor Vekić.
Den slovenske målmand står for anden gang i sæsonen overfor aarhusianernes topscorer Patrick Mortensen. Den rutinerede spydspids står på tærsklen til sin scoring nummer 100 for AGF, men det jubilæum vil vejlenserne gøre alt for at udskyde.
- Det er en meget stærk angriber, som AGF kommer med. Vi ser video på ham inden - hvordan placerer han sig ved indlæg, kommer han tidligt i feltet, senere, eller hvor tager han som regel sit udgangspunkt, når de søger gennembrud centralt og på siderne. Med Mortensen er det især omkring boksspillet, at vi er meget opmærksomme. Men det er vigtigt for mig at sige, at der er elleve spillere på et hold. Ingen hold har overdrevet fokus på én spiller, for de er et helt hold. Og i forberedelserne kigger vi på alle de muligheder, de kommer med, siger Igor Vekić.
Vejle Stadion er noget særligt
Den stærke slovener har kluberfaring fra slovensk, portugisisk og dansk fodbold. Og han hylder opbakningen i Nørreskoven, når Vejle Boldklub spiller på hjemmebane.
- Jeg er stolt over at spille i en klub, der har den opbakning og betydning i byen, som VB har. Det er noget specielt at træde ind på Vejle Stadion, og jeg føler en speciel connection med fansene, når jeg står ude på banen, som jeg ikke har gjort tidligere i min karriere. Som spiller vil man gøre alt for at give tilbage til publikum, siger Igor Vekić.
- Det begynder allerede, når vi ankommer til stadion. Der er publikum, som hilser og er glade og forventningsfulde. Det giver en helt speciel optakt at træde ind på pladsen foran hovedindgangen og mærke atmosfæren. Det er et pres at spille foran mange fans, men det er udelukkende positivt, fordi der er så meget opbakning fra alle vores fans.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.