
Foto: Daniel Abedeny
Af Daniel Abedeny | 31. august 2023
Vejle Boldklub og FC Fredericia er nået til enighed om en aftale, der sender den 23-årige midtbanespiller på leje hos naboerne 21 kilometer sydpå.
Lejeaftalen gælder til den 31. december 2023 og skal efter planen give Lundrim Hetemi de bedst mulige forudsætninger for atter at indgå i konkurrence om spilletid efter årsskiftet, forklarer Marius Adrian Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub.
- Siden Lundrim Hetemi er kommet tilbage fra sin lange skadespause, har han vist, at han både mentalt og fysisk er klar til at gøre en forskel på banen, og derfor ønsker vi at honorere hans hårde arbejde med det, han som fodboldspiller lige nu har allermest brug for, nemlig mere spilletid. Det er det, der er bevæggrunden bag den aftale med FC Fredericia, som vi nu har indgået.
I juni forlængede Lundrim Hetemi sin kontrakt med Vejle Boldklub, således aftalen mellem parterne nu gælder til sommeren 2026. Lejeaftalens længde bør ses i lyset af kontraktforlængelsen, mener sportschefen:
- Op til indeværende sæson var det højt prioriteret at få fremtidssikret Lundrim i Vejle Boldklub, og nu er det højt prioriteret for os at give ham mulighed for at spille en forhåbentlig fremtrædende rolle med regelmæssig spilletid til følge, så han efter årsskiftet har bedre forudsætninger for at opnå det samme i VB. Det er min overbevisning, at vi med denne aftale er nået i mål med netop det. FC Fredericia er kommet stærkt fra start i denne sæsons udgave af NordicBet LIGA, og vi ser frem til at følge Lundrim bidrage i det resterende af efterårssæsonen.
70 gange har Lundrim Hetemi foreløbig optrådt for Vejle Boldklub.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.